Kære brødre og søstre, goddag, og glædelig festdag!
I dag fejrer vi allehelgens højtidelighed. Lad os i lyset af denne festdag stoppe op og tænke lidt over hellighed, især over to af kendetegnene ved sand hellighed: Det er en gave – det er en gave, det kan ikke købes – og samtidig er det en rejse. En gave og en rejse. Først og fremmest en gave. Hellighed er en gave fra Gud, som vi har modtaget med dåben: hvis vi lader den vokse, kan den fuldstændig ændre vores liv (sml. Apostolsk formaning Gaudate et exsultate, 15). Helgener er ikke uopnåelige eller fjerne helte, men mennesker som os, vores venner, hvis udgangspunkt er den samme gave, som vi har modtaget: Dåben,ja, hvis vi tænker over det, har vi helt sikkert mødt nogle af dem, nogle almindelige helgener: en retfærdig person, en person, der lever det kristne liv seriøst, med enkelhed … det er dem, jeg ynder at kalde “helgenerne, vore naboer”, som lever normalt blandt os. Hellighed er en gave, der tilbydes alle for at få et ly. Og når alt kommer til alt, når vi modtager en gave, hvad er vores første reaktion? Det er netop, at vi er glade, fordi det betyder, at nogen elsker os; og hellighedens gave gør os lykkelige, fordi Gud elsker os.
Men enhver gave skal dog accepteres, og den kræver et svar, en “tak”. Men hvordan kan vi sige dette “tak”? Det er en opfordring til at forpligte sig, så gaven ikke sløses bort. Alle døbte har modtaget det samme kald til at holde fast ved og fuldende den hellighed i vores liv, som vi har modtaget (sml. Lumen gentium, s. 40). Sådan kommer vi til det andet punkt – hellighed er også en rejse, en rejse, der skal foretages sammen, hvor vi hjælpe hinanden, forenet med de fremragende ledsagere, som er helgenerne.
De er vore ældre brødre og søstre, som vi altid kan regne med: helgenerne støtter os, og når vi går i en forkert retning undervejs, undlader de med deres tavse tilstedeværelse aldrig at rette os; de er oprigtige venner, som vi kan stole på, fordi de vil os det godt. I deres liv finder vi et eksempel, i deres bønner modtager vi hjælp og venskab, og med dem er vi forbundet i et bånd af broderkærlighed.
Hellighed er en rejse, det er en gave. Så vi kan spørge os selv: Kan jeg huske at have modtaget Helligåndens gave, som kalder mig til hellighed og hjælper mig med at komme dertil? Takker jeg Helligånden for dette, for hellighedens gave? Føler jeg, at de hellige er tæt på mig, taler jeg med dem, vender jeg mig til dem? Kender jeg historien om nogle af dem? Det er godt for os at kende de helliges liv og blive bevæget af deres eksempel. Og det gavner os meget at tale til dem i bøn.
