En række katekese. Laster og dyder. Acedia
Onsdag, 14.2.2024
Kære brødre og søstre!
Blandt alle dødssynderne er der en, der ofte overses, måske på grund af dens navn, som ofte er uforståeligt for mange: Jeg taler omdovenskab. Dette er grunden til, at udtrykket acedia ofte erstattes af et andet udtryk på listen over laster, der er meget mere almindeligt anvendt: dovenskab. Faktisk er dovenskab mere en virkning end en årsag. Når folk er uvirksomme, ligeglade, apatiske, siger vi, at de er dovne. Men som de gamle ørkenfædres visdom lærer os, er roden til denne dovenskab ofte acedia, hvilket bogstaveligt betyder “mangel på pleje” på græsk.
Det er en meget farlig fristelse, som man ikke må spøge med. Det er som om de, der bliver ofre for det, kues af et ønske om død: de føler afsky for alt. Deres forhold til Gud bliver kedeligt for dem, og selv de helligste handlinger, dem, der plejede at varme deres hjerter i fortiden, synes nu helt ubrugelige for dem. En person begynder at beklage tidens gang og ungdommen, der er uigenkaldeligt bag dem.
Acedia defineres som “middagsdjævelen”: den griber os midt på dagen, når trætheden er på sit højeste, og timerne foran os virker ensformige, umulige at leve. I en berømt beskrivelse repræsenterer munken Evagrius denne fristelse således: “Den dovne persons øje er konstant rettet mod vinduerne, og i hans sind fantaserer han om besøgende […] Når han læser, gaber den dovne person ofte og overvindes let af søvn, rynker øjnene, gnider hænderne og fører øjnene væk fra bogen og stirrer på væggen; så vender han dem tilbage til bogen og læser lidt mere […]; til sidst bøjer han hovedet, lægger bogen under den og falder i en let søvn, indtil sulten vækker ham og tilskynder ham til at tage sig af sine behov”; afslutningsvis, “det dovne menneske udfører ikke Guds værk med omhu” [1].
Moderne læsere opfatter i disse beskrivelser noget, der minder om depressionens ondskab, både fra et psykologisk og et filosofisk synspunkt. For dem, der er grebet af acedia, mister livet sin betydning, bøn bliver kedelig, og hver kamp virker meningsløs. Hvis vi i ungdommen plejede lidenskaber, virker de nu ulogiske, drømme, der ikke gjorde os lykkelige. Så vi lader os gå, og distraktion, tankeløshed, synes at være følelsesløs, have et helt tomt sind. Det er lidt som at dø på forhånd, og det er grimt.
Stillet over for denne last, som vi erkender, er meget farlig, giver spiritualitetens mestre forskellige midler. Jeg vil gerne fremhæve en, der forekommer mig at være vigtigst, og som jeg vil kalde troens tålmodighed. Selvom mennesket i acedias kløer ønsker at være “andetsteds”, at flygte fra virkeligheden, må man i stedet have modet til at forblive og byde Guds nærvær velkommen “her og nu”, i min situation som den er. Munke siger, at for dem er cellen livets bedste lærer, fordi det er det sted, der konkret og dagligt taler til dig om din kærlighedshistorie med Herren. Dæmonen i acedia ønsker at ødelægge netop denne enkle glæde her og nu, dette taknemmelige vidunder af virkeligheden. Det vil få dig til at tro, at det hele er forgæves, at intet har mening, at det ikke er værd at tage sig af noget eller nogen.
I livet møder vi dovne mennesker, mennesker, om hvem vi siger: “Han er kedelig!”, Og vi kan ikke lide at være sammen med dem; mennesker, der endda har en holdning af kedsomhed, der er smitsom. Dette er acedia.
Hvor mange mennesker, i acedias greb, rørt af en ansigtsløs rastløshed, har dumt forladt det gode liv, de havde indledt! Slaget om acedia er afgørende, og det skal vindes for enhver pris. Og det er en kamp, der ikke skånede selv de hellige, for i mange af deres dagbøger er der nogle sider, der fortæller om forfærdelige øjeblikke, af ægte troens nætter, hvor alt ser mørkt ud. Disse helgener lærer os at komme igennem natten i tålmodighed og acceptere troens fattigdom. De anbefalede, under angrebet af acedia, at opretholde en mindre grad af forpligtelse, at sætte sig mål, der er mere opnåelige, men samtidig at holde ud ved at støtte sig til Jesus, som aldrig forlader os i fristelse.
Tro, plaget af prøvelsen acedia, mister ikke sin værdi. Tværtimod er det den sande tro, selve den menneskelige tro, som trods alt, på trods af mørket, der forblinder den, stadig ydmygt tror. Det er den tro, der forbliver i hjertet, som gløder under asken. Den vil altid være der. Og hvis en af os bliver offer for denne last, eller for acedias fristelse, så prøv at se indad og puste til troens gløder; det er sådan vi kommer videre.
_____________________________
] Evagrius Ponticus, Ondskabens otte ånder, s. 14.
____________________________
