Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed. Hellige Cyrillus og Methodius, slavernes apostle
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag vil jeg tale med jer om to brødre, meget berømte i østen, så meget, at de blev kaldt “slavernes apostle”: hellige Cyril og Methodius. Født i Grækenland i det niende århundrede i en aristokratisk familie, gav de afkald på en politisk karriere for at hellige sig klosterlivet. Men deres drøm om en afsondret liv var kortvarig. De blev sendt som missionærer til Stor Mähren, som på det tidspunkt omfattede forskellige folkeslag, der allerede var delvist evangeliserede, men blandt hvilke mange hedenske skikke og traditioner overlevede. Deres prins bad om en lærer til at forklare den kristne tro på deres sprog.
Cyril og Methodius ‘første opgave var derfor at studere disse folks kultur grundigt. Altid det samme omkvæd: tro skal inkultureres og kulturen evangeliseres. Inkulturation af tro, evangelisering af kultur, altid. Cyril spurgte, om de havde et alfabet; De fortalte ham, at det havde de ikke. Han svarede: “Hvem kan skrive en tale om vand?”. Ja, for at forkynde evangeliet og for at bede havde man brug for et egentligt, egnet og specifikt værktøj. Så opfandt han det glagolitiske alfabet (slaviske alfabet). Han oversatte Bibelen og liturgiske tekster. Folk følte, at den kristne tro ikke længere var ‘fremmed’, men snarere, at deres tro blev talt på deres modersmål. Tænk engang: to græske munke giver et alfabet til slaverne. Det med denne hjertets åbenhed, at evangeliet slog rod blandt dem. Disse to var ikke bange, de var modige.
Meget snart opstod der imidlertid en vis modstand fra nogle latinere, der så sig frataget deres monopol på at prædike for slaverne; den kamp inden for Kirken er altid sådan. Deres indvending var religiøs, men kun tilsyneladende: Gud kan kun prises, sagde de, på de tre sprog, der er skrevet på korset: hebraisk, græsk og latin. De havde en lindskrænket tankegang for at forsvare deres egen autonomi. Men Cyril svarede bestemt: Gud ønsker, at ethvert folk skal prise ham på deres eget sprog. Sammen med sin bror Methodius henvendte sig til paven, og han godkendte deres liturgiske tekster på slavisk sprog. Han fik dem placeret på alteret i Santa Maria Maggiore basilika og sang sammen med dem Herrens lovprisning ifølge disse bøger. Cyril døde et par dage senere, og hans relikvier æres stadig her i Rom, i Sankt Clements basilika. I stedet blev Methodius ordineret til biskop og sendt tilbage til de slaviske egne. Her kom han til at lide meget: han blev endda fængslet, men, brødre og søstre, vi ved, at Guds ord ikke blev lænket, men spredt ud over disse folk.
Når vi ser på vidnesbyrdet fra disse to forkyndere, som Johannes Paul II udnævnte til Europas med-skytshelgener, og til hvis ære skrev han rundskrivelsen Slavorum Apostoli, lad os se på tre vigtige aspekter.
Først og fremmest enhed. Grækerne, paven, slaverne: på det tidspunkt var kristendommen i Europa ikke splittet, men samarbejdedet for at evangelisere.
Et andet vigtigt aspekt er inkulturation, som jeg sagde noget om tidligere: evangelisering af kulturen og inkulturation viser, at evangelisering og kultur er tæt forbundet. Man kan ikke forkynde evangeliet på en abstrakt, ren måde, nej: evangeliet skal inkultureres, og det er også et udtryk for kultur.
Et sidste aspekt er frihed. Forkyndelse kræver frihed, men frihed kræver altid mod; en person er fri i det omfang, de er modige og ikke lader sig lænke af mange ting, der fjerner deres frihed.
Brødre og søstre, lad os bede de hellige Cyril og Methodius, slavernes apostle, om at vi må være redskaber for »frihed i næstekærlighed« for andre. At være kreative, konstante og ydmyg, i bøn og tjeneste.
