Rom, Peterspladsen
Søndag, 4.02.2024
Kære brødre og søstre, goddag!
Evangeliet i dagens liturgi viser os Jesus i bevægelse: Han er faktisk lige færdig med at prædike, og efter at have forladt synagogen går han til Simon Peters hus, hvor han helbreder hans svigermor; så hen imod aftenen går han igen ud mod byens porte, hvor han møder mange syge og besatte mennesker og helbreder dem; morgenen efter står han tidligt op og går ud for at trække sig tilbage i bøn; og endelig drager han igen ud over Galilæa (sml. Mark 1,29-39). Jesus på farten.
Lad os se på Jesu konstante vandring, som fortæller os noget vigtigt om Gud og samtidig udfordrer os med nogle spørgsmål om vores tro.
Jesus vender sig imod den sårede menneskehed og viser os Faderens ansigt. Det kan være, at der i os stadig er ideen om en fjern, kold Gud, ligeglad med vores skæbne. Tværtimod lader evangeliet os se, at Jesus, efter at have undervist i synagogen, går ud, så det ord, han har prædiket, kan nå, røre og helbrede mennesker. Ved at gøre dette åbenbarer han for os, at Gud ikke er en uengageret herre, der taler til os fra det høje; tværtimod er han en Fader fyldt med kærlighed, som gør sig nær til os, som besøger vores hjem, som ønsker at frelse og befri os, helbrede os fra enhver sygdom i legemet og ånden. Gud er altid tæt på os. Guds holdning kan udtrykkes i tre ord: nærhed, medfølelse og ømhed. Gud gør sig nær forat at ledsage os, ømt og tilgive os. Glem ikke dette: nærhed, medfølelse og ømhed. Dette er Guds holdning.
Jesu uophørlige vandring udfordrer os. Vi kan spørge os selv: Har vi opdaget Guds ansigt som barmhjertighedens Fader, eller tror og forkynder vi en kold Gud, en fjern Gud? Indgyder troen os rastløsheden ved at rejse, eller er det en intimistisk trøst for os, der beroliger os? Beder vi bare for at føle fred, eller får det ord, vi lytter til og prædiker, os til at gå ud, ligesom Jesus, mod andre for at sprede Guds trøst? Det vil være godt for os at stille os selv disse spørgsmål.
Lad os derfor se på Jesu rejse og minde os selv om, at vores første åndelige opgave er denne: at forlade den Gud, vi tror, vi kender, og hver dag omvende os til den Gud, Jesus præsenterer for os i evangeliet, som er kærlighedens Fader og barmhjertighedens Fader. Faderen, som er nær, medfølende og øm. Og når vi opdager Faderens sande ansigt, modnes vores tro: vi forbliver ikke længere “sacristy Christians” eller “parlourkristne” (begge termer refererer til mennesker, der udadtil fremstår som fromme og religiøse, men kun i det offentlige rum), men snarere føler vi os kaldet til at viderebringe Guds håb og helbredelse.
Må den helligste Maria, kvinde på vejen, hjælpe os til at være Herrens vidnesbyrd, som er nær, barmhjertig og øm.