Kære brødre og søstre, goddag!
I dag, femte søndag i fasten, præsenterer evangeliet os for Lazarus’ opstandelse (sml. Joh.11,1-45). Det er det sidste af Jesu mirakler fortalt før påske: hans ven Lazarus’ opstandelse. Lazarus er en kær ven af Jesus, som véd, at han snart skal dø; Så han tager afsted, men ankommer ikke til hans hus før fire dage efter begravelsen, da alt håb er ude. Hans tilstedeværelse vækker dog en smule tillid i søstrene Martas og Marias hjerte (sml. v. 22,27). De klamrer sig til dette lys, til dette lille håb, selv i sorg. Jesus beder dem om at have tro og beder om, at åbne graven. Så beder han til Faderen og råber til Lazarus: “Kom herud!” (v. 43). Han kommer tilbage til livet og kommer ud. Et mirakel, ganske enkelt.
Budskabet er klart: Jesus giver liv, selv når der ikke synes at være mere håb. Det sker, at man føler sig håbløs – det er sket for os alle – eller møder mennesker, der har opgivet håbet: forbitret over dårlige oplevelser, det sårede hjerte kan ikke håbe. På grund af et smertefuldt tab, en sygdom, en bitter skuffelse, en uret eller et forræderi, der er begået på grund af en alvorlig fejltagelse. Nogle gange hører vi: “Der er ikke mere at gøre!” Det er øjeblikke, hvor livet synes at være en forseglet grav: alt er mørkt, og omkring os ser vi kun sorg og fortvivlelse.
Miraklet fortæller os i dag, at dette ikke er tilfældet, at vi ikke er alene i disse øjeblikke, tværtimod, at Jesus netop i disse øjeblikke er tættere på os end nogensinde før for at give os livet tilbage. Jesus græder sammen med os, mens han græd over Lazarus. Evangeliet gentager to gange, at han er bevæget (sml. v. 33,38) og understreger, at han brast i gråd (sml. v. 35). Og samtidig opfordrer Jesus os til ikke at holde op med at tro og håbe på ikke at blive overvældet af negative følelser. Hvilket også fjerner vores tårer. Han nærmer sig vores grave og siger til os som dengang: “Tag stenen væk” (v. 39). I disse øjeblikke er det som om vi har en sten indeni, og den eneste, der er i stand til at fjerne den, er Jesus med sit ord: “Tag stenen væk”.
Dette er, hvad Jesus siger også til os. Tag stenen væk: smerten, fejlene, selv fejlene, skjul dem ikke inde i dig i et mørkt, ensomt, lukket rum. Tag stenen væk: træk alt, hvad der er indeni, ud. “Åh, men jeg skammer mig”. Kast det på mig med tillid og uden frygt, siger Herren, og fordi jeg vil ikke blive forarget, fordi jeg er med dig, jeg elsker dig, og jeg vil have dig til at begynde at leve igen. Det, som han gjorde ved Lazarus, gør han for hver enkelt af os: Kom ud! Rejs dig igen, kom tilbage på din vej, genvind din selvtillid tilbage! Hvor mange gange i livet befinder vi os i denne situation, hvor vi ikke længere har styrken til at rejse os igen. Og Jesus: “Gå, fortsæt! Jeg er med dig”. Jeg vil tage dig ved hånden, siger Jesus, som da du var barn og lærte at tage dine første skridt.
Kære broder, kære søster, tag de forbindinger, der binder dig af (sml. v. 45). Giv ikke efter for den pessimisme, der formørker dig, giv ikke efter for den frygt, der isolerer dig, giv ikke efter for modløsheden, der kommer fra mindet om dårlige oplevelser, giv ikke efter for den frygt, der lammer. Jesus siger til os: ”Jeg ønsker dig fri og levende, jeg vil ikke forlade dig, og jeg er med dig! Alt er mørkt, men jeg er med dig! Lad dig ikke holde fængslet af smerte, lad ikke håbet dø. Broder, søster, kom tilbage til livet!”. ” Og hvordan kan jeg gøre det?”. ” Tag min hånd”, og han tager os i hånden. Lad dig blive trukket op: og han er i stand til at gøre det. Vi kender alle disse dårlige øjeblikke. Det sker for os alle.
Kære brødre og søstre, dette afsnit fra Johannesevangeliet 11.kapitel, som gør meget godt at læse, er en salme til livet, og den læser vi, når påsken er nær. Måske bærer vi i dette øjeblik en byrde eller lidelse i vores hjerte, der synes at knuse os; Nogle ungdomsfejl … Hvem ved. Disse dårlige ting skal komme ud. Væk! Jesus siger: “Kom ud!” Så det er øjeblikket til at fjerne stenen og gå ud mod Jesus, som er nær. Kan vi åbne vores hjerte for ham og betro vores bekymringer til ham? Skal vi gøre det? Er vi i stand til at åbne problemernes grav, er vi i stand til at se over tærsklen til dens lys, eller er vi bange for dette? Og formår vi for vores del som små spejle af Guds kærlighed at oplyse det miljø, vi lever i, med livets ord og gestus? Vidner vi om Jesu håb og glæde? Vi er syndere, os alle?
Og jeg vil også gerne sige et ord til skriftefædre: Kære brødre, glem ikke, at I også er syndere. Du er ikke i skriftestolen for at pine, men for at tilgive og tilgive alt, ligesom Herren tilgiver alt.
Må Maria, håbets moder, forny glæden ved ikke at føle os alene i kaldet til at bringe lys ind i mørket, der omgiver os.
