Kære brødre og søstre, goddag!
I dag fejrer vi festen for den hellige familie Jesus, Maria og Josef. Evangeliet viser os templet i Jerusalem, hvor fremstillingen af barnet for Herren skal ske. (sml. Luk 2,22-40).
Den hellige familie ankommer til templet med det ydmygeste og enkleste blandt de foreskrevne ofre som en gave, et vidnesbyrd om deres fattigdom. Til sidst modtager Maria en profeti: “din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge.” (v. 35). De ankommer i fattigdom og begiver sig ud igen fyldt med lidelse. Dette er overraskende – men hvordan kan det være, at Jesu familie, den eneste familie i historien, der kunne prale af at have Gud til stede i kød og blod blandt dem, i stedet for at være rig, var fattig! I stedet for at have tingene lette, ser det ud til, at denne familie møder forhindringer! I stedet for at være fri for modgang, er denne familie omsluttet af dyb sorg.
Hvad fortæller dette vores familier, måden den Hellige Familie levede deres liv, fattige, overfor forhindringer og med en sådan sorg? Det fortæller os noget meget smukt: Gud, som vi ofte forestiller os at være hinsides problemer, kom til at leve vores liv med dets problemer. Han frelste os på denne måde. Han kom ikke som allerede voksen men som virkelig lille. Som søn af en mor og far boede han i en familie, hvor han tilbragte det meste af sin tid med at vokse op og med at lære, en hverdag i skjul og stilhed. Og han undgik ikke vanskeligheder. Snarere siger han dette til vores familier, når han vælger en familie, en familie, der var “ekspert i lidelse”: “Hvis I står over for vanskeligheder, ved jeg, hvad I oplever. Jeg oplevede det. Jeg, min mor og min far, vi oplevede det, så vi også kan sige til din familie: Du er ikke alene!
Josef og Maria “undrede sig over, hvad der blev sagt om Jesus” (sml. Luk 2,33), fordi de aldrig ville have troet, at den ældre Simeon og profetinden Anna ville sige disse ting. De undrer sig. Jeg vil gerne reflektere over dette i dag, over deres evne til at undre sig. At være i stand til at undre sig er en hemmelighed for at komme godt videre som familie og ikke vænne sig til tingenes ordinære karakter; i stedet vide, hvordan man forundres foran Gud, som ledsager os. Og så undre sig i vores familie. Og jeg tror, det er godt for par at vide, hvordan man forundres over sin egen ægtefælle, for eksempel ved at tage ham eller hende i hånden og se den anden ømt i øjnene i et par sekunder om aftenen. Ømt – undren bringer os altid til ømhed. Ømhed er smuk i et ægteskab. Og så at undre sig over livets mirakel, af børn, tage sig tid til at lege med dem og lytte til dem. Og jeg spørger jer, fædre og mødre: Finder I tid til at lege med jeres børn? At tage dem en tur? I går talte jeg med én i telefonen, og jeg spurgte hende: “Hvor er du?” “Åh, jeg er i parken. Jeg har taget børnene med en tur”. Dette er godt forældreskab. Og så at glædes over bedsteforældres visdom: mange gange lukker vi bedsteforældre ude af vores liv. Nej: bedsteforældre er en kilde til visdom. Lad os lære at forundres over vores bedsteforældres visdom, deres historier. Bedsteforældre bringer os tilbage til det væsentlige. Endelig at forundres over vores egen historie om kærlighed – hver af os har vores egen, og Herren fik os til at vandre i kærlighed – at glæde os over dette. Og også helt sikkert har vores liv negative sider. Men også forundret over Guds godhed, som han har vandret med os, selvom vi ikke er så gode til det.
Må Maria, familiens dronning, hjælpe os med at undre os. Lad os i dag bede om nåden ved at kunne undre os. Må Vor Frue hjælpe os til hver dag at glæde os over det, der er godt, og til at vide, hvordan vi lærer andre skønheden ved at forundres?
