Pave Frans Generalaudiens,
Paul VI Audienssal, onsdag den 8. maj 2024
Række af katekeser. Laster og dyder. Håb
Kære brødre og søstre! I den sidste katekese begyndte vi at reflektere over de teologiske dyder. Der er tre af dem: tro, håb og velgørenhed. Sidste gang reflekterede vi over troen. Nu er det håbets tur. “Håb er den teologiske dyd, hvormed vi ønsker Himmeriget og evigt liv som vor lykke, idet vi sætter vor lid til Kristi løfter og ikke stoler på vor egen styrke, men på Helligåndens nådes hjælp” (Katekismus for den katolske kirke, nr. 1817). Disse ord bekræfter for os, at håb er svaret til vores hjerte, når det endegyldige spørgsmål melder sig i os: “Hvad skal der blive af mig? Hvad er formålet med rejsen? Hvad er verdens skæbne?”.
Vi er alle klar over, at et negativt svar på disse spørgsmål skaber tristhed. Hvis der ikke er nogen mening med livets rejse, hvis der i begyndelsen og slutningen ikke er noget, så spørger vi os selv, hvorfor vi skal gå: således bliver menneskets desperation, følelsen af altings meningsløshed, født. Og mange vil måske gøre oprør: “Jeg har stræbt efter at være dydig, at være forsigtig, retfærdig, stærk, mådeholden. Jeg har også været en troende mand eller kvinde. Hvad nyttede min kamp, hvis det hele slutter her?”. Hvis håbet mangler, risikerer alle de andre dyder at smuldre og ende som aske. Hvis der ikke eksisterede nogen troværdig morgendag, ingen lys horisont, ville man blot være nødt til at konkludere, at dyd er en nyttesløs indsats.
“Først når fremtiden er sikker som et positivt resultat, bliver det også muligt at leve i nutiden,” sagde Benedikt XVI (Encyclical Letter Spe salvi, 2).
Kristne har håb, ikke gennem deres egen fortjeneste. Hvis de tror på fremtiden, er det fordi Kristus døde og opstod igen og gav os sin Ånd. “Forløsningen er skænket os på den måde, at vi har fået et håb, et troværdigt håb, i kraft af hvilket vi kan klare vores nuværende tilværelse” (ibid., 1). I denne forstand siger vi endnu en gang, at håb er en teologisk dyd: det stammer ikke fra os, det er ikke en stædighed, vi ønsker at overbevise os selv om, men det er en gave, der kommer direkte fra Gud.
Apostlen Paulus udlægger for mange tvivlende kristne, som ikke var blevet født på ny til håb, den nye logik i den kristne erfaring for dem, og han siger: “Men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” (1 Kor 15,17-19). Det er som om han sagde: Hvis du tror på Kristi opstandelse, så ved du med sikkerhed, at intet nederlag og ingen død er for evigt. Men hvis du ikke tror på Kristi opstandelse, bliver alt hult, selv apostlenes forkyndelse.
Håb er en dyd, som vi ofte synder imod: i vores dårlige nostalgi, i vores melankoli, når vi tror, at fortidens lykke er begravet for evigt. Vi synder mod håbet, når vi bliver fortvivlede over vores synder og glemmer, at Gud er barmhjertig og større end vores hjerte. Og lad os ikke glemme dette, brødre og søstre: Gud tilgiver alt, Gud tilgiver altid. Det er os, der bliver trætte af at bede om tilgivelse. Men lad os ikke glemme denne sandhed: Gud tilgiver alt, Gud tilgiver altid. Vi synder mod håbet, når vi bliver fortvivlede over vores synder; vi synder mod håbet, når efteråret i os ophæver foråret; når Guds kærlighed ophører med at være en evig ild, og vi ikke har modet til at træffe beslutninger, der forpligter os hele livet.
Verden i dag har stort behov for denne kristne dyd! Verden har brug for håb, ligesom den har brug for tålmodighed, en dyd, tålmodighed, en dyd, der er tæt forbundet med håb. Tålmodige mænd er vævere af godhed. De ønsker stædigt fred, og selvom nogle af dem er forhastede og gerne vil have alt, og med det samme, er tålmodighed i stand til at vente. Selv når mange omkring os er bukket under for skuffelser, er de, der er inspireret af håb og tålmodige, i stand til at komme igennem de mørkeste nætter. Håb og tålmodighed går hånd i hånd.
Håb er dyden hos dem, der er unge af sind; Og her tæller alder ikke. Fordi der også er ældre med øjne fulde af lys, fulde af lys, der lever og konstant stræber mod fremtiden. Tænk på evangeliets to store ældre mennesker, Simeon og Anna: De blev aldrig trætte af at vente, og de så den sidste del af deres jordiske rejse velsignet af mødet med Messias, som de genkendte i Jesus, bragt til templet af hans forældre. Hvilken nåde, hvis det var sådan for os alle! Hvis vi efter en lang pilgrimsrejse, hvor vi satte vores sadeltasker og stav fra os, blev fyldt med en glæde, vi aldrig før havde følt, og vi også kunne udbryde: »Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred / efter dit ord; / for mine øjne har set din frelse / som du har beredt for alle folk: / et lys til åbenbaring for hedninger / og en herlighed for dit folk Israel” (Luk 2,29-32). Brødre og søstre, lad os gå videre og bede om nåde til at have håb, håb med tålmodighed. Se altid mod det endelige møde; se altid, at Herren altid er os nær, at døden aldrig, aldrig vil sejre. Lad os gå videre og bede Herren om at give os denne store håbets dyd, ledsaget af tålmodighed. Tak.
