Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed.
Sankt Charles de Foucauld, det bankende hjerte af velgørenhed i det skjulte liv.
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Lad os fortsætte vores møde med nogle kristne vidner, der er rige på iver efter at forkynde evangeliet. Apostolsk nidkærhed, iver efter forkyndelse: og vi ser på nogle kristne, der har været et eksempel på denne apostolske nidkærhed. I dag vil jeg gerne tale til dig om en mand, der gjorde Jesus og hans fattigste brødre til sit livs lidenskab. Jeg henviser til den hellige Charles de Foucauld, som »på baggrund af sin intense erfaring med Gud foretog en forvandlingsrejse hen imod at føle sig som en bror for alle« (rundskrivelse Fratelli tutti, s. 286).
Og hvad er Charles de Foucaulds “hemmelighed” i hans liv? Efter at have levet en ungdom langt fra Gud, uden at tro på andet end den tilfældige jagt på nydelse, betror han dette til en ikke-troende ven, til hvem han, efter at have omvendt sig ved at acceptere nåden i Guds tilgivelse i skriftemålet, afslører årsagen til sit liv. Han skriver: “Jeg har tabt mit hjerte til Jesus af Nazaret”. [1] Bror Charles minder os således om, at det første skridt i evangelisering er at have Jesus inde i sit hjerte; Det er at “falde hovedkuls” for ham. Hvis dette ikke sker, kan vi næppe vise det med vores liv. I stedet risikerer vi at tale om os selv, den gruppe, vi tilhører, en moral eller, endnu værre, et sæt regler, men ikke om Jesus, hans kærlighed, hans barmhjertighed. Jeg ser dette i nogle nye bevægelser, der dukker op: de taler om deres vision om menneskeheden, de taler om deres spiritualitet, og de føler, at deres er en ny vej … Men hvorfor taler du ikke om Jesus? De taler om mange ting, om organisation, om åndelige rejser, men de ved ikke, hvordan de skal tale om Jesus. Jeg tror, at det i dag ville være godt for hver enkelt af os at spørge sig selv: “Har jeg Jesus i centrum af mit hjerte? Har jeg ‘tabt hovedet’ lidt for Jesus?”.
Det havde Charles, i det omfang han går fra tiltrækning af Jesus til efterligning af Jesus. Rådgivet af sin skriftefader tager han til Det Hellige Land for at besøge de steder, hvor Herren boede, og for at vandre, hvor Mesteren gik. Det er især i Nazaret, at han indser, at han må dannes i Kristi skole. Han oplever et intenst forhold til Herren, bruger mange timer på at læse evangelierne og føler sig som hans lillebror. Og efterhånden som han lærer Jesus at kende, opstår ønsket om at gøre Jesus kendt i ham; det sker altid sådan. Når en af os lærer Jesus bedre at kende, opstår ønsket om at gøre ham kendt, at dele denne skat. I en kommentar til beretningen om Vor Frues besøg hos Elizabeth får han ham til at sige til Vor Frue, til ham: “Jeg har givet mig selv til verden … tag mig til verden”. Ja, men hvordan gøres dette? Som Maria i besøgets mysterium: “i stilhed, ved eksempel, ved livet”. [2] Af livet, fordi “hele vores eksistens”, skriver bror Charles, “skal råbe evangeliet ud”. [3] Og meget ofte kalder vores eksistens verdslighed, den kalder mange dumme ting, mærkelige ting, og han siger: “Nej, hele vores eksistens skal råbe evangeliet ud”.
Derefter beslutter han sig for at slå sig ned i fjerne egne for at råbe evangeliet ud i stilheden og leve i Nazarets ånd, i fattigdom og skjul. Han rejser til Sahara-ørkenen, blandt ikke-kristne, og han tager dertil som en ven og en bror, der bærer Jesu sagtmodighed, eukaristien. Charles lader Jesus handle stille, overbevist om, at det “eukaristiske liv” evangeliserer. Faktisk tror han, at Kristus er den første evangelisator. Og derfor tilbringer han i bøn ved Jesu fødder, foran Tabernaklet, i en halv snes timer om dagen, sikker på, at den evangeliserende kraft bor der og føler, at det er Jesus, der vil bringe ham tæt på så mange fjerne brødre. Og tror vi, spørger jeg mig selv, på eukaristiens kraft? Findes vores rækken ud til andre, vores tjeneste, sin begyndelse og sin opfyldelse der, i tilbedelse? Jeg er overbevist om, at vi har mistet sansen for tilbedelse: Vi må genvinde den, begyndende med os indviede personer, biskopper, præster, nonner og alle indviede personer. “Spild” tiden før tabernaklet, genvind følelsen af tilbedelse.
Charles de Foucauld skrev: “Enhver kristen er apostel”, [4] og minder en lægmand om, at “der skal være lægfolk tæt på præster for at se, hvad præsten ikke ser, som evangeliserer med en nærhed af velgørenhed, med godhed for alle, med hengivenhed, der altid er klar til at blive givet”. [5] De hellige lægfolk, ikke klatrere, men disse lægfolk, lægmanden, lægkvinden, der elsker Jesus, får præsten til at forstå, at han ikke er funktionær, han er en mægler, en præst. Hvor må vi præster have de lægfolk ved siden af os, som virkelig tror, og som lærer os vejen ved deres vidnesbyrd.
Charles de Foucauld foregriber med denne lægmandserfaring tiderne for Vatikankoncil II; han intuiterer lægfolkets betydning og forstår, at forkyndelsen af evangeliet er op til hele Guds folk. Men hvordan kan vi øge denne deltagelse? Som Charles de Foucauld gjorde: ved at knæle og byde velkommen til Åndens handling, som altid inspirerer til nye måder at engagere sig, mødes, lytte og dialog på, altid i samarbejde og tillid, altid i fællesskab med Kirken og præster.
Den hellige Charles de Foucauld, en skikkelse, der er en profeti for vor tid, vidnede om skønheden ved at formidle evangeliet gennem sagtmodighedens apostolat: Han betragter sig selv som en “universel bror” og byder alle velkommen, og viser os den evangeliserende kraft af sagtmodighed, af ømhed. Lad os ikke glemme, at Guds stil er opsummeret i tre ord: nærhed, medfølelse og ømhed. Gud er altid nær, han er altid medfølende, han er altid øm. Og kristent vidnesbyrd må gå denne vej: af nærhed, medfølelse og ømhed. Og sådan var han, sagtmodig og øm. Han ønskede, at alle, han mødte, gennem hans godhed skulle se Jesu godhed. Faktisk plejede han at sige, at han var en “tjener for nogen, der var meget bedre end mig”. [6] Efterlevelse af Jesu godhed førte ham til at skabe broderlige venskaber med venskabets bånd med de fattige, med tuaregerne og dem, der var længst væk fra hans mentalitet. Gradvist genererede disse bånd broderskab, inklusion, påskønnelse af den andens kultur. Godhed er enkel og beder os om at være enkle mennesker, der ikke er bange for at tilbyde et smil. Og med sit smil, med sin enkelhed bar bror Charles vidnesbyrd om evangeliet. Aldrig ved proselytisme, aldrig: ved vidnesbyrd. Man evangeliserer ikke ved proselytisme, men ved vidnesbyrd, ved tiltrækning.
Så lad os til sidst spørge os selv, om vi bringer kristen glæde, kristen sagtmodighed, kristen ømhed, kristen medfølelse, kristen nærhed. Tak.
