HANS HELLIGHED PAVE FRANS TALE TIL DELTAGERNE I DET INTERNATIONALE KOLLOKVIUM “GENOPRET DET UOPRETTELIGE”
Clementine Hall lørdag den 4. maj 2024
Kære brødre og søstre! Jeg er glad for at byde Dem velkommen, og jeg byder Dem hjertelig velkommen. Jeg takker fru Benoit Rivière og Fr. Louis Dupont for at have taget initiativ til dette møde i forbindelse med fejringen af 350-året for Jesu åbenbaringer for den hl. Margarethe Maria (Alacoque).
Oprejsning er et begreb, vi ofte finder i de hellige skrifter. I Det Gamle Testamente får det en social dimension af kompensation for det onde, der er begået. Dette er tilfældet for Moseloven, der foreskriver tilbagelevering af det, der var blevet stjålet, eller erstatning for den forvoldte skade (sml. 2 Mos 22,1-15; 3 Mos 6,1-7). Det var en retfærdighedshandling, der havde til formål at beskytte det sociale liv. I Det Nye Testamente tager det imidlertid form af en åndelig proces inden for rammerne af den frelse, som Kristus har tilvejebragt. Oprejsning manifesteres fuldt ud i korsets offer. Det nye her er, at det åbenbarer Herrens barmhjertighed mod synderen. Oprejsning bidrager derfor til forsoning mellem mennesker indbyrdes, men også til forsoning med Gud, fordi den uret, der gøres mod vores næste, også er en krænkelse af Gud. Som Sirak den vise siger: “Strømmer enkens tårer ikke ned at hendes kinder?” (sml. Sir 35,18). Kære venner, hvor mange tårer flyder ikke stadig på Guds ansigt, mens vores verden oplever så meget misbrug mod personens værdighed, selv inden for Guds folk!
Titlen på jeres konference sætter to modsatrettede udtryk sammen: “Reparation af det uoprettelige”. På denne måde inviterer det os til at håbe, at hvert sår kan heles, uanset hvor dybt det måtte være. Fuld erstatning synes til tider umulig, såsom når varer eller kære definitivt går tabt, eller når visse situationer er blevet irreversible. Men viljen til at råde bod på det og gøre det konkret er afgørende for forsoningsprocessen og for en tilbagevenden til fred i hjertet.
Genoprettelse, at være kristen, at røre ved den forurettedes hjerte og ikke at være en simpel handling af kommutativ retfærdighed, forudsætter to krævende holdninger: at anerkende sig selv som skyldig og bede om tilgivelse.
At anerkende sig selv som skyldig. Enhver genoprettelse, menneskelig eller åndelig, begynder med erkendelsen af ens egen synd. “Selvbbebrejdelse er en del af kristen visdom; dette behager Herren, fordi Herren byder det angerfulde hjerte velkommen« (Homilie ved messen i Santa Marta, 6. marts 2018). Det er fra denne ærlige erkendelse af den uret, der er gjort mod ens bror eller søstre, og fra den dybe og oprigtige følelse af, at kærligheden er blevet skadet, at ønsket om at gøre det godt igen opstår.
Bøn om tilgivelse. Det er bekendelsen af det onde, der er begået, idet man følger den fortabte søns eksempel, som siger til Faderen: “Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.
Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn” (Luk 15,21). At bede om tilgivelse genåbner dialogen og manifesterer viljen til at genoprette båndet af broderlig kærlighed. Og genoprettelse – selv en begyndende genopretning eller simpelthen viljen til at gøre det godt igen – garanterer ægtheden af anmodningen om tilgivelse, den udtrykker dens dybde, dens oprigtighed, den rører broderens hjerte, trøster ham og inspirerer ham til at acceptere den ønskede tilgivelse. Derfor, hvis det uoprettelige ikke kan repareres fuldstændigt, kan kærlighed altid genfødes, hvilket gør såret tåleligt.
Jesus bad den hellige Margarethe Maria om tilgivelse for de forbrydelser, der var forårsaget af menneskehedens synder. Hvis disse handlinger trøstede hans hjerte, betyder det, at oprejsning også kan trøste enhver såret persons hjerte. Må arbejdet på jeres konference forny og uddybe betydningen af denne smukke praksis med at reparere Jesu hellige hjerte, en praksis, der i dag kan være noget glemt eller fejlagtigt dømt forældet. Og må den også bidrage til at styrke dens retmæssige plads i hver døbt persons bodsrejse i Kirken.
Jeg beder om, at Jesu Helligste Hjertes jubilæum må vække hos mange pilgrimme en større taknemmelighed og kærlighed til Jesus, en større hengivenhed; og at Paray-le-Monials helligdom altid må være et sted for trøst og barmhjertighed for enhver person, der søger indre fred. Jeg giver jer min velsignelse. Og jeg beder jer venligst om at bede for mig. Tak!
