Cyklus af katekese. Laster og dyder.
Onsdag, 24. 1. 2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Vi fortsætter vores katekese om laster og dyder, og i dag vil vi tale om griskhed, den form for tilknytning til penge, der holder mennesket fra gavmildhed.
Det er ikke en synd, der kun vedrører mennesker med store aktiver, men snarere en generel last, der ofte ikke har noget at gøre med bankbalancen. Det er en sygdom i hjertet, ikke i tegnebogen.
Ørkenfædrenes analyse af dette onde viste, hvordan griskhed endda kunne tage fat i munke, der efter at have givet afkald på enorme arv i ensomheden i deres celle klamrede sig til genstande af ringe værdi: de ville ikke låne dem ud, de delte dem ikke med andre og var endnu mindre villige til at give dem væk. En tilknytning til små ting, som fjerner friheden. Disse objekter blev for dem en slags fetich, som de ikke kunne løsrive sig fra. En slags tilbagevenden til den situation, hvor børn, der holder fast i deres legetøj gentager: “Det er mit! Det er mit!”. I dette udsagn lurer der et forstyrret forhold til virkeligheden, hvilket kan resultere i former for tvangshamstring og patologisk ophobning.
For at helbrede denne sygdom foreslog munkene en drastisk, men meget effektiv metode: meditation over døden. Uanset hvor meget en person akkumulerer goder i denne verden, kan vi være helt sikre på, at de ikke kommer med i vores kiste. Vi kan ikke tage ejendom med os! Her afsløres meningsløsheden af denne last. Det ejerskab, vi skaber med genstande, er kun tilsyneladende, fordi vi ikke er verdens herrer: denne jord, som vi elsker, er i sandhed ikke vores, og vi bevæger os omkring på den som fremmede og pilgrimme (sml. Lev 25,23).
Disse enkle overvejelser giver os mulighed for at indse griskhedens tåbelighed, men også dens inderste grund. Det er et forsøg på at uddrive frygten for døden: det søger sikkerhed, der i virkeligheden smuldrer i det øjeblik, vi holder dem i vores hånd. Husk lignelsen om den tåbelige mand, hvis jord havde givet ham en meget rigelig høst, og derfor lullede sig selv ind i tanken om, hvordan han kunne udvide sit forrådshus for at rumme hele høsten. Manden havde beregnet alt, planlagt for fremtiden. Han havde dog ikke overvejet den sikreste variabel i livet: døden. “Fjols!” siger evangeliet. “Denne nat kræves din sjæl af dig; og de ting, du har forberedt, hvem vil de tilhøre?«
I andre tilfælde er det tyve, der yder os denne service. Selv i evangeliet optræder de en hel del gange, og selvom deres arbejde kan være forkasteligt, kan det blive en gavnlig formaning. Således prædiker Jesus i bjergprædikenen: “Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler” (Matt.6,19-20). Igen fortælles historien i ørkenfædrenes beretninger om en tyv, der overrasker munken i søvne og stjæler de få ejendele, han havde i sin celle. Da han vågner, slet ikke forstyrret af det, der er sket, begiver munken sig ud på tyvens spor, og når han finder ham, i stedet for at kræve de stjålne varer, afleverer han de få ting, der er tilbage, og siger: “Du glemte at tage disse!”.
Vi, brødre og søstre, er måske herrer over de goder, vi ejer, men ofte sker det modsatte: De tager os til sidst i besiddelse. Nogle rige mænd er ikke længere frie, de har ikke længere tid til at hvile, de er nødt til at se sig over skulderen, fordi ophobningen af varer også kræver, at de skal opbevares. De er altid ængstelige, fordi en arv er bygget med meget sved, men kan forsvinde på et øjeblik. De glemmer evangeliets forkyndelse, som ikke hævder, at rigdom i sig selv er en synd, men de er bestemt en forpligtelse. Gud er ikke fattig: Han er altings Herre, men som Paulus skriver: “…han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8:9).
Dette er, hvad fnieren ikke forstår. Han kunne have været en kilde til velsignelse for mange, men i stedet er han gledet ind i elendighedens blindgyde. Og gnierens liv er grimt. Jeg husker et tilfælde med en mand, som jeg mødte i det andet stift, en meget rig mand, og hans mor var syg. Han var gift. Brødrene skiftedes til at tage sig af moderen, og moderen fik en yoghurt om morgenen. Denne mand gav hende halvdelen om morgenen for at give hende den anden halvdel om eftermiddagen og for at spare halvdelen af yoghurten. Dette er griskhed, dette er tilknytning til ting. Så døde denne mand, og kommentarerne fra de mennesker, der vågede, var: “Men du kan se, at denne mand har intet på sig, han efterlod alt”. Og så ville de gøre lidt hån og sige: “Nej, nej, de kunne ikke lukke kisten, fordi han ville tage alt med sig”. Denne griskhed får andre til at grine: at vi til sidst må give vores krop og sjæl til Herren, og vi må forlade alt. Lad os være forsigtige! Og lad os være generøse, generøse over for alle og generøse over for dem, der har mest brug for os. Tak.
