Kære brødre og søstre, goddag!
I dag, tredje søndag i advent, taler evangeliet til os om Johannes Døberens mission (sml. Joh 1,6-8, 19-28), idet det tilkendegiver, at han er den profet, som Gud sendte for at “vidne om lyset” (v. 8). Lad os reflektere over dette: at vidne om lyset.
Vidnesbyrd. Døberen er bestemt en usædvanlig mand. Folket strømmer til for at lytte til ham, tiltrukket af hans konsekvente og oprigtige væremåde (sml. v. 6-7). Hans vidnesbyrd kommer gennem hans åbenhjertige sprog, hans ærlige opførsel, hans nøjsomhed i livet. Alt dette gør ham forskellig fra andre berømte og magtfulde mennesker på den tid, som i stedet lagde stor vægt på deres ydre fremtoning. Folk som ham – retskafne, frie og modige – er lysende, fascinerende skikkelser: de motiverer os til at hæve os over middelmådighed og derved være forbilleder for et godt liv for andre. Til alle tider har Herren sendt mænd og kvinder på denne måde. Ved vi, hvordan vi genkender dem? Prøver vi at lære af deres vidnesbyrd og lade vi os udfordre? Eller rettere, tillader vi os at blive blændet af fornemme mennesker? Så bliver vi fanget i kunstig adfærd.
Johannes er i stedet lysende, for så vidt som han vidner om lyset. Men hvad er hans lys? Han svarer selv, når han klart siger til de skarer, der var strømmet til for at høre ham, at han ikke var lyset, at han ikke var Messias (sml. v. 19-20). Lyset er Jesus, Guds lam, “Gud som frelser”. Kun Han forløser, frigør, helbreder og oplyser. Det er derfor, Johannes er en “stemme”, der ledsager sine brødre og søstre til Ordet; han tjener uden at søge ære eller rampelyset: han er en lampe, mens lyset er den levende Kristus (sml. v. 26-27; Joh 5:35)
Brødre og søstre, Johannes Døbers eksempel lærer os mindst to ting. For det første, at vi ikke kan frelse os selv alene: kun i Gud finder vi livets lys. Og for det andet, at hver enkelt af os gennem tjeneste, konsekvens, ydmyghed, vidnesbyrd om livet – og altid ved Guds nåde – kan være en lampe, der skinner og hjælper andre med at finde den vej, hvorpå de kan møde Jesus.
Så lad os spørge os selv: hvordan kan jeg på det sted, jeg bor, vidne om lyset, vidne om Kristus her og nu denne jul, ikke i en fjern fremtid?
Må Maria, hellighedens spejl, hjælpe os til at være mænd og kvinder, der afspejler Jesus, lyset, som kommer til verden.