Katekese: Forkyndelse er for i dag

Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed. 
Onsdag, 29. november 2023

 Kære brødre og søstre, De sidste par gange så vi, at kristen forkyndelse er en glæde, og det er den for alle; I dag vil vi se et tredje aspekt: den er for i dag.

Man hører næsten altid dårlige ting blive sagt om i dag. Med krige, klimaændringer, verdensomspændende uretfærdighed og migration, familie- og håbskriser er der bestemt grund til bekymring. Generelt synes i dag at være hjemsted for en kultur, der sætter individet over alt andet og teknologien i centrum for alt, med sin evne til at løse mange problemer og sine gigantiske fremskridt på så mange områder. Men samtidig fører denne kultur af teknisk-individuelle fremskridt til bekræftelsen af en frihed, der ikke ønsker at sætte sig grænser og er ligeglad med dem, der sakker bagud. Og derfor videregiver de store menneskelige ambitioner til økonomiens ofte grådige logik med en vision om livet, der kasserer dem, der ikke producerer og kæmper for at se ud over det iboende. Vi kan endda sige, at vi befinder os i den første civilisation i historien, der globalt søger at organisere et menneskeligt samfund uden Guds tilstedeværelse, koncentreret i store byer, der forbliver vandrette på trods af deres svimlende høje skyskrabere.

Jeg kommer til at tænke på beretningen om byen Babel og dens tårn (sml. 1 Mos 11,1-9). Den fortæller om et socialt projekt, der involverer en ofring af individualitet til kollektivets effektivitet. Menneskeheden taler kun ét sprog – vi kan sige, at den har en “enkelt måde at tænke på” – som om den er indhyllet i en slags generel besværgelse, der absorberer det unikke ved hver enkelt i en boble af ensartethed. Derefter forvirrer Gud sprogene, det vil sige, Han genopretter forskelle, genskaber betingelserne for, at noget enestående kan udvikle sig, genopliver det multiple, hvor ideologien gerne vil dominere. Herren leder også menneskeheden væk fra dens delirium af almagt: “Lad os skabe os et navn”, siger de ophøjede indbyggere i Babel (v. 4), som ønsker at nå op til himlen for at sætte sig i Guds sted. Men det er farlige, fremmedgørende, destruktive ambitioner, og ved at forvirre disse forventninger beskytter Herren menneskeheden og forhindrer en forestående katastrofe. Denne historie virker virkelig aktuel: selv i dag er samhørighed i stedet for broderskab og fred ofte baseret på ambitioner, nationalisme, homologering og teknoøkonomiske strukturer, der indpoder overbevisningen om, at Gud er ubetydelig og ubrugelig: ikke så meget fordi man søger mere viden, men frem for alt for mere magts skyld. Det er en fristelse, der gennemsyrer de store udfordringer i nutidens kultur.

I Evangelii Gaudium  forsøgte jeg at beskrive andre (jf. 52-75), men frem for alt opfordrede jeg til “en evangelisering, der er i stand til at kaste lys over disse nye måder at forholde sig til Gud, til andre og til verden omkring os og inspirere væsentlige værdier. Den må nå de steder, hvor nye fortællinger og paradigmer formes, og bringe Jesu ord til vores byers inderste sjæl” (nr. 74). Med andre ord kan Jesus kun forkyndes ved at bebo sin egen tids kultur; og altid tage apostlen Paulus’ ord om nutiden til sig: »Se, nu er det den nåderige tid; se, nu er det frelsens dag” (2 Kor 6:2). Der er derfor ingen grund til i dag at stille alternative visioner fra fortiden i kontrast. Det er heller ikke tilstrækkeligt blot at gentage erhvervede religiøse overbevisninger, der, uanset hvor sande, bliver abstrakte med tiden. En sandhed bliver ikke mere troværdig, fordi man hæver stemmen ved at sige den, men fordi den bevidnes med ens liv., Florence, 10 November 2015).

Apostolsk nidkærhed er aldrig en simpel gentagelse af en erhvervet stil, men et vidnesbyrd om, at evangeliet lever i dag her for os. Lad os derfor se på vores tid og vores kultur som en gave. De er vores, og at evangelisere dem betyder ikke at dømme dem på afstand, og det er heller ikke at stå på en balkon og råbe Jesu navn, men snarere at gå ned på gaden, gå til de steder, hvor man bor, frekventere de steder, hvor man lider, arbejder, studerer og reflekterer, slå sig ned på den vejkryds, hvor mennesker deler det, der har betydning for deres liv. Det betyder som kirke at være en surdej for »dialog, møde, enhed. Når alt kommer til alt, er vores egne trosformuleringer frugten af dialog og møde mellem kulturer, samfund og forskellige situationer. Vi må ikke frygte dialog: tværtimod er det netop konfrontation og kritik, der hjælper os med at forhindre teologien i at blive omdannet til ideologi” (tale ved den italienske kirkes femte nationalkongres,  Address at the Fifth National Congress of the Italian Church  Firenze, 10. november 2015).

Det er nødvendigt at stå ved dagens skillvej. At forlade den ville forarme evangeliet og reducere Kirken til en sekt. At frekventere den hjælper på den anden side os kristne til på en fornyet måde at forstå årsagerne til vores håb, til at udlede og dele fra troens skat “nyt og gammelt” (Matt.13,52). Kort sagt, mere end at ønske at omvende verden af i dag, er vi nødt til at omvende pastoral omsorg, så den bedre inkarnerer evangeliet i dag (jf. Evangelii gaudium, 25). Lad os gøre Jesu ønske til vores eget: at hjælpe medrejsende til ikke at miste længslen efter Gud, at åbne deres hjerter for ham og finde den eneste, der i dag og altid giver fred og glæde til menneskeheden.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories

Månedens refleksion 2023