Kære brødre og søstre, velsignet søndag!
I dag kan jeg ikke vise mig i vinduet, fordi jeg har dette problem med betændelse i lungerne, og Monsignor Braida vil læse refleksionen. Han kender dem godt, fordi det er ham, der skriver dem, og han gør det altid så godt! Mange tak for Deres tilstedeværelse.
I dag, den sidste søndag i det liturgiske år og fejringen af vor Herre Jesus Kristus, universets konge, taler evangeliet til os om den endelige dom (Mt 25: 31-46) og fortæller os, at den vil være baseret på kærlighed.
Den scene, den præsenterer for os, er en kongelig sal, hvor Jesus, “Menneskesønnen” (v. 31) sidder på en trone. Alle folkeslagene er samlet ved hans fødder, og iøjnefaldende blandt dem er “de velsignede” (v. 34), kongens venner. Men hvem er de? Hvad er så specielt ved disse venner i deres Herres øjne? Ifølge verdens målestok skal kongens venner være dem, der har givet ham rigdom og magt, som har hjulpet ham med at erobre territorier, vinde kampe, gøre sig stor blandt andre herskere, måske fremstå som en stjerne på avisernes forsider eller på sociale medier, og til dem skulle han sige: “Tak, fordi I har gjort mig rig og berømt, misundelig og frygtet”. Dette er i overensstemmelse med verdens målestok.
Men ifølge Jesu målestok er venner nogle andre: de er dem, der har tjent de svageste mennesker. Dette skyldes, at Menneskesønnen er en helt anden konge, som kalder de fattige “brødre”, som identificerer sig med de sultne, de tørstige, de udenforstående, de syge, de fængslede og siger: “Alt, hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (v. 40). Han er en konge, der er følsom over for problemet med sult, behovet for et hjem, sygdom og fængsel (sml. v. 35-36): alle realiteter, der desværre er alt for aktuelle. De sultne, de hjemløse, ofte klædt som de kan, fylder vores gader: vi møder dem hver dag. Og også med hensyn til svagelighed og fængsel ved vi alle, hvad det vil sige at være syg, at begå fejl og betale for konsekvenserne.
Evangeliet i dag fortæller os, at de “velsignede” er dem, der reagerer på disse former for fattigdom med kærlighed, med tjeneste: ikke ved at vende sig væk, men ved at give mad og drikke, tøj, husly, besøg; kort sagt ved at være tæt på dem i nød. Og det skyldes, at Jesus, vores konge, der kalder sig Menneskesønnen, finder sine yndlingssøstre og -brødre i de mest skrøbelige kvinder og mænd. Hans “kongelige domstol” holdes, hvor der er dem, der lider og har brug for hjælp. Dette er vores konges “domstol”. Og den mådel, hvormed hans venner, de, der har Jesus som Herre, er kaldet til at skille sig ud, er hans egen måde: medfølelse, barmhjertighed, ømhed. De forædler hjertet og lægger sig som olie på sårene hos dem, der er såret af livet.
Så brødre og søstre, lad os spørge os selv: Tror vi, at sandt kongedømme består i barmhjertighed? Tror vi på kærlighedens kraft? Tror vi, at næstekærlighed er menneskets mest kongelige manifestation og er et ufravigeligt krav for den kristne? Og endelig et særligt spørgsmål: Er jeg en ven af kongen, det vil sige, føler jeg mig personligt involveret i behovene hos de lidende mennesker, jeg finder på min vej?
Må Maria, himlens og jordens dronning, hjælpe os til at elske Jesus, vores konge, i den mindste af hans brødre.
