Pave FRANS ANGELUS Peterspladsen søndag den 23. juni 2024
Kære brødre og søstre, glædelig søndag! I dag præsenterer evangeliet os for Jesus på båden med disciplene ved Tiberias sø. En stærk storm kommer uventet, og båden er i fare for at synke. Jesus, som sov, vågner, truer vinden, og alt bliver roligt igen (sml. Mark 4,35-41).
Men i virkeligheden vågner han ikke, de vækker ham! Med stor frygt er det disciplene, der vækker Jesus. Aftenen før var det Jesus selv, der bad disciplene om at komme ombord i båden og krydse søen. De var eksperter, de var fiskere, og det var deres egne omgivelser, men en storm kunne bringe dem i vanskeligheder. Det ser ud til, at Jesus ønsker at sætte dem på prøve. Men han lader dem ikke være i fred; Han bliver hos dem på båden, rolig; ja, han sover endda. Og når stormen bryder ud, beroliger han dem med sin tilstedeværelse, han opmuntrer dem, han tilskynder dem til at have mere tro og er med dem til faren er ovre. Men vi kan stille dette spørgsmål: Hvorfor handler Jesus på denne måde?
At styrke disciplenes tro og gøre dem mere modige. Faktisk kommer de – disciplene – ud af denne oplevelse mere bevidste om Jesu kraft og hans nærvær i deres midte, og derfor stærkere og mere parate til at møde forhindringer, vanskeligheder, herunder frygten for at vove sig ud for at forkynde evangeliet. Når de har overvundet denne prøvelse med Ham, vil de vide, hvordan de skal møde mange andre, selv til korset og martyriet, for at bringe evangeliet til alle folkeslag.
Og Jesus gør det samme med os, især i eukaristien: Han samler os omkring sig, han giver os sit ord, han nærer med sit legeme og sit blod, og så inviterer han os til at sætte sejl, til at videregive alt, hvad vi har hørt, og til at dele det, vi har modtaget, med alle, i hverdagen, selv når det er svært. Jesus skåner os ikke for modsætninger, men uden nogensinde at forlade os hjælper han os med at konfrontere dem. Han gør os modige. Så også vi, der overvinder dem med hans hjælp, lærer mere og mere at holde fast i ham, at stole på hans magt, som går langt ud over vores evner, at overvinde usikkerhed og tøven, faste meninger og fordomme, og han gør dette med storhed i hjertet, for at fortælle alle, at Himmeriget er til stede, det er her, og at vi med Jesus ved vores side kan få det til at vokse sammen, ud over alle barrierer.
Lad os derfor spørge os selv: Kan jeg i tider med prøvelser huske de tidspunkter, hvor jeg i mit liv har oplevet Herrens nærvær og hjælp? Lad os tænke over det… Når en storm kommer, lader jeg mig overvælde af tumulten, eller klamrer jeg mig til ham – disse indre storme, nej? – klamrer jeg mig til ham for at finde ro og fred, i bøn, i stilhed, lyttende til Ordet, tilbedelse og broderlig deling af tro?
Må Jomfru Maria, som hilste Guds vilje velkommen med ydmyghed og mod, i vanskelige øjeblikke give os ro i sindet til at overgive os til Ham.
Hlisen
