GENERAL AUDIENS Peterspladsen
onsdag den 5. april 2023
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I søndags fik liturgien os til at lytte til Herrens lidelse. Den sluttede med disse ord: “De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen.” (sml. Matt.27,66). Alt syntes forbi. For disciplene betød denne kampesten den endelige afslutning på deres håb. Mesteren blev korsfæstet, dræbt på den grusomste og mest ydmygende måde, hængt på den berygtede galge uden for byen – en offentlig fiasko, den værst tænkelige afslutning, det var den værste på det tidspunkt. For os i dag er der ikke noget helt mærkeligt ved den modløshed, der undertrykte disciplene. Dystre tanker og følelser af frustration samles også i os. Hvorfor er der så megen ligegyldighed over for Gud? Dette er interessant: Hvorfor er der så meget ondt i verden? Se, der er ondskab i verden! Hvorfor bliver ulighederne ved med at vokse, og hvorfor kommer den længe ventede fred ikke? Hvorfor er vi så bundet til krig, til at behandle hinanden dårligt? I hver persons hjerte, hvor mange forventninger er falmet; Hvor mange vrangforestillinger er der! Og igen er der den følelse af, at der var bedre tider, og at tingene i verden, måske endda i Kirken, ikke går, som de engang gjorde. Kort sagt, selv i dag synes håbet undertiden at være forseglet bag mistillidens sten. Og jeg opfordrer hver enkelt af jer til at tænke: hvor er jeres håb? Er dit håb i live, eller har du forseglet det der, eller har du lagt det i en skuffe, som et minde? Skubber dit håb dig til at gå, eller er det et romantisk minde, som om det er noget, der ikke eksisterer. Hvor er dit håb i dag?
Et billede forblev fast i disciplenes sind: korset. Det var her, alt sluttede. Det var her, enden på det hele var centreret. Men om lidt ville de opdage en ny begyndelse lige der, i korset.
Kære brødre og søstre, sådan spirer Guds håb. Det fødes og genfødes i de sorte huller af vores skuffede forventninger – og håb, ægte håb, skuffer aldrig. Lad os tænke præcist på korset: Ud af det mest forfærdelige torturinstrument udvirkede Gud det største tegn på sin kærlighed. Da det er blevet livets træ, minder dødens træ os om, at Gud ofte begynder med vores mål. Således elsker han at gøre underværker. Så lad os i dag se på korsets træ, så håbet kan spire i os – den daglige dyd, den tavse, ydmyge dyd, men også den dyd, der holder os på benene, som hjælper os med at komme videre. Det er ikke muligt at leve uden håb. Lad os tænke: Hvor er mit håb? Lad os i dag se på korsets træ, så håbet kan spire i os… så vi kan blive helbredt for vores sorg. Og hvor mange triste mennesker der er. Jeg plejede at gå ud på gaden, det kan jeg ikke gøre nu, fordi de ikke tillader mig, men den gang, hvor jeg kunne gå ud på gaden i et andet bispedømme, plejede jeg at se folks ansigter. Hvor mange triste ansigter! Triste mennesker, folk, der taler med sig selv, folk, der går alene med deres mobiltelefoner, men uden fred, uden håb. Og hvor er dit håb i dag? Det kræver lidt håb, ikke? at blive helbredt fra den sorg, der gør os syge – der er så meget sorg – at blive helbredt fra den bitterhed, hvormed vi forurener Kirken og verden. Brødre og søstre, lad os se der, på korset. Og hvad ser vi? Vi ser Jesus nøgen, Jesus afklædt, Jesus såret, Jesus plaget. Er det enden på alt? Det er der, vores håb er.
Lad os i disse to aspekter forstå, hvordan håbet, som synes at være dødt, genfødes. Lad os for det første se Jesus blive berøvet sit tøj. Faktisk “da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder imellem sig ved at kaste lod” (v. 35). Gud er frataget – den, der har alt, har ladet sig fratage alt. Men den ydmygelse er vejen til vores forløsning. Sådan overvinder Gud vores udseende. Faktisk har vi svært ved at blotte os selv, at være sandfærdige. Vi forsøger altid at dække sandheden, fordi vi ikke kan lide den. Vi iklæder os ydre fremtoning, som vi leder efter og passer godt på, masker til at skjule os selv og til at fremstå bedre, end vi er. Dette er lidt som “make-up” holdningen: interiør make-up, at virke bedre end andre…. Vi synes, det er vigtigt at vise sig frem, at fremstå sådan, så andre vil tale godt om os. Og vi pryder os med udseende, vi pryder os med udseende, med unødvendige ting. Men vi finder ikke fred på denne måde. Så forsvinder makeuppen, og du ser dig selv i spejlet med det grimme, men sande, ansigt, du har – det, Gud elsker – ikke det med make-up på. Og renset for alt minder Jesus os om, at håbet genfødes ved at være sandfærdig om os selv – at fortælle os selv sandheden – ved at give slip på dobbelthed, ved at frigøre os fra fredeligt at sameksistere med vores falskhed. Nogle gange er vi så vant til at fortælle os selv løgne, at vi lever med løgne, som om de er sandhed, og vi ender med at blive forgiftet af vores egen falskhed. Dette er, hvad der er nødvendigt: at vende tilbage til hjertet, til det væsentlige, til et enkelt liv, renset for så mange ubrugelige ting, der er efterligninger af håb. I dag, hvor alt er komplekst, og vi risikerer at miste en følelse af mening, har vi brug for enkelhed, vi er nødt til at genopdage værdien af ædruelighed, værdien af forsagelse, for at rydde op i det, der forurener vores hjerter og gør dem triste. Hver af os kan tænke på noget, vi ikke har brug for, som vi kan frigøre os fra for at finde os selv igen. Tænk på, hvor mange ting der er ubrugelige. Her for femten dage siden i Santa Marta, hvor jeg bor – det er et hotel for mange mennesker – cirkulerede ideen om, at det i denne stille uge ville være godt at kigge i vores skabe og slippe af med ting, at give væk de ting, vi har, som vi ikke bruger. Du kan ikke forestille dig, hvor mange ting var der! Det er godt at slippe af med ubrugelige ting. Og dette gik til de fattige, til mennesker i nød. Også vi, hvor mange ubrugelige ting vi har inde i vores hjerter – og også udenfor. Se på dine skabe: se på dem. Dette er nyttigt, dette er ubrugeligt… og gør noget rengøring der. Se på din sjæls skab – du griner, ikke? Det er sandt, det er sandt. Se på din sjæls skab – hvor mange ubrugelige ting du har, hvor mange dumme illusioner. Lad os vende tilbage til enkelhed, til ting, der er sande, som ikke behøver at blive gjort op. Sikke en god øvelse!
Lad os rette vores andet blik mod korset, og vi ser Jesus, der er såret. Korset viser neglene, der gennemborer hans hænder og fødder, hans åbne side. Men til sårene i hans krop føjes hans sjæls. Hvor megen angst, Jesus er alene, forrådt, udleveret og fornægtet af sine egne – af sine venner og endda sine disciple – fordømt af de religiøse og civile magter, udstødt, Jesus føler sig endda forladt af Gud (sml. v. 46). Desuden fremgår årsagen til hans fordømmelse på korset: “Dette er Jesus, jødernes konge” (v. 37). Dette er en hån: Han, som var flygtet, da de ville gøre ham til konge (sml. Joh 6,15), dømmes nu for at have gjort sig selv til konge. Selvom han ikke havde begået nogen forbrydelse, blev han placeret midt imellem to forbrydere, og de foretrækker den voldelige Barabbas frem for ham (sml. Matt.27,15-21). Til sidst er Jesus såret i krop og sjæl. Jeg spørger mig selv: Hvordan hjælper det vores håb? På denne måde, hvad siger Jesus, nøgen, frataget alt, til mit håb, hvordan kan dette hjælpe mig?
Vi er også sårede – hvem er ikke i livet? Og det er ofte skjulte sår, vi skjuler af forlegenhed. Hvem bærer ikke arrene fra tidligere valg, misforståelser og sorger, der forbliver indeni og er vanskelige at overvinde? Men også af uret, der er lidt, skarpe ord, ubarmhjertige domme? Gud skjuler ikke de sår, der gennemborede hans krop og sjæl, for vores øjne. Han viser dem, så vi kan se, at en ny passage kan åbnes med påske: at lave huller af lys ud af vores egne sår. “Men, Deres Hellighed, De overdriver”, vil nogen måske sige til mig. Nej, det er sandt. Prøv det, prøv det. Prøv at gøre det. Tænk på dine sår, dem du alene kender til, som alle har gemt i deres hjerte. Og se på Herren, og I vil se, I vil se, hvordan huller af lys kommer ud af disse sår. Jesus inkriminerer ikke på korset, men elsker. Han elsker og tilgiver dem, der sårer ham (sml. Luk 23,34). Således omvender han ondt til godt; Således konverterer han og forvandler sorg til kærlighed.
Brødre og søstre, pointen er ikke, om vi bliver såret lidt eller meget i livet, pointen er, hvad vi skal gøre med mine sår – de små, de store, dem, der for evigt sætter deres præg på min krop, på min sjæl. Hvad kan jeg gøre med mine sår? Hvad kan du, du, du, gøre med dine sår? “Nej, far, jeg har ingen sår” – “Vær forsigtig, tænk dig om to gange, før du siger dette”. Og jeg spørger dig: Hvad gør du med dine sår, med dem, kun du kender til? Du kan lade dem smitte dig med vrede og sorg, eller jeg kan i stedet forene dem med Jesus, så mine sår også kan blive lysende. Tænk på, hvor mange unge, hvor mange unge, der ikke tolererer deres egne sår og leder efter en vej til frelse i selvmord. I dag ser så mange unge i vores byer ingen anden udvej, de har intet håb og foretrækker at blive høje ved hjælp af stoffer, at glemme … fattige mennesker. Tænk over dette. Og du, hvad er det stof, du bruger til at skjule dine sår? Vores sår kan blive kilder til håb, når vi i stedet for at have ondt af os selv eller skjule dem tørrer de tårer, der udgydes af andre; når vi i stedet for at nære vrede over det, der blev frarøvet os, tager os af, hvad andre mangler; når vi i stedet for at dvæle ved os selv bøjer os over dem, der lider; Når vi i stedet for at tørste efter kærlighed slukker tørsten hos dem, der har brug for os. For det er kun, hvis vi holder op med at tænke på os selv, at vi vil finde os selv igen. Men hvis vi fortsætter med at tænke på os selv, vil vi ikke finde os selv længere. Og det er ved at gøre dette, siger Skrifterne, at vores sår heles hurtigt (sml. Es 58,8), og håbet blomstrer på ny. Tænk over dette: Hvad kan jeg gøre for andre? Jeg er såret. Jeg er såret af synd, jeg er såret af min fortid, alle har deres eget sår. Hvad kan jeg gøre? Slikker mine sår resten af mit liv? Eller kan jeg se på de sår, andre har, og gå med mit livs sårede oplevelse for at hele, for at hjælpe andre? Dette er dagens udfordring for jer alle, for hver enkelt af jer, for hver enkelt af os. Må Herren hjælpe os med at komme videre.
