Billedet hentet på nettet
For frivillige organisationer.
Vi beder om, at frivillige organisationer, der er engageret i menneskelig udvikling, må finde medarbejdere,
der er engageret i det fælles bedste og uophørligt søger nye veje til internationalt samarbejde.
Jeg hedder Anemone Samy, og jeg har fået æren af at skrive en reflektion.
Jeg er 50 år, gift med Rasmus, som jeg snart kan fejre sølvbryllup med. Vi har to døtre, som nu er unge, voksne.
Jeg er barn af en dansk mor og egyptisk far, og jeg er ud af en familie der består af protestanter, ateister og muslimer – og nogle få katolikker.
Jeg lærte tidligt af min mor, at hvis man kan hjælpe, så er man forpligtet til at gøre det. Og man er forpligtet til at prøve.
Jeg forsøger at efterleve det.
Min mand og jeg deler ikke tro, men vi deler menneskesyn, og det jeg laver, er kun muligt, fordi jeg har hans opbakning.
Min familie har ofte mærket enten mit fravær, eller mange menneskers tilstedeværelse i vores hjem, fordi de er blevet inviteret med hjem, og begge mine døtre har oplevet det samme som jeg selv gjorde som barn…det er ikke altid morsomt at skulle dele sin mor, men det kan kan nogen gange være nødvendigt.
Meget af min tid går i mødet med mennesker, der kom hertil som flygtninge. Mennesker der har mistet familie, venner, hjem og status. For mange er også overgreb, tortur og andre former vold en del af det der er sket.
De fleste finder selv frem til mig. Det sker, fordi andre der har følt sig set, deler deres oplevelse. Men også sociale medier er i spil. En del af mit arbejde består i at forsøge at sikre flygtninge retssikkerhed.
Alt for ofte er mødet med myndighederne, både lokalt og nationalt, præget af at de ikke længere ses som mennesker med en værdi som du og jeg, men som et problem.
Arbejdet som bisidder giver indblik i meget private informationer, og når det gælder de flygtninge, der igen og igen skal forny deres opholdstilladelser, og som konsekvent mødes med mistro og mistillid, og som endda oplever at miste alle rettigheder og blive sendt på udrejsecenter, fordi Danmark har besluttet at deres hjemland er sikkert, så er det stærk angst og retraumatisering, jeg er vidne til.
Det er vigtigt, at de ikke er alene i det. At de oplever, at de bliver set og hørt. At der er vidner til det der foregår. Og at der desuden handles.
Der skal findes hjælp, og problemet er, at der ikke er ret til beskikket tolkning eller advokathjælp før afslaget er givet. Jeg og andre der laver det samme forsøger vores bedste, vi deler viden og vi samarbejder med dygtige advokater, der igennem årene har svaret på spørgsmål, når vi ikke selv kender svarene.
Jeg tror på, at Gud har skabt os i Hans billede, og det skal vi huske, når vi møder hinanden:
Dette er min bror eller søster.
Og det er dét vi skal forsøge at agere ud fra. Dét som vi skal bede om hjælp til hele tiden at huske, for at det vi gør, bliver gjort i kærlighed. For at mødet er ligeværdigt.
Vi skal ikke være bange, for vi er ikke alene.
Jeg glemmer nogen gange, at det ikke er mig selv, der skal finde kræfter hos mig selv. Jeg bliver ofte træt og modløs, fordi den politik der er på området så målrettet går væk fra at se mennesket som et medmenneske med lige værdi og lige ret.
Derfor er det mit håb, at månedens reflektion må være, at vi beder for altid at huske, at vi arbejder i Guds navn. At det er Ham, der giver os styrke og kræfter til at handle, når vi møder uretfærdighed, ulighed og uvenlighed. At vi beder for mod til at rejse os op, og møde mennesker, der har brug for vores hjælp og venskab.
Det er mit håb, at vi allesammen tør prøve at se Jesus i de mennesker vi møder. For vi møder alle mennesker, der trænger til at blive set.
Anemone
