Lidenskaben for evangelisering: Den troendes apostolske iver – Forkyndelsen er Helligåndens værk
Onsdag, 6.12.2023
Helligånden er Guds talsmand.
Kære brødre og søstre,
I de sidste katekeser så vi, at forkyndelsen af evangeliet er glæde, det er for alle, og det er henvendt til i dag. Lad os nu opdage et sidste væsentligt kendetegn: det er nødvendigt, at forkyndelsen finder sted i Helligånden. For at “kommunikere Gud” er vidnesbyrdets glædelige troværdighed, proklamationens universalitet og budskabets aktualitet ikke nok. Uden Helligånden er al iver forgæves og falsk apostolsk: den ville kun være vores egen og ville ikke bære frugt.
I Evangelii gaudium mindedes jeg, at “Jesus er den første og største evangelisator”; at “i enhver evangeliseringsaktivitet tilhører forrangen altid Gud”, som “kaldte os til at samarbejde med ham, og som leder os videre ved sin Ånds kraft” (nr. 12). Her er Helligåndens forrang! Således sammenligner Herren Guds riges dynamik med “en mand, der spreder sæd på jorden og sover og står op nat og dag, og sæden spirer og vokser, han ved ikke hvordan” (Mark 4:26-27). Ånden er hovedpersonen; Han går altid forud for missionærerne og får frugten til at vokse. Denne viden trøster os meget! Og det hjælper os til at tydeliggøre en anden, lige så afgørende: nemlig at kirken i sin apostolske nidkærhed ikke forkynder sig selv, men en nåde, en gave, og Helligånden er netop Guds gave, som Jesus sagde til den samaritanske kvinde (sml. Joh.4,10).
Åndens forrang bør dog ikke få os til at gøre os ligeglade. Tillid retfærdiggør ikke magelighed. Livskraften i frøet, der vokser af sig selv, tillader ikke landmændene at forsømme marken. Da Jesus gav sine sidste anbefalinger, før han steg op til himlen, sagde han: “I skal modtage kraft, når Helligånden er kommet over jer, og I skal være mine vidner … til jordens ende« (ApG 1:8).
Herren har ikke efterladt os teologiske forelæsningsnotater eller en pastoral håndbog, som vi kan bruge, men Helligånden, som inspirerer missionen. Og det modige initiativ, som Ånden indgyder os, får os til at efterligne hans stil, som altid har to egenskaber: kreativitet og enkelhed.
Kreativitet, at forkynde Jesus med glæde, for alle og i dag. I denne tidsalder, som ikke hjælper os med at have et religiøst livssyn, og hvor forkyndelsen forskellige steder er blevet vanskeligere, besværlig, tilsyneladende frugtesløs, kan fristelsen til at afstå fra pastoral tjeneste opstå. Måske søger man tilflugt i sikkerhedszoner, som den sædvanlige gentagelse af ting, man altid gør, eller i en interimistisk spiritualitets dragende kald eller endda i en misforstået følelse af liturgiens centralitet. Det er fristelser, der forklæder sig som troskab mod traditionen, men ofte, snarere end svar til Ånden, er de reaktioner på personlig utilfredshed. I stedet er pastoral kreativitet, at være frimodig i Ånden, glødende i sin missionerende ild, beviset på troskab mod ham. Derfor skrev jeg, at “Jesus kan også bryde igennem de kedelige kategorier, som vi ville omslutte ham med, og han forbløffer os konstant ved sin guddommelige kreativitet. Hver gang vi gør en indsats for at vende tilbage til kilden og genvinde evangeliets oprindelige friskhed, opstår der nye veje, nye kreative veje åbner sig med forskellige udtryksformer, mere veltalende tegn og ord med ny betydning for verden af i dag« (Evangelii gaudium, s. 11).
Kreativitet, derfor; og så enkelhed, netop fordi Ånden fører os til kilden, til den “første forkyndelse”. Ja, det er »Åndens ild … [der] fører os til at tro på Jesus Kristus, som ved sin død og opstandelse åbenbarer og meddeler os Faderens uendelige barmhjertighed« (ivi, nr. 164). Dette er den første proklamation, som må “være centrum for al evangeliserende aktivitet og alle bestræbelser på fornyelse af Kirken”; at sige igen og igen: »Jesus Kristus elsker dig; han gav sit liv for at frelse dig; og nu lever han ved din side hver dag for at oplyse, styrke og befri dig” (ibid).
Brødre og søstre, lad os lade os drage af Ånden og påkalde ham hver dag; Må han være kilden til vores væren og vores arbejde; må han være ophavsmand til enhver aktivitet, møde, sammentræf og forkyndelse. Han opliver og forynger Kirken: med ham må vi ikke frygte, for han, som er harmonisk, holder altid kreativitet og enkelhed sammen, inspirerer til fællesskab og sender ud i mission, åbner for mangfoldighed og fører tilbage til enhed. Han er vores styrke, åndedrættet i vores proklamation, kilden til apostolsk nidkærhed. Kom, Helligånd!
