Søndag, 3.3. 2024
Kære brødre og søstre, goddag!
I dag viser evangeliet os en barsk scene: Jesus driver købmændene ud af templet (sml. Joh 2,13-25), Jesus, som fordriver sælgerne, vælter vekselerernes borde og formaner alle og siger: “»Få det væk herfra! Brug ikke min faders hus som markedsplads!” (v.16). Lad os fokusere lidt på kontrasten mellem hus og marked: Det er faktisk to forskellige måder at nærme sig Herren på.
I templet, der var tænkt som et marked, var alt, hvad man skulle gøre for at gøre det rigtige overfor Gud, at købe et lam, betale for det og spise det. Man købte, betalte, spiste, og så gik alle hjem. I templet forstået som et hus sker der derimod det modsatte: Vi tager dertil for at møde Herren, for at være tæt på ham, for at være tæt på vores brødre og søstre, for at dele glæder og sorger. Desuden: på et marked forhandles alle priser, mens der derhjemme ikke er nogen beregning; På markedet søger man sine egne interesser, derhjemme giver man frit. Og Jesus er hård i dag, fordi han ikke accepterer, at markedstemplet erstatter hustemplet, han accepterer ikke, at vores forhold til Gud er fjernt og kommercielt i stedet for intimt og tillidsfuldt, han accepterer ikke, at salgsboder træder i stedet for familiebordet, at priserne træder i stedet for knus, og mønter erstatter kærtegn. Og hvorfor accepterer Jesus ikke dette? For på denne måde skabes der en barriere mellem Gud og mennesker og mellem bror og bror, hvorimod Kristus kom for at bringe fællesskab, for at bringe barmhjertighed, det vil sige tilgivelse, og for at bringe nærhed.
Invitationen i dag, også til vores fasterejse, er at opbygge en større følelse af hjem og mindre af en følelse af markedet i os selv og omkring os. Først og fremmest mod Gud ved at bede meget, som børn, der banker trygt på Faderens dør uden at blive trætte og ikke som grådige og mistroiske købmænd. Så for det første ved at bede. Og så ved at sprede broderskab: der er stort behov for broderskab!
Så lad os spørge os selv: Først og fremmest, hvordan er min bøn? Er det en pris, der skal betales, eller er det et øjeblik af tillidsfuld overgivelse uden at se på uret? Og hvordan er mit forhold til andre? Er jeg i stand til at give uden at forvente noget til gengæld? Kan jeg tage det første skridt til at nedbryde stilhedens mure og afstandens tomrum? Vi må stille os selv disse spørgsmål.
Må Maria hjælpe os til at “bygge et hjem” med Gud iblandt os og omkring os.
