Kære brødre og søstre, goddag!
I dagens liturgi fortæller evangeliet os om nogle farisæere, der slutter sig til herodianerne for at sætte en fælde for Jesus. De forsøgte altid at sætte fælder for ham. De går til ham og spørger: “Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” (Mt 22:17). Det er et kneb: hvis Jesus legitimerer skatten, placerer han sig selv på en politisk magts side, som folket ikke støtter, hvorimod hvis han siger, at han ikke skal betale den, kan han anklages for oprør mod imperiet. En virkelig fælde. Men han undslipper denne snare. Han beder dem om at vise ham en mønt, som bærer kejserens billede, og siger til dem: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” (v. 21). Hvad betyder dette?
Disse ord af Jesus er blevet almene, men til tider er de blevet brugt forkert – eller i det mindste i indskrænket betydning – til at tale om forholdet mellem kirke og stat, kristne og politik; ofte fortolkes de, som om Jesus ønskede at adskille “kejseren” fra “Gud”, det vil sige verdslig fra åndelig virkelighed. Nogle gange tænker vi også på denne måde: troen og udøvelsen af troen er én ting, og dagligdagen er en anden. Og det duer ikke. Nej. Dette er en form for “skizofreni”, som om tro ikke havde noget at gøre med det virkelige liv, med samfundets udfordringer, med social retfærdighed, med politik og så videre.
I virkeligheden ønsker Jesus at hjælpe os med at placere “kejseren” og “Gud” på deres rette sted. Omsorgen for den verdslige orden tilhører Cæsar – det vil sige politik, civile institutioner, sociale og økonomiske processer, og vi, der er beskæftiget
Med denne virkelighed, skal give samfundet tilbage, hvad det tilbyder os gennem vores bidrag som ansvarlige borgere, tage os af det, der er betroet os, fremme lov og retfærdighed i arbejdslivet, betale vores skat ærligt, forpligte os til det fælles bedste og så videre. Men samtidig bekræfter Jesus den grundlæggende virkelighed: at mennesket tilhører Gud: hele mennesket og ethvert menneske. Og det betyder, at vi ikke tilhører nogen verdslig virkelighed, nogen “kejser”. Vi er Herrens, og vi må ikke være slaver af nogen verdslig magt. På mønten er der altså billedet af kejseren, men Jesus minder os om, at vores liv er præget af Guds billede, som intet og ingen kan skjule. Tingene i denne verden tilhører kejseren, men mennesket og verden selv tilhører Gud: glem ikke dette!
Vi forstår altså, at Jesus gendanner enhver af os til sin egen identitet: på denne verdens mønt er der billedet af kejseren, men du – hver enkelt af os – hvilket billede bærer du i dig selv? Lad os stille os selv dette spørgsmål: hvilket billede bærer jeg inde i mig selv? Du – hvis er billedet i dit liv? Husker vi, at vi tilhører Herren, eller lader vi os forme af verdens logik og gør arbejde, politik og penge til vores afguder til tilbedelse?
Må den hellige Jomfru hjælpe os til at anerkende og ære vores og ethvert menneskes værdighed.
