Række af katekeser. Laster og dyder. Dydige gerninger
Onsdag, 13.3. 2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Efter at have afsluttet vores oversigt over lasterne, er det nu tid til at tage et kig på spejlbilledet, som er i modsætning til oplevelsen af ondskab. Det menneskelige hjerte kan hengive sig til onde lidenskaber, det kan give agt på skadelige fristelser forklædt i overbevisende klædedragt, men det kan også modsætte sig alt dette. Hvor vanskeligt dette end måtte være, er mennesket skabt til godhed, som virkelig opfylder det, mennesket vil og er også i stand til at udøve denne kunst, hvilket får visse dispositioner til at blive permanente i ham eller hende. Refleksion over denne vidunderlige mulighed udgør et klassisk kapitel i moralfilosofien: dydens kapitel.
De romerske filosoffer kaldte det dyder, grækerne aretè. Det latinske udtryk fremhæver frem for alt, at den dydige person er stærk, modig, i stand til disciplin og askese: derfor er udøvelsen af dyderne frugten af en lang spiringsproces, der kræver indsats og endda lidelse. Det græske ord, aretè, angiver i stedet noget, der udmærker sig, noget, der opstår, der fremkalder beundring. Den dydige person bliver derfor ikke forvansket af forvrængning, men forbliver tro mod sit eget kald og realiserer sig fuldt ud.
Vi ville være gal på den, hvis vi troede, at helgenerne var menneskehedens undtagelser: en slags begrænset kreds af mestre, der lever ud over vores arts grænser. De hellige, ud fra dette perspektiv, vi lige har introduceret med hensyn til dyderne, er i stedet dem, der bliver sig selv fuldt ud, som opfylder det kald, der er passende for enhver mand eller kvinde. Hvilken lykkelig verden det ville være, hvis retfærdighed, respekt, gensidig velvilje, frisind og håb var den fælles normalitet og ikke i stedet en sjælden anomali! Derfor bør kapitlet om dydig handling i disse dramatiske tider, hvor vi ofte må affinde os med menneskets værste sider, genopdages og praktiseres af alle. I en forvrænget verden må vi huske den form, vi blev formet i, Guds billede, der for evigt er præget på os.
Men hvordan kan vi definere begrebet dyd? Den katolske kirkes katekismus giver os en præcis og præcis definition: “En dyd er en tilvant og fast indstilling, der tilstræber at gøre det gode” (nr. 1803). Derfor er det ikke et improviseret eller noget tilfældigt gode, der falder sporadisk fra himlen. Historien viser os, at selv kriminelle i øjeblikke af klarsyn har udført gode gerninger. Disse gerninger er bestemt indskrevet i “Guds bog”, men dyd er noget andet. Det er en godhed, der stammer fra en langsom modning af personen, til det punkt, hvor den bliver en indre egenskab. Dyd er en vane af frihed. Hvis vi er frie i enhver handling, og hver gang vi skal vælge mellem godt og ondt, er dyd det, der gør os i stand til at have en tendens til det rigtige valg.
Hvis dyd er sådan en smuk gave, opstår der straks et spørgsmål: hvordan er det muligt at erhverve det? Svaret på dette spørgsmål er ikke simpelt, det er komplekst.
For den kristne er første hjælpemiddel Guds nåde. Faktisk virker Helligånden i os, der er blevet døbt, og arbejder i vores sjæl for at føre den til et dydigt liv. Hvor mange kristne har ikke nået hellighed gennem tårer og fundet ud af, at de ikke kunne overvinde nogle af deres svagheder! Men de oplevede, at Gud fuldendte det gode værk, som for dem kun var en skitse. Nåde går altid forud for vores moralske forpligtelse.
Desuden må vi aldrig glemme den meget værdifulde lærdom fra de gamles visdom, som fortæller os, at dyd vokser og kan dyrkes. Og for at dette kan ske, er den første gave, man skal bede Ånden om, netop visdom. Mennesket er ikke et frit territorium for erobring af fornøjelser, følelser, instinkter, lidenskaber uden at være i stand til at gøre noget mod disse kræfter, til tider kaotiske, der bor indeni. En uvurderlig gave, vi besidder, er åbenhed, det er den visdom, der kan lære af fejl for at komme godt igennem livet. Derefter kræver det god vilje: evnen til at vælge det gode, at danne os selv med asketisk øvelse og undgå overdrivelser.
Kære brødre og søstre, det er sådan, vi begynder vores rejse gennem dyderne i dette fredfyldte univers, der er udfordrende, men afgørende for vores lykke.
