PeterskirkenXXX søndag i kirkeåret – søndag den 29. oktober 2023
En lovkyndig kommer til Jesus under et påskud for at teste ham. Det spørgsmål, han stiller, er imidlertid vigtigt og eviggyldigt, og det opstår til tider i vores eget hjerte og i Kirkens liv: »“Mester, hvad er det største bud i loven?”« (Mt 22:36). Også vi, nedsænket i traditionens levende strøm, kan spørge: “Hvad er det vigtigste? Hvad er drivkraften?” Hvad betyder så meget, ae det kan være det ledende princip for alt? Jesu svar er klart: “” ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ . Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ‘Du skal elske din næste som dig selv.’ ” (Matt.22,37-39).
Brødre kardinaler, biskopper og præster, Guds indviede mænd og kvinder, kære brødre og søstre, ved afslutningen af denne fase af vores rejse er det vigtigt at se på det “princip og fundament”, hvorfra alt begynder på ny: ved at elske. At elske Gud med hele vores liv og elske vores næste som os selv. Ikke vores strategier, vores menneskelige beregninger, eller sådan som verden nu fungerer, men kærlighed til Gud og næsten: det er kernen i alt. Og hvordan kanaliserer vi dette momentum af kærlighed? Jeg vil foreslå to ord, to hjertets bevægelser, som jeg gerne vil reflektere over: at tilbede og at tjene. Vi elsker Gud gennem tilbedelse og tjeneste.
Det første ord, at tilbede. At elske og tilbede. Tilbedelse er det første svar, vi kan give på Guds vederlagsfrie og forbløffende kærlighed. Tilbedelsens forundring, tilbedelsens under, er noget afgørende i Kirkens liv, især i vore dage, hvor vi har opgivet tilbedelsen. At tilbede Gud betyder i tro at erkende, at han alene er Herre, og at vores personlige liv, Kirkens pilgrimsvej og historiens endelige resultat fuldstændigt afhænger af inderligheden af hans kærlighed. Han giver vores liv mening.
Når vi tilbeder Gud, genopdager vi, at vi er frie. Det er derfor, at Bibelen ofte forbinder kærlighed til Herren med kampen mod enhver form for afgudsdyrkelse. De, der tilbeder Gud, afviser afguder, for mens Gud frigør os, så slavebinder idoler os. Afguder bedrager os og gennemfører aldrig, hvad de lover, fordi de er “menneskehænders værk” (Sl 115:4). Skriften er ubøjelig med hensyn til afgudsdyrkelse, fordi afguder skabes og manipuleres af mennesker, mens Gud, den levende Gud, er til stede og transcendent; han er den, “der ikke er, hvad jeg forestiller mig, at han er, som ikke er afhængig af, hvad jeg forventer af ham og som således kan forstyrre mine forventninger, netop fordi han lever. Beviset for, at vi ikke altid har det rigtige begreb om Gud, er, at vi til tider bliver skuffede: Vi tænker: ‘Jeg forventede én ting, jeg forestillede mig, at Gud ville opføre sig sådan, og i stedet tog jeg fejl’. Men således vender vi tilbage til afgudsdyrkelsen og ønsker, at Herren handler i overensstemmelse med det billede, vi har af ham” (C.M. Martini, I grandi della Bibbia. Esercizi spirituali con l’Antico Testamento, Firenze, 2022, 826-827). Vi risikerer altid at tro, at vi kan “kontrollere Gud”, at vi kan begrænse hans kærlighed til vores egen dagsorden. Imidlertid er den måde, han handler på, altid uforudsigelig, den transcenderer vores tænkning, og Guds måde at handle på kræver derfor forbløffelse og tilbedelse. Forundring er meget vigtigt!
Vi må konstant kæmpe mod alle former for afgudsdyrkelse; ikke kun de verdslige slags, der ofte stammer fra selvtilfredshed, såsom lyst til succes, selvcentrerethed, grådighed efter penge – lad os ikke glemme, at djævelen kommer ind “gennem lommerne”, karrierens fristelser; men også de former for afgudsdyrkelse forklædt som spiritualitet – min egen spiritualitet: mine egne religiøse ideer, mine egne pastorale færdigheder… Lad os være årvågne, så vi opdager det, hvis vi sætter os selv i centrum snarere end ham. Og lad os vende tilbage til tilbedelsen. Må tilbedelse være centralt for dem af os, der er præster: lad os afsætte tid hver dag til intimitet med Jesus den gode hyrde, tilbede ham i tabernaklet. Må kirken tilbede: lad os tilbede Herren i hvert bispedømme, i hvert sogn, i ethvert fællesskab! Kun på denne måde vil vi vende os til Jesus og ikke til os selv. For kun gennem stille tilbedelse vil Guds ord leve i vores ord; kun i hans nærhed vil vi blive renset, forvandlet og fornyet ved hans Ånds ild. Brødre og søstre, lad os tilbede Herren Jesus!
Det andet ord er at tjene. At elske er at tjene. I det store bud binder Kristus Gud og næsten sammen, så de aldrig bliver skilt. Der kan ikke være nogen sand religiøs oplevelse, der er døv for verdens råb. Der er ingen kærlighed til Gud uden omsorg og bekymring for vor næste; ellers risikerer vi at blive farisæiske. Vi har måske masser af gode ideer til, hvordan vi kan reformere Kirken, men lad os huske: at tilbede Gud og elske vores brødre og søstre med hans kærlighed, det er den store og endeløse reform. At være en tilbedende kirke og en tjenestekirke, vaske fødderne på den sårede menneskehed, ledsage dem, der er skrøbelige, svage og kastet til side, gå kærligt ud for at møde de fattige. Vi hørte i den første læsning, hvordan Gud befalede dette.
Brødre og søstre, jeg tænker på ofrene for krigens grusomheder. migranternes lidelser, den skjulte smerte hos dem, der lever alene og i fattigdom; dem, der er knust af livets byrder; dem, der ikke har flere tårer at fælde, dem, der ikke har nogen stemme. Og jeg tænker også på, hvor ofte man bag smukke ord og smukke løfter udnytter mennesker, eller hvor der ikke gøres noget for at forhindre det i at ske. Det er en alvorlig synd at udnytte de sårbare, en alvorlig synd, der tærer på broderskabet og ødelægger samfundet. Som Jesu disciple ønsker vi at bringe en anden slags surdej til verden, nemlig evangeliets. At sætte Gud på førstepladsen og sammen med ham dem, som han især elsker: de fattige og de svage.
Dette, brødre og søstre, er den kirke, vi er kaldet til at »drømme« om: en kirke, der er alles tjener, tjeneren for de mindste af vore brødre og søstre. En kirke, der aldrig kræver en attest på »god opførsel«, men byder velkommen, tjener, elsker og tilgiver. En kirke med åbne døre, der er et tilflugtssted for barmhjertighed. “Den barmhjertige mand”, sagde Johannes Chrysostomos, “er som en havn for dem, der er i nød; og havnen modtager alle, der undslipper skibbrud, og befrier dem fra fare, hvad enten de er onde eller gode; uanset hvilken slags mænd de er, der er i fare, modtager den dem i sit husly. Når du ser en mand lide skibbrud på land på grund af fattigdom, skal du heller ikke dømme ham eller kræve forklaringer, men lindre hans nød.” (I pauperem Lazarum, II, 5).
Brødre og søstre, synodens generalforsamling er nu afsluttet. I denne »Åndens samtale« har vi oplevet Herrens kærlige nærvær og opdaget broderskabets skønhed. Vi har lyttet til hinanden, og frem for alt har vi i den rige mangfoldighed af vores baggrunde og bekymringer lyttet til Helligånden. I dag ser vi ikke det fulde udbytte af denne proces, men med fremsynethed ser vi fremad mod horisonten, der åbner sig for os. Herren vil vejlede os og hjælpe os til at være en mere synodal og missionerende kirke, en kirke, der tilbeder Gud og tjener vor tids kvinder og mænd og går ud for at bringe evangeliets trøstende glæde til alle.
Brødre og søstre, jeg takker jer for alt, hvad I har gjort under synoden, og for alt, hvad I fortsat gør. Tak for den rejse, vi har foretaget sammen, for jeres opmærksomhed og jeres dialog. Når jeg udtrykker min taknemmelighed, vil jeg også gerne bede en bøn for os alle: må vi vokse i vores tilbedelse af Gud og i vores tjeneste for vores næste. At tilbede og tjene. Må Herren ledsage os. Lad os gå fremad med glæde!
