Pave Frans
GENERAL AUDIENCE
Peterspladsen
onsdag, 12. april 2023
Kære brødre og søstre, godmorgen!
For to uger siden har vi set Paulus’ personlige nidkærhed for evangeliet, nu kan vi dybere reflektere over den evangeliske nidkærhed, som han selv taler om den og beskriver den i nogle af sine breve.
I kraft af sin egen erfaring er Paulus ikke uvidende om faren for en forvrænget iver, orienteret i den forkerte retning. Han havde selv oplevet denne fare før hans skæbnesvangre fald på vejen til Damaskus. Nogle gange er vi nødt til at beskæftige os med en misforstået iver, stædigt vedholdende i overholdelsen af rent menneskelige og forældede normer for det kristne samfund. »De er ivrige for jer;« skriver apostlen, men »det er ikke for det gode« (Gal 4:17). Vi kan ikke ignorere den omhu, hvormed nogle helliger sig de forkerte sysler, selv inden for det kristne samfund; man kan prale af en falsk evangelisk nidkærhed, mens man faktisk forfølger forfængeligheden eller ens egen overbevisning eller en lille smule egen kærlighed/egoisme.
Af denne grund spørger vi os selv, hvad er kendetegnende for sand evangelisk nidkærhed ifølge Paulus? Den tekst, vi hørte i begyndelsen, synes velegnet til dette, en liste over “våben”, som apostlen angiver for den åndelige kamp. Blandt disse er parathed til at udbrede evangeliet, oversat af nogle som “nidkærhed” – denne person er ivrig efter at videregive disse ideer, disse ting – og omtalt som en “sko”. Hvorfor? Hvordan hænger nidkærhed for evangeliet sammen med det, der bæres på dine fødder? Denne metafor er hentet fra en tekst fra profeten Esajas, der siger dette: “Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: »Din Gud er konge.«” (52:7).
Også her finder vi henvisninger til fødderne på en bebuder af gode nyheder. Hvorfor? Fordi den, der går for at forkynde, skal bevæge sig, skal gå! Men vi bemærker også, at Paulus i denne tekst taler om fodtøj som en del af en rustningsdragt efter analogien med udstyret til en soldat, der går i kamp: i kamp var det vigtigt at have fodstabilitet for at undgå hullerne og ujævnhederne i terrænet – fordi modstanderen ofte fyldte slagmarken med fælder – og at have styrken til at løbe og bevæge sig i den rigtige retning. Så fodtøjet skal være velegnet til at løbe og undgå alle disse ting fra modstanderen.
Evangelisk nidkærhed understøtter det, forkyndelsen er baseret på, og sendebude er lidt som fødderne på Kristi legeme, som er Kirken. Der er ingen forkyndelse uden bevægelse, uden at “gå ud”, uden initiativ. Dette betyder, at ikke er kristen, hvis man ikke er på farten, hvis man ikke uselvisk begiver sig ud af sig selv for at begive sig ud på rejsen og bære forkyndelsen. Der er ingen forkyndelse uden bevægelse, uden at gå. Man forkynder ikke evangeliet stående stille, låst inde på et kontor, ved sit skrivebord eller ved sin computer, argumenterer som ‘tastaturkrigere’ og erstatter forkyndelsens kreativitet med copy-and-paste-ideer taget her og der. Evangeliet forkyndes ved at bevæge sig, ved at gå.
Det udtryk, som Paulus bruger til at betegne fodtøjet hos dem, der bærer evangeliet, er et græsk ord, der betegner parathed, forberedelse, beredvillighed. Det er det modsatte af sjusk, hvilket er uforeneligt med kærlighed. Faktisk siger Paulus et andet sted: “Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.” (Rom 12:11). Denne holdning var den, der kræves i Anden Mosebog for at fejre påskeudfrielsens offer: “Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten” (12:11-12a).
En budbringer er klar til at gå og ved, at Herren går forbi på en overraskende måde. Han eller hun må derfor ikke have fastlagte planer og forberedt på en uventet og ny handling: forberedt på overraskelser. Den, der forkynder evangeliet, kan ikke forstenes i bure af plausibilitet eller tanken, at “det altid er blevet gjort på denne måde”, men er parat til at følge en visdom, der ikke er af denne verden, som Paulus siger, når han taler om sig selv: “min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.” (1 Kor 2:4-5).
Det er derfor, brødre og søstre vigtigt at være parat til at se det i evangeliet og udvise en attitude, der indebærer et momentum, det tager initiativ, der går forrest. Det betyder ikke at slippe mulighederne for at forkynde den fred, som Kristus giver bedre end verden gør.
Og af denne grund formaner jeg jer til at være forkyndere, der bevæger sig uden frygt, som går fremad for at bringe Jesu skønhed, for at bringe budskabet om Jesu nyhed, som ændrer alt. “Ja, Fader, han ændrer kalenderen, for nu tæller vi de år, der begynder med Jesus …” Men ændrer han også hjertet? Og er du rede til at lade Jesus ændre dit hjerte? Eller er du en lunken kristen, der ikke bevæger sig? Tænk over det: Er du en Jesus entusiast, går du fremad? Tænk lidt over det.
