Søndags katekese
Dagens evangelium fortæller om et besynderlig Jesu mirakel: om natten går han på Galilæas søs vande for at møde sine disciple, som krydser over i en båd (sml. Matt.14,22-33). Spørgsmålet er: Hvorfor valgte Jesus dette tegn? Ville han bare vække opsigt? Nej. Måske ud fra et presserende og uforudsigeligt behov for at komme sine egene til hjælp, som er i fare for at kæntre på grund af modvind? Alligevel var det Jesus selv, der planlagde alt, som lod dem sætte ud om aftenen, og som endda – som teksten siger – “tilskyndede dem til at gøre det” (sml. v.22). Måske for at give dem en demonstration af hans storhed og magt? Men det er ikke hans stil. Men hvorfor så? Hvorfor ville han gå på vandet?
Bag hans vandring på vandet gemmer sig et budskab, der ikke umiddelbart er forståeligt for os. På det tidspunkt blev store vandområder betragtet som sæde for onde kræfter, som mennesket ikke kunne kontrollere. Især når de blev omrørt af stormen, var dybt vand et symbol på kaos og minder om underverdenens mørke. Nu befinder disciplene sig midt i søen, omgivet af mørke: de er bange for at gå til grunde, for at blive fortæret af det onde. Og her kommer Jesus, der går på vandet, det vil sige over disse onde magter, og siger til sine disciple: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« (v. 27).
Dette er meningen med tegnet: de onde kræfter, der skræmmer os, og som vi ikke kan kontrollere, besejres af Jesus. Den, der går på vandet, vil fortælle os: “Vær ikke bange, jeg vil lægge dine fjender under mine fødder” – en smuk besked: Vær ikke bange. Det er ikke mennesker, der er fjenderne, men døden, synden, djævelen: Herren tramper disse fjender ned for os.
Kristus siger til hver enkelt af os i dag: “Hav tro, det er mig; Vær ikke bange!”. Hav tro, for jeg er her, I er ikke længere alene i livets rørte vande. Så hvad gør vi, når vi er på åbent hav og prisgivet modvind? Hvad skal vi gøre i frygt, når vi kun ser mørke og føler os fortabte? Vi må gøre to ting, som disciplene gør i evangeliet: de kalder på Jesus og tager imod ham. Påkaldelse af Jesus og tage imod ham, er de to ting, der betyder noget.
De kalder ham: Peter går et stykke på vandet mod Jesus, men så bliver han bange, truet med at synke oghan råber: “Herre, frels mig!” (v. 30). En smuk bøn. Det udtrykker visheden om, at Herren kan frelse os, at han overvinder truslen, vores frygt. Jeg opfordrer Dem til at gentage denne sætning sammen. Lad os sige det tre gange: »Herre, frels mig!«
Og så tager disciplene Jesus med i båden. Teksten siger, at så snart han kom ind i båden, “lagde vinden sig” (v. 32). Herren ved, at livets båd, ligesom Kirkens båd, må kæmpe med modvind, og at havet, som vi sejler på, ofte er oprørt. Han frelser os ikke fra sejladsens strabadser, men opfordrer sine egne, som evangeliet siger, til at sætte sejl: han opfordrer os til at møde vanskeligheder, så de også kan blive frelses steder, muligheder for at møde ham. Han kommer os i møde i mørkets øjeblikke og beder os om at tage imod ham, som han gjorde den aften på søen.
Lad os spørge os selv: hvordan forholder jeg mig til min frygt? Fortsætter jeg alene med mine egene kræfter, eller stoler jeg på Herren? Og hvad med min tro? Tror jeg, at Kristus er stærkere end bølgerne og de ugunstige vinde? Men frem for alt: sejler jeg med ham? Tager jeg imod ham, giver jeg plads til ham på livets båd, betror jeg ham roret?
Maria, havets stjerne, hjælp os med at finde Jesu lys i livets nætter.
