26. december 2023
Sognekirke i Krappfeld, Tyskland, Sankt Stefans stening
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag, lige efter jul, fejrer vi festen for Sankt Stefan, den første martyr. Vi finder beretningen om hans martyrium i Apostlenes Gerninger (sml. kap. 6-7), der beskriver ham som en mand med et godt omdømme, der uddelte mad til de fattige og organiserede velgørenhed (sml. 6,3). Og netop på grund af denne generøse retskaffenhed kan han derfor vidne om det, der er mest dyrebart for ham: Han vidner om sin tro på Jesus, og dette udløser hans modstanderes vrede, som nådesløst stener ham til døde. Og alt dette sker foran en ung mand, Saul, en nidkær forfølger af kristne, der fungerer som “garant” for henrettelsen (sml. 7,58).
Lad os tænke et øjeblik over denne scene: Saulus og Stefan, forfølgeren og den forfulgte. Der synes at være en uigennemtrængelig mur mellem dem, lige så hård som den unge farisæers fundamentalisme og de sten, der blev kastet mod den dødsdømte. Og alligevel, hvad man ikke kan se, er der noget stærkere, der forener dem: Ja, gennem Stefans vidnesbyrd forbereder Herren allerede i Sauls hjerte, uden at han ved det, den omvendelse, der vil føre ham til at blive en stor apostel. Stefan, hans tjeneste, hans bøn, den tro, han forkynder, hans mod og især, at han i dødsøjeblikket tilgiver. er ikke forgæves. Det blev sagt, da forfølgelserne fandt sted – og også i dag er det rigtigt at sige det – at “martyrernes blod er de kristnes såsæd”. De ser ud til at ende i ingenting, men i virkeligheden planter hans offer et frø, der går i modsat retning af stenene, planter sig selv på en skjult måde i brystet på hans værste rival.
I dag, to tusind år senere, ser vi desværre, at Kristne forfølges. Der er stadig nogle, der lider og dør for at vidne om Jesus, ligesom der er dem, der straffes på forskellige niveauer for at handle på en måde, der er i overensstemmelse med evangeliet, og dem, der ufortrødent stræber efter at være trofaste mod deres gode pligter, mens verden håner og prædiker noget andet. Disse brødre og søstre kan også synes at være fiaskoer, men i dag ser vi, at det ikke er tilfældet. Nu som dengang bærer sæden af deres ofre, som synes forgæves, faktisk frugt, fordi Gud gennem dem fortsætter med at udvirke mirakler (sml. ApG 18,9-10), forandrer hjerter og frelser mænd og kvinder.
Lad os derfor spørge os selv: bekymrer jeg mig om og beder jeg for dem, der i forskellige egne af verden stadig lider og dør for troen i dag? Så mange, der bliver myrdet for deres tro. Og forsøger jeg for min part at bære vidnesbyrd om evangeliet konsekvent, med sagtmodighed og tillid? Tror jeg, at godhedens frø vil bære frugt, selvom jeg ikke ser øjeblikkelige resultater?
Må Maria, martyrernes dronning, hjælpe os med at vidne om Jesus.
