Kære brødre og søstre, goddag!
På denne anden søndag i advent taler evangeliet til os om Johannes Døberen, forløberen for Jesus (sml. Mark.1,1-8), og det beskriver ham som “røsten fra en, der råber i ørkenen” (v.3). Ørkenen, et tomt sted, hvor du ikke kommunikerer; og stemmen, et middel til at tale – disse virker som to modstridende billeder. Men de er forenet i Døberen.
Ørkenen. Johannes prædiker der, nær Jordanfloden, nær det sted, hvor hans folk var kommet ind i det forjættede land mange århundreder tidligere (sml. Jos 3,1-17). Når han gør det, er det, som om han siger: for at lytte til Gud må vi vende tilbage til det sted, hvor han i fyrre år ledsagede, beskyttede og uddannede sit folk i ørkenen. Dette er stedet for stilhed og det væsentlige, hvor ingen kan dvæle ved ligegyldige ting, men skal koncentrere sig om det, der er uundværligt for at leve.
Og dette er en altid relevant påmindelse: For at fortsætte på livets rejse skal vi fratages “mere”, fordi at leve godt betyder ikke at være fyldt med ubrugelige ting, men at blive befriet fra det overflødige, at grave dybt i os selv for at holde fast i det, der virkelig er vigtigt for Gud. Kun hvis vi gennem stilhed og bøn giver plads til Jesus, som er Faderens Ord, vil vi vide, hvordan vi kan blive befriet fra forureningen af forfængelige ord og snak. Tavshed og ædruelighed – fra ord, fra brugen af ting, fra medierne og sociale medier – disse er ikke kun italiensk fromt liv – fioretti (oversætterens note: en almindelig praksis i italiensk hengivent liv, hvor nogen tilbyder et lille offer, en beslutning eller forslaget om at gøre en god gerning til Vorherre eller Vor Frue) eller dyder, de er væsentlige elementer i det kristne liv.
Og vi kommer til det andet billede, stemmen. Dette er den måde, hvorpå vi manifesterer, hvad vi tænker, og hvad vi bærer i vores hjerter. Vi forstår derfor, at det er helt forbundet med stilhed, fordi det udtrykker det, der modnes indeni, ved at lytte til, hvad Ånden foreslår. Brødre og søstre, hvis nogen ikke ved, hvordan man er stille, er det usandsynligt, at de vil have noget godt at sige; mens, jo mere opmærksomstilheden er, jo stærkere er ordet. I Johannes Døberen er denne stemme knyttet til ægtheden af hans erfaring og renheden i hans hjerte.
Vi kan spørge os selv: hvilken plads har stilheden i mit liv? Er det en tom, måske undertrykkende, tavshed? Eller er det et rum til at lytte, til bøn, til at beskytte mit hjerte? Er mit liv rent eller fyldt med overflødige ting? Selv om det betyder at gå imod strømmen, så lad os værdsætte stilhed, ædruelighed og evnen til at lytte.
Må Maria, stilhedens jomfru, hjælpe os med at elske ørkenen, at blive troværdige stemmer, der vidner om hendes søn, som kommer.
