Regina caeli, søndag den 16. april 2023
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag, Guds Barmhjertigheds søndag, fortæller evangeliet os om to åbenbaringer af den opstandne Jesus til disciplene og især til Thomas, den “vantro apostel” (sml. Joh 20,24-29).
Thomas er i virkeligheden ikke den eneste, der har svært ved at tro, faktisk repræsenterer han lidt os alle. Faktisk er det ikke altid let at tro, især når man som i hans tilfælde har lidt en stor skuffelse. Efter en stor skuffelse er det svært at tro. Han fulgte Jesus i årevis, tog risici og udholdt trængsler, men Mesteren blev korsfæstet som en forbryder, og ingen befriede ham, ingen gjorde noget! Han er død, og alle er bange. Hvordan kan man stole på igen? Hvordan kan man stole på nyhederne, der siger, at han lever? Tvivlen var inden i ham.
Thomas viser sig imidlertid at have mod: mens de andre er låst inde af frygt, går han ud med risiko for, at nogen genkender ham, fordømmer ham og anholder ham. Vi tror måske endda, at han med sit mod fortjener mere end andre at møde den opstandne Herre. I stedet, netop fordi han er gået bort, da Jesus første gang viser sig for disciplene påskeaftenen, er Thomas der ikke og mister muligheden. Han havde distanceret sig fra samfundet. Hvordan vil han være i stand til at genoprette det? Kun ved at vende tilbage til de andre, vende tilbage der, i den familie, som han forlod bange og triste. Da han vender tilbage, fortæller de ham, at Jesus er kommet, men han har svært ved at tro; Han vil gerne se hans sår. Og Jesus indfriede hans ønske: otte dage senere viste han sig igen blandt sine disciple og viste dem sine sår, sine hænder, sine fødder, de sår, der er beviset på hans kærlighed, som er kanaler, altid åbne for hans barmhjertighed.
Lad os reflektere over disse kendsgerninger. For at tro vil Thomas gerne have et exceptionelt tegn: at røre ved sårene. Jesus viser dem til ham, men på en almindelig måde, for alles påsyn, ikke for ham alene. Som for at sige til ham: hvis du vil møde mig, skal du ikke søge mig langt væk, forbliv i fællesskabet sammen med andre; gå ikke væk, bed med dem, bryd brødet med dem. Det siger han også til os. Det er dér, du kan finde mig, det er dér, jeg vil vise dig på min krop aftrykkende tegn på mine sår: tegn på kærlighed, der overvinder had, på tilgivelse, der afvæbner hævn, tegn på liv, der besejrer døden. Det er der, i fællesskabet, at du vil opdage mit ansigt, mens du med dine brødre deler øjeblikke af tvivl og frygt og klamrer dig endnu stærkere til dem. Uden fællesskabet er det svært at finde Jesus.
Kære brødre og søstre, invitationen til Thomas gælder også for os. Hvor søger vi den Opstandne? I en særlig begivenhed, i en opsigtvækkende eller forbløffende religiøs manifestation, kun i vores følelser og fornemmelser? Eller i fællesskabet, i Kirken og tage imod udfordringen om at blive i den, selvom den ikke er fejlfri? På trods af alle dens begrænsninger og fald, som er vores begrænsninger og fald, er den vores moderkirke, Kristi legeme; og det er der, i Kristi legeme, at de største tegn på hans kærlighed er præget igen og for evigt. Lad os imidlertid spørge os selv, om vi i denne kærligheds navn, i Jesu sårs navn, er villige til at åbne vores arme for dem, der er såret af livet, uden at udelukke nogen fra Guds barmhjertighed, men byde alle velkommen; hver som en bror, som en søster. Gud byder alle velkommen, Gud byder alle velkommen.
Må Maria, Barmhjertighedens Moder, hjælpe os med at elske Kirken og gøre den til et indbydende hjem for alle.
