søndag den 21. januar 2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Evangeliet beretter i dag om de første disciples kald (sml. Mark 1,14-20). At kalde andre til at slutte sig til sin mission er noget af det første, Jesus gør i begyndelsen af sit offentlige liv: Han henvender sig til nogle unge fiskere og opfordrer dem til at følge ham for at “blive menneskefiskere” (v. 17). Og dette fortæller os noget vigtigt: Herren elsker at inddrage os i sit frelsesværk, han ønsker, at vi skal være aktive med ham, han ønsker, at vi skal være ansvarlige fortalere. En kristen, der ikke er aktiv, som ikke er ansvarlig i arbejdet med at forkynde Herren, og som ikke er en hovedperson i sin tro, er ikke kristen eller, som min bedstemor plejede at sige, er en “rosenvand” kristen.
I princippet ville Gud ikke have brug for os, men det har han, på trods af at det indebærer at påtage sig mange af vores begrænsninger: vi er alle begrænsede, eller rettere syndere, og han påtager sig dette. Se for eksempel på, hvor meget tålmodighed han havde med disciplene: ofte forstod de ikke hans ord (sml. Luk 9,51-56), til tider er de ikke enige indbyrdes (sml. Mark 10,41), i lang tid er de ude af stand til at acceptere nogle væsentlige aspekter af hans forkyndelse, såsom tjenesten (sml. Luk 22,27). Og alligevel udvalgte Jesus dem og fortsatte med at tro på dem. Dette er vigtigt: Herren udvalgte os til at være kristne. Og vi er syndere, vi begår den ene efter den anden, men Herren fortsætter med at tro på os. Dette er vidunderligt.
At bringe Guds frelse til alle var faktisk for Jesus den største glæde, hans mission, meningen med hans eksistens (sml. Joh 6,38), eller, som han siger, hans mad (sml. Joh 4,34). Og i hvert ord og hver gerning, hvormed vi forenes med ham, i den smukke oplevelse det er at give kærlighed, mangfoldiggøres lys og glæde (sml. Es 9,2): ikke kun omkring os, men også i os. At forkynde evangeliet er derfor ikke spildt tid: det er at være lykkeligere ved at hjælpe andre til at være lykkelige; det er at frigøre os selv ved at hjælpe andre til at være frie; det er at blive bedre ved at hjælpe andre til at blive bedre!
Lad os derfor spørge os selv: Stopper jeg nu og da op for at huske den glæde, der voksede i mig og omkring mig, da jeg tog imod kaldet til at kende og vidne om Jesus? Og når jeg beder, takker jeg så Herren for at have kaldet mig til at gøre andre lykkelige? Endelig, ønsker jeg at få nogen til at glæde sig gennem mit vidnesbyrd og min glæde for at få dem til at glæde sig over, hvor smukt det er at elske Jesus?
Må Jomfru Maria hjælpe os til at smage evangeliets glæde.