Cyklus af katekese. Laster og dyder. 2. Den åndelige stræben
Onsdag, 3.1.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I sidste uge introducerede vi temaet laster og dyder. Det refererer til den kristnes åndelige kamp. Faktisk er den kristnes åndelige liv ikke fredeligt, lineært og uden udfordringer; tværtimod kræver kristent liv konstant stræben: den kristne stræber efter at bevare troen, at berige troens gaver i os. Det er ikke tilfældigt, at den første salvelse, som enhver kristen modtager i dåbens sakramente – den katekumenale salvelse – er uden aroma og symbolsk bekendtgør, at livet er en kamp. Faktisk blev brydere i oldtiden fuldt smurt ind i salve over hele kroppen for at deres krop kunne undvige for deres modstanders greb. Katekumenernes salvelse gør det straks klart, at den kristne ikke skånes for den kamp, som den kristne må stræbe efter: hans eksistens må ligesom alle andres træde ind i arenaen, fordi livet er en række prøvelser.
Et berømt ordsprog, der tilskrives Abba Anthony den Store, klosterets første store far, lyder sådan: “Fjern fristelser, og ingen vil blive frelst”. Helgenerne er ikke mænd, der er blevet skånet for fristelse, men snarere mennesker, der er klar over, at i livet dukker ondskabens forførelse op igen og igen for så at blive afsløret og afvist. Vi har alle erfaring med dette, os alle: at en dårlig tanke kommer til dig, at du føler et ønske om at gøre dette eller at tale dårligt om andre … Vi bliver alle fristet, og vi må stræbe efter ikke at give efter for disse fristelser. Hvis nogen af jer ikke møder nogle fristelser, så sig det, for det ville være usædvanligt! Vi møder alle fristelser, og vi må alle lære at opføre os i disse situationer.
Der er mange mennesker, der frikender sig selv, som erklærer, at de har det “fint” – “Nej, jeg har det fint, jeg har ikke disse problemer”. Men ingen af os er “okay”; hvis nogen føler, at de er okay, drømmer de; Hver enkelt af os har mange ting at justere, og vi skal også være årvågne. Og til tider sker det, at vi går til forsoningens sakramente, og vi siger oprigtigt: “Fader, jeg kan ikke huske det, jeg ved ikke, om jeg har nogen synder …”. Men dette er en mangel på bevidsthed om, hvad der sker i hjertet. Vi er alle syndere, os alle. Og lidt samvittighedsransagelse, lidt indsigt, vil være godt for os. Ellers risikerer vi at leve i mørket, fordi vi er blevet vant til mørke og ikke længere ved, hvordan vi skelner mellem godt og ondt. Isak af Nineve sagde, at i Kirken er den, der kender sine synder og sørger over dem, større end den, der oprejser en død mand. Vi må alle bede Gud om den nåd at genkende os selv som stakkels syndere, der har brug for omvendelse, og bevare tilliden i vores hjerter til, at ingen synd er for stor til Gud Faderens uendelige barmhjertighed. Dette er den indledende lektion, Jesus giver os.
Vi ser det på evangeliernes første sider, primært i beretningen om Messias’ dåb i Jordanflodens vande. Episoden indeholder noget foruroligende i sig: Hvorfor underkaster Jesus sig et sådant renselsesritual? Han er Gud, han er fuldkommen! Hvilken synd må Jesus nogensinde angre? Ingen! Selv Døberen er chokeret i en sådan grad, at teksten siger: “Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« (Mt 3:15). Men Jesus er en meget anderledes Messias end den måde, Johannes havde præsenteret ham på, og folket forestillede sig ham: Han legemliggør ikke den vrede Gud og kalder ikke til dom, men stiller sig tværtimod i kø med syndere. Hvordan kan det være? Ja, Jesus ledsager os, alle vi syndere. Han er ikke en synder, men han er iblandt os. Og det er smukt. “Fader, jeg har mange synder!” – “Men Jesus er med dig: tal om dem, han vil hjælpe dig med at komme ud af det”. Jesus lader os aldrig være alene, aldrig! Tænk over dette. “Åh Fader, jeg har begået alvorlige synder!” – “Men Jesus forstår dig, og han ledsager dig: Han forstår din synd, og han tilgiver dig”. Glem aldrig dette! I de værste øjeblikke, i de øjeblikke, hvor vi glider ind i synd, er Jesus ved vores side for at hjælpe med at løfte os op. Dette bringer trøst. Vi må ikke miste denne vished: Jesus er ved vores side for at hjælpe os, for at beskytte os, selv for at løfte os op igen efter synden. “Men Fader, er det sandt, at Jesus tilgiver alt?” – “Alt. Han kom for at tilgive, for at frelse. Jesus ønsker simpelthen, at dit hjerte skal være åbent. Han glemmer aldrig at tilgive: det er os, der mange gange mister evnen til at bede om tilgivelse. Lad os genvinde denne evne til at bede om tilgivelse. Hver eneste af os har mange ting at bede om tilgivelse for: Lad hver enkelt af os tænke over det indadtil og tale om det med Jesus i dag. Tal med Jesus om dette: “Herre, jeg ved ikke, om dette er sandt eller ej, men jeg er sikker på, at du ikke vil vende dig bort fra mig. Jeg er sikker på, at du tilgiver mig. Herre, jeg er en synder, men vend dig ikke bort fra mig”. Dette ville være en smuk bøn til Jesus i dag: “Herre, vend dig ikke bort fra mig”.
Og lige efter episoden med dåben fortæller evangelierne os, at Jesus trak sig tilbage i ørkenen, hvor han blev fristet af Satan. Også i dette tilfælde spørger vi os selv: Hvad kender Guds Søn til fristelse? Også her viser Jesus sig solidarisk med vores skrøbelige menneskelige natur og bliver vores store eksempel: de fristelser, han møder og overvinder blandt ørkenens tørre sten, er den første instruktion, han giver til vores liv som disciple. Han oplevede, hvad vi også må forberede os på at konfrontere: livet består af udfordringer, prøvelser, korsveje, modsatrettede synspunkter, skjulte forførelser, modstridende stemmer. Nogle stemmer er endda overbevisende, så meget, at Satan frister Jesus ved at ty til Skriftens ord. Vi må bevare vores indre klarhed for at vælge den vej, der virkelig fører til lykke, og stræbe efter ikke at stoppe undervejs.
Lad os huske på, at vi altid er splittet mellem modsatte ekstremer: arrogance udfordrer ydmyghed; had modsætter sig barmhjertighed; sorg hindrer Åndens sande glæde; hjertets forhærdelse afviser barmhjertigheden. Kristne vandrer konstant langs disse skillelinjer. Derfor er det vigtigt at reflektere over laster og dyder: det hjælper os med at besejre den nihilistiske kultur, hvor grænserne mellem godt og ondt bliver sløret, og samtidig minder det os om, at mennesket i modsætning til enhver anden skabning altid kan transcendere sig selv, åbne op for Gud og rejse mod hellighed.
Den åndelige kamp fører os derfor til at se nøje på de laster, der folder os i lænker, og til med Guds nåde at vandre mod de dyder, der kan blomstre i os og bringe Åndens forår ind i vores liv.
