Pave Frans, Peterspladsen
Fra evangeliet i dagens liturgi hører vi nogle af Jesu ord om de skriftkloge og farisæerne, folkets religiøse ledere. Om disse mennesker med autoritet bruger Jesus meget alvorlige ord, “de gør ikke selv, hvad de siger.” (Matt.23,3) og “Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker;” (v. 5). Dette er, hvad Jesus siger – de prædiker og praktiserer ikke, og alt, hvad de gør, gør de for at blive set.Så lad os stoppe op ved disse to aspekter: afstanden mellem at sige og gøre og det ydre’s forrang over det indre.
Så lad os stoppe ved disse to aspekter: afstanden mellem at sige og gøre og det ydre’s forrang over det indre,
Afstanden mellem at sige og gøre. Jesus udfordrer dobbeltheden i disse læreres liv i Israel, som hævdede at undervise andre i Guds ord og at blive respekteret som tempelautoriteter. De prædikede én ting, men levede så noget andet. Disse ord af Jesus minder om profeternes, især profeten Esajas: “Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig,”
(Es 29:13). Dette er faren at være på vagt for: dobbelthed i hjertet. Vi har også denne fare. Denne dobbelthed i hjertet sætter ægtheden af vores vidnesbyrd såvel som vores troværdighed som personer og som kristne på spil.
Jeg oplever en vis afstand mellem det, vi siger, og det, vi gør. Men at have dobbeltheden i hjerte er noget ganske andet. Det er at leve med “en fod på begge sider af hegnet” uden problemer. Lad os huske dette, især når vi er kaldet til at udøve en ansvarsfuld rolle – i livet, i samfundet eller i Kirken – nej til dobbeltheden! Denne regel gælder altid for en præst, en pastoral arbejder, en politiker, en lærer eller en forælder: vær forpligtet til først selv at leve op til det, du siger, det du prædiker for andre. For at være autentiske lærere skal vi først være troværdige vidner.
Det andet aspekt følger som følge heraf: det ydre’s forrang over det indre. Eftersom de levede i denne dobbelthed, var de skriftkloge og farisæerne optaget af at måtte skjule deres inkonsekvens for at redde deres ydre omdømme. Ja, hvis folket vidste, hvad der virkelig var i deres hjerter, ville de have skammet sig og mistet al troværdighed. Og så udførte de gerninger for at virke retfærdige, for at “redde ansigt”, som vi siger. Denne fidus er meget almindelig – de lægger make-up på deres ansigter, make-up på deres liv, make-up på deres hjerter … Og disse “sminkede” mennesker ved ikke, hvordan de skal leve et sandt liv. Og mange gange oplever selv vi fristelsen til dobbelthed.
Brødre og søstre, idet vi accepterer denne advarsel fra Jesus, lad os også spørge os selv: Prøver vi at praktisere det, vi prædiker, eller lever vi tvetydigt? Siger vi én ting og gør vi noget andet? Er vi kun optaget af at vise, hvor fejlfrie vi er i det ydre, sminkede, eller dyrker vi også vores indre liv i hjertets oprigtighed?
Lad os vende os til den hellige jomfru. Må hun, som levede i hjertets retskaffenhed og ydmyghed i overensstemmelse med Guds vilje, hjælpe os til at blive troværdige vidner om evangeliet.
