Katekese. Greccios julekrybbe, skole af enkelhed og glæde

Onsdag, 20.12.2023

Den 9. december 2023 afslørede Vatikanet sin årlige julekrybbe og hyldede oprindelsen af den elskede tradition på dens 800-års jubilæum. | Foto: Daniel Ibañez/EWTN

Kære brødre og søstre, godmorgen!

For otte hundrede år siden, ved julen i 1223, organiserede den hellige Frans den levende fødselsscene i Greccio. Mens julekrybber forberedes eller færdiggøres i vores hjem og andre steder, er det godt for os at genopdage dens oprindelse.

Hvordan opstod krybben? Hvad var Frans’ hensigt? Han sagde dette: “Jeg ønsker at skildre barnet født i Betlehem og på en eller anden måde se med menneskets øjne de trængsler, som han fandt sigi af mangel på de ting, der var nødvendige for et spædbarn: hvordan han blev lagt i en krybbe, og hvordan han lå på halmen mellem oksen og æslet” (Tommaso da Celano, Vita prima, XXX, 84: FF 468). Frans ønsker ikke at skabe et smukt kunstværk, men gennem krybben at fremkalde forbløffelse over Herrens ekstreme ydmyghed, over de trængsler, han led, af kærlighed til os, i den fattige grotte i Betlehem. Faktisk bemærker forfatteren til biografien om Assisis helgen: “I denne bevægende scene skinner evangelisk enkelhed frem, fattigdom lovprises, ydmyghed beskrives. Og Greccio er blevet som et nyt Betlehem” (ibid., 85).

Jeg har understreget et ord, “forbløffelse”. Og det er vigtigt. Hvis vi kristne ser på krybben som noget smukt, som noget historisk, endda religiøst, og beder, er det ikke nok. Før mysteriet om Ordets menneskevordelse, før Jesu fødsel, har vi brug for denne religiøse holdning af forbløffelse. Hvis jeg ikke, i mødet med mysterierne ,oplever denne forbløffelse, er min tro simpelthen overfladisk; en “beregnet tro”. Glem ikke dette.

Og et kendetegn ved fødselsscenen er, at den blev opfattet som en skole for besindighed. Og det har meget at sige os. I dag er risikoen for at tabe af syne, hvad der tæller i livet, faktisk stor og stiger paradoksalt nok netop i julen – julens mentalitet ændres – nedfældet i en forbrugerisme, der tærer på dens betydning. Julens forbrugerisme. Det er rigtigt, at du gerne vil give gaver, det er fint, det er en måde, men det vanvid at shoppe, der leder opmærksomhed andre steder hen, og der er ikke den alvor omkring julen. Lad os se på krybben: den ærefrygt før krybben. Nogle gange er der ikke noget indre rum for forbavselse, men kun for at organisere festerne, for at holde festerne.

Og fødselsscenen blev skabt for at bringe os tilbage til det, der betyder noget: til Gud, som kommer for at bo iblandt os. Derfor er det vigtigt at se på krybben fordi det hjælper os med at forstå, hvad der betyder noget, og også Jesu sociale omstændigheder i det øjeblik, familien, Josef og Maria og hans kære, hyrderne. Mennesker fremfor ting. Og ofte sætter vi ting før mennesker. Dette virker ikke.

Men Greccios fødselsscene ud over alvoren, som får os til at se, taler også om glæde. Fordi glæde er noget andet end at have det sjovt. Men at have det sjovt er ikke en dårlig ting, hvis det gøres på god måde. Det er ikke dårligt, det er menneskeligt. Men glæden stikker endnu dybere. Mere menneskelig. Og nogle gange er der en fristelse til at have det sjovt uden glæde; at have det sjovt ved at lave støj, men glæden er der ikke. Det er lidt ligesom klovnens skikkelse, der griner og griner og får folk til at grine, men hjertet er trist. Glæde er roden til god julehygge.

Og om alvoren siger krøniken fra dengang: “Og glædens dag kommer, glædens tid! […] Frans […] er strålende […]. Folk flokkedes og glædede sig med en glæde, de aldrig havde smagt før […]. Alle vendte hjem fulde af ubeskrivelig glæde” (Vita prima, XXX, 85-86: FF 469-470). Nøgternhed, forbløffelse, fører dig til glæde, sand glæde, ikke kunstig glæde. Men hvor kom denne juleglæde fra? I hvert fald ikke fra at have taget gaver med hjem eller oplevet overdådige festligheder. Nej, det var glæden, der flyder over fra hjertet, når man håndgribeligt rører ved Jesu nærhed, Guds ømhed, som ikke lader os være i fred, men trøster os [oversætterens note: står sammen med (con) dem, der er alene (soli)]. Nærhed, ømhed og medfølelse, sådan er Guds tre væremåder. Og når vi ser på julekrybben, når vi beder foran krybben, kan vi opleve disse ting fra Herren, som hjælper os i hverdagen. Kære brødre og søstre, krybbespillet er som en lille brønd, hvorfra man kan hente Guds nærhed, kilden til håb og glæde.

 Krybben er som et levende evangelium, et hjemligt evangelium. Ligesom brønden i Bibelen er det mødestedet, hvor vi bringer Jesus livets forventninger og bekymringer, ligesom hyrderne i Betlehem og Greccios folk gjorde. At bringe livets forventninger og bekymringer til Jesus.

Hvis vi foran krybben betror Jesus alt, hvad vi har kært, vil vi også opleve “stor glæde” (Matt.2,10), en glæde, der netop kommer fra kontemplation, fra den ånd af forbløffelse, hvormed jeg går for at grunde over disse mysterier.

Lad os gå foran krybben. Se, alle sammen, og tillad jeres hjerte at føle noget indeni. Tak.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories

Månedens refleksion 2023