Bønnens Apostolat

Pavens Globale Bønsnetværk

Bønnens Apostolat i Danmark

Indvielse af Rusland og Ukraine til Marias rene Hjerte

 

 

 

Pave Frans‘ prædiken ved bodsgudstjenesten med indvielsen af Rusland og Ukraine til Jomfru Marias rene Hjerte
Den 25. marts 2022

I festdagens evangelium tager englen Gabriel ordet tre gange og taler til Jomfru Maria.
Først og fremmest siger han i hilsen: Glæd dig, du velsignede, Herren er med dig (sml. Luk 1,28). Årsagen til denne glæde er sagt med få ord: Herren er med dig. Kære bror, kære søster, i dag kan du høre de samme ord henvendt til dig; du har lov til at tage dem til dig, hver gang du søger Guds tilgivelse, for så siger Herren til dig: “Jeg er med dig.” Alt for ofte tror vi, at skriftemålet    handler om at træde frem for Gud med sunket hoved. Men det er ikke så meget os, der henvender os til Herren; det er ham, der opsøger os for at fylde os med sin nåde og glæde os med sin glæde. At skrifte betyder at gøre Faderen glad ved at lade os blive løftet op af ham. I handlingens centrum er ikke vores synder, men hans tilgivelse. Lad os forestille os, at vore synder var i centrum for dette sakramente: så afhang næsten alt af os, af vores anger, af vores anstrengelser af vores ansvar. Men sådan er det ikke, han er centrum for opmærksomheden, han er den, der befrier os og hjælper os med at komme på benene igen.

Lad os prioritere nåden igen og bede om den gave at forstå, at forsoning ikke primært er vores skridt mod Gud, men hans omfavnelse, som favner os, forbløffer os og rører os indvendig. Det er Herren, der, som i Nazaret hos Maria, kommer ind i vores hus og bringer en forbløffelse og glæde, som vi ikke kendte før. Hvis vi bringer Guds perspektiv frem i lyset, vil skriftemålet appellere mere til os igen. Vi har brug for dem, fordi enhver indre genfødsel, ethvert åndeligt gennembrud begynder her med Guds tilgivelse. Lad os ikke forsømme forsoningens sakramente, men genopdage det som glædens sakramente. Ja, glæden, hvor det onde, der gør os skamfulde, bliver en mulighed for at opleve Faderens intime omfavnelse, Jesu kærlige kraft, som helbreder os, Helligåndens “moderlige ømhed”. Dette er kernen i skriftemålet.

Kære brødre, som forvalter Guds tilgivelses sakramente, overbring glæden ved denne hilsen til dem, der kommer til jer: Glæd dig for Herren er med dig. Ingen strenghed, ingen forhindringer, intet ubehag, men åbne døre for barmhjertighed! Især i skriftemålet bør vi legemliggøre Den gode Hyrde, der ømt omfavner sine får; vi bør være nådens kanaler, der tillader faderens barmhjertigheds levende vand at strømme ind i hjertets tørhed. Hvis en præst ikke har denne holdning og ikke har disse følelser i sit hjerte, så er det bedre, at han ikke tage mod skriftemålet.

“Gud er større end dine synder: Han er meget større!”

For anden gang taler englen til Maria, som oprindeligt blev bange for hilsenen rettet til hende: “Vær ikke bange” (v. 30). Når Gud åbenbarer sig i Skriften for mennesker, der villigt byder ham velkommen, gør han det ofte med disse ord: Vær ikke bange. Således taler han til Abraham (sml.   1 Mos 15,1), til Isak (sml.   1 Mos 26,24), til Jakob (sml.   1 Mos 46,3) og så videre, op til Josef (sml.  Mt 1:20) og til Maria. På den måde sender han os et klart og trøstende budskab: når vi åbner os for Gud, kan frygten ikke længere holde os som gidsler. Kære søster, kære bror, hvis dine synder skræmmer dig, hvis din fortid belaster dig, hvis dine sår ikke heler, hvis dine fortsatte nederlag demoraliserer dig, og du synes at have mistet håbet, så vær ikke bange. Gud kender dine svagheder, og han er større end jeres fejltagelser. Gud er større end dine synder: Han er meget større! Han beder dig kun om én ting: Hold ikke dine svagheder og elendighed for dig selv; bring dem til ham, overdrag dem til ham. Så bliver lejligheder til fortvivlelse til muligheder for en ny begyndelse. Frygt ikke!

Herren beder os om vore synder … Jeg husker historien om munken i ørkenen, der havde givet alt til Gud, alt og levet et liv i faste, bod, bøn … Herren bad ham om mere. “Herre, jeg har givet dig alt,” siger munken. “Hvad mangler der?” “Giv mig dine synder.” Det er det, Herren fordrer af os. Frygt ikke!

Jomfru Maria ledsager os. Selv overlod hun helt sin frygt til Gud. Englens budskab indeholdt nogle ting, der gav anledning til bekymring, det utænkelige, der oversteg hendes kræfter, og som hun ikke selv kunne have overvundet: talrige vanskeligheder ville være opstået for hende, problemer med Moseloven, med Josef, med folket i hendes land og hendes folk. Men Maria rejser ingen indvendinger. Denne frygt er ikke nok for hende, forsikringen fra Gud er nok for hende. Hun klamrer sig til ham, ligesom vi gerne vil gøre i aften. For ofte gør vi det modsatte: vi starter med vores viden, og først når vi mister den, vender vi os til Gud. Vor Frue lærer os derimod at tage udgangspunkt i Gud og stole på, at alt andet vil blive givet os (jf.  Mt 6,33). Vi inviteres til at gå til Kilden, til Herren, som er det mest effektive middel mod frygt og alt ondt i livet. Dette erindres af et smukt ordsprog henvendt til Gud på en af skriftestolene her i Vatikanet: “At gå bort fra dig er at falde, at vende tilbage til dig, betyder at rejse sig, at forblive i dig er at holde ud” (sml. Augustin, Soliloquium I, 3).

I disse dage når nye nyheder og billeder af døden os derhjemme, mens bomber ødelægger hjemmene for så mange af vores forsvarsløse ukrainske brødre og søstre. Den brutale krig, der har ramt så mange mennesker, og som alle lider under, udløser frygt og angst hos alle. I os selv har vi en følelse af magtesløshed og nederlag. Vi føler et ønske om, at nogen skal fortælle os: »Vær ikke bange.« Men kun menneskelig beroligelse er ikke nok, vi har brug for Guds nærvær, visheden om guddommelig tilgivelse, som alene fjerner det onde, dæmper vrede og genopretter fred i hjertet. Lad os vende os til Gud, til hans tilgivelse.

For tredje gang løfter englen sig op, og nu siger han til Vor Frue: “Helligånden skal komme over dig” (Luk 1,35). På denne måde griber Gud altså ind i historien: ved at give sin Helligånd. For når det kommer til stykket, er vores egen styrke ikke nok. Vi alene kan ikke løse historiens eller vores eget hjertes modsætninger. Vi har brug for Guds vise og blide kraft, Helligånden. Vi har brug for kærlighedens ånd, der begraver had, afdæmper vrede, slukker grådighed, vækker os fra ligegyldighed. Vi har brug for Guds kærlighed, fordi vores kærlighed er usikker og utilstrækkelig. Vi beder Herren om mange ting, men vi glemmer ofte at bede ham om det vigtigste, om det, han er så ivrig efter at give os: Helligånden, styrken til at elske. For hvad kan vi give verden uden kærlighed? Nogen sagde engang, at en kristen uden kærlighed er som en nål, der ikke syr: den stikker, den sårer, men hvis den ikke syr, hvis den ikke fylder noget, hvis den ikke forbinder, er det ikke til nogen nytte. Jeg vover at sige: Dette er ikke kristent. Det er derfor, vi må af Guds tilgivelse hente kærlighedens kraft, den samme Ånd, som dalede ned over Maria.

For hvis vi ønsker, at verden skal ændre sig, må vores hjerter først ændre sig. Til dette formål tillader vi os at blive i dag taget af Vor Frues hånd. Lad os se på hendes ubesmittede hjerte, som Gud hvilede på, det eneste hjerte af en menneskelig skabning, som der ikke er nogen skygge på. Den er fuld af nåde (sml. v. 28) og derfor fri for synd. Der er intet spor af ondskab i det, og derfor var Gud i stand til at begynde med det en ny historie om frelse og fred. Det er her, historiens gang er vendt. Gud ændrede historien, da han bankede på Marias hjerte.

I dag, fornyet af Guds tilgivelse, banker vi også på det hjerte. Sammen med biskopperne og de troende over hele verden vil jeg gerne højtideligt bære alt, hvad vi oplever, til Marias ubesmittede hjerte. Jeg vil gerne forny Indvielsen af Kirken og hele menneskeheden til hende og på en særlig måde indvie det ukrainske og russiske folk, der ærer hende med barnets hengivenhed som deres Moder, til hende. Det er ikke en magisk formel, men en åndelig handling. Med denne gestus overgiver børnene sig helt til deres mor; i denne grusomme og meningsløse krigs trængsler, der truer verden, kommer de til deres mor og betror al deres frygt og lidelser til hende og overgiver sig til hende. Som børn, når de er bange: de går til deres mor og græder, søger beskyttelse. Det handler om at placere broderskabets og fredens dyrebare goder, alt hvad vi har, og hvad vi er, i dette rene og ubesmittede hjerte, hvori Gud viser sig, så hun, moderen, som Herren har givet os, kan beskytte os.

»Vi indvier os til Maria for at indgå i denne plan og være rede til det, Gud har i tankerne«

Fra Marias mund udgik den smukkeste sætning, som englen kunne overbringe Gud: “Lad det ske mod mig efter dit ord” (v. 38). Vor Frue affinder sig ikke her passivt eller desillusioneret over for sin situation, men nærer det inderlige ønske om helt og holdent at tilhøre Gud, som værner om »planer om lykke, ikke om ulykke « (Jer 29:11). Dette er den nærmeste deltagelse i hans plan for fred i verden. Vi indvier os til Maria for at gå ind i denne plan og være rede til det, Gud har i tankerne. Efter at Guds Moder havde sagt sit ja, tog hun den lange rejse til bjergelandet for at besøge sin gravide slægtning (jf.  Luk 1:39). Hun skyndte sig: Jeg kan godt lide at tro, at Vor Frue havde travlt. Sådan er det altid: Vor Frue, der skynder sig med at hjælpe os og beskytte os.

Må hun tage os i hånden i dag og lede os på fredens vej gennem broderskabets og dialogens stejle og besværlige stier.

(Vatikanets nyheder)