Søndags katekese
Kære brødre og søstre, goddag!
I dag præsenterer evangeliet os for en dramatisk lignelse, der har en trist slutning (sml. Matt.21,33-43). En grundejer plantede en vingård og passede godt på den. Da han skulle væk, betroede han det til nogle lejere. Da vinhøsten nærmer sig, sendte han sine tjenere ud for at hente sin høst. Men lejerne mishandlede og dræbte dem. Så sendte ejeren sin søn, og disse lejere dræbte endog ham. Hvordan kan det være? Hvad gik galt? Der er et budskab om Jesus i denne lignelse.
Grundejeren gjorde det hele godt og rigtigt, med kærlighed. Han sled selv for at plante vinstokkene, han satte et hegn omkring for at beskytte det; han gravede en vinpresse og byggede et vagttårn (jf. v. 33). Derefter overlod han sin vingård til nogle forpagtere og lejede sin dyrebare ejendom til dem og behandlede dem således ens, så hans vingård kunne blive godt dyrket og bære frugt. Under disse omstændigheder burde høsten have fået en lykkelig afslutning i en festlig atmosfære med en retfærdig fordeling af udbyttet.
I stedet sneg utaknemmelige og grådige tanker sig ind i lejernes sind. Ser du, ved roden af konflikter er der altid en vis utaknemmelighed og grådig lyst til at tage noget i besiddelse. “Vi behøver ikke at give noget til ejeren. Produktet af vores arbejde tilhører os alene. Vi behøver ikke at stå til regnskab for nogen! Det er den samtale, disse arbejdere fører. Og det er ikke sandt: de bør være taknemmelige for, hvad de modtog, og for hvordan de var blevet behandlet. I stedet gav utaknemmelighed anledning til grådighed, og en progressiv følelse af oprør voksede inden i dem, hvilket fik dem til at se situationen på en forvrænget måde, at føle, at ejeren stod i gæld til dem end at de var i gæld til ejeren, der havde givet dem arbejde. Da de så sønnen, ender de med at sige: “Dette er arvingen. Kom, lad os dræbe ham og få hans arv! (v. 38). Og fra at være lejere bliver de snigmordere. Det er en hel proces. Og mange gange finder denne proces sted i menneskers hjerter, selv i vore egne hjerter.
Med denne lignelse minder Jesus os om, hvad der sker, når en person bedrager sig selv til at tro, at han eller hun gør ting på egen hånd, og de glemmer at være taknemmelige, de glemmer det virkelige grundlag for livet: at det gode kommer fra Guds nåde, at det gode er hans gratis gave. Når nogen glemmer denne taknemmelighed til Gud, ender han eller hun med ikke længere at møde deres egen situation og deres egne grænser med glæden ved at føle sig elsket og frelst, men med den triste illusion om hverken at have brug for kærlighed eller frelse. Denne person holder op med at lade sig elske og ender med at blive en fange af deres egen grådighed, en fange af behovet for at have mere end andre, af ønsket om at skille sig ud fra andre. Denne proces er grim, og mange gange sker det for os. Lad os tænke alvorligt over dette. Dette giver os en anledning til magen utilfredshed og beskyldninger, så mange misforståelser og så mange følelser af misundelse; og drevet af vrede kan personen falde hovedkulds ind i en voldsspiral. Ja, kære brødre og søstre, utaknemmelighed skaber vold, det fjerner freden og får os til at føle og råbe, når vi taler,mens et simpelt “tak” kan bringe fred tilbage!
Så lad os spørge os selv: Er jeg klar over, at livet og troen er gaver, jeg har modtaget. Er jeg klar over, at jeg selv er en gave? Tror jeg på, at alt kommer fra Herrens nåde? Forstår jeg, at jeg uden fortjeneste nyder godt af disse ting, at jeg er elsket og frelst uden at det koster noget? Og frem for alt, som svar på nåde, ved jeg, hvordan man siger “tak”? Ved jeg, hvordan jeg siger “tak”? De tre sætninger, der er hemmeligheden bag menneskelig sameksistens: tak, tak, jeg er ked af det. Ved jeg, hvordan jeg skal sige disse tre ting? Tak, tak, jeg er ked af det, undskyld mig. Ved jeg, hvordan man udtaler disse tre sætninger? Det er et lille ord, “tak” – “tak” er et lille ord, to små ord for at bede om tilgivelse, “undskyld” – er, hvad Gud og vores brødre og søstre forventer hver dag. Lad os spørge os selv, om disse små ord, “tak”, “tak”, “undskyld mig, jeg er ked af det”, er til stede i vores liv. Ved jeg at takke, at sige “tak”? Ved jeg, hvordan jeg skal undskylde mig selv, bede om tilgivelse? Ved jeg, hvordan man ikke skal være invasiv – “tak”? Tak, jeg er ked af det, tak. Må Maria, hvis sjæl herliggør Herren, hjælpe os med at gøre taknemlighed til det lys, der hver dag gry i vores hjerter.
