General audiens 6. 09. 2023
Kære brødre og søstre, godmorgen! Mandag vendte jeg tilbage fra Mongoliet. Jeg vil gerne takke alle dem, der ledsagede mit besøg med bønner, og jeg vil gerne gentage min taknemmelighed over for de myndigheder, der har modtaget mig så højtideligt, især præsident Khürelsükh og også tidligere præsident Enkhbayar, som officielt har inviteret mig til at besøge landet. Jeg tænker med glæde tilbage på den lokale kirke og på det mongolske folk: et ædelt og klogt folk, der har vist mig så meget varme og hengivenhed! I dag vil jeg tage jer til hjertet af denne rejse.
Man kan spørge: Hvorfor rejser paven så langt for at besøge en lille skare af troende? Fordi det netop er der, væk fra rampelyset, at man ofte finder tegnene på Guds nærvær, som ikke ser på ydre fremtoning, men ser hjertet, som vi hørte i profeten Samuels vers (sml. 1 Sam 16,7). Herren søger ikke scenens centrum, men det enkle hjerte hos dem, der længes efter ham og elsker ham, uden at skubbe sig selv i forgrunden, uden at ville overgå andre. Jeg havde den nåde at møde i Mongoliet en ydmyg, men glad kirke, der er i Guds hjerte – og jeg kan vidne om deres glæde over at være i centrum af Kirken i nogle få dage.
Dette fællesskab har en bevægende historie. Den blev født ved Guds nåde af apostolsk nidkærhed hos nogle missionærer, som for omkring tredive år siden af lidenskab for evangeliet drog til dette land, de ikke kendte. De lærte det lokale sprog, og selvom de kom fra forskellige nationer, etablerede de et forenet og virkelig katolsk fællesskab. For dette er den virkelige betydning af ordet “katolsk”, som betyder “universel”: men ikke en universalitet, der homologiserer, men en universalitet, der kultiverer. Det er katolicisme: en inkarneret universalitet, der anerkender det gode, hvor den lever, og tjener de mennesker, som man lever sammen med. Sådan lever Kirken: Den vidner om Jesu kærlighed med sagtmodighed; med livet mere end med ord; tilfredse med, hvad deres sande rigdom er: Herrens og deres brødres og søstres tjeneste.
Sådan blev denne unge kirke født: i næstekærlighedens fodspor, som er det bedste vidnesbyrd om tro. Ved slutningen af mit besøg havde jeg den glæde at velsigne og indvie “Barmhjertighedens Hus”: det første velgørende arbejde, der blev etableret i Mongoliet som et udtryk for alle delene i den lokale kirke. Et hus, der er disse kristnes “visitkort”, som også kalder hvert af vores samfund til at være barmhjertighedens hus: det vil sige et åbent og indbydende sted, hvor hver persons behov kan komme i kontakt med Guds barmhjertighed, som løfter og helbreder uden at skamme sig over det. Dette er vidnesbyrdet om den mongolske kirke med missionærer fra forskellige lande, der føler sig ét med folket og er glade for at kunne tjene dem og opdage den skønhed, som dette folk allerede besidder. Fordi disse missionærer ikke tog dertil for at missionere, det er ikke evangelisk, men de tog dertil for at leve som det mongolske folk, at tale deres sprog, at lære sig disse menneskers sprog, dette folks værdier og for at forkynde evangeliet i mongolsk stil med mongolske ord og de tog dertil for at blive en del af den mongolske kultur og forkyndte evangeliet i deres kultur.
Jeg var også i stand til at mærke noget af denne skønhed, og jeg var i stand til at gøre det ved at lære nogle mennesker at kende, høre deres historier og værdsætte deres religiøse søgen. I den betydning er jeg taknemmelig for det interreligiøse økumeniske møde i søndags. Mongoliet har en stor buddhistisk tradition med mange mennesker, der lever deres religiøsitet i stilhed, oprigtigt og konsekvent, er uselvisk og behersker deres lidenskaber. Tænk bare på, hvor mange gode frø får verdens have til at blomstre i det skjulte, mens vi normalt kun hører støj fra faldne træer! Og folk, inklusive os, kan lide skandalen: “Men se, hvilket barbari, et træ er faldet, hvilken støj!” – “Men ser du ikke skoven, der vokser hver dag?”, fordi væksten sker stille og roligt.
Det er afgørende at se det gode og anerkende det som sådan. I stedet værdsætter vi ofte kun andre i den omfang, de svarer til vores egne ideer. I stedet for har vi brug for at se det gode. Gud inviterer os til at have et åbent og velvilligt blik, for uden at falde i skadelig synkretisme og let irenisme er der altid en rigdom at opdage: i mennesker og kulturer, i religioner og nationer. Derfor er det vigtigt at efterligne det mongolske folk og se opad: i godhedens lys. Kun på denne måde kan vi med udgangspunkt i anerkendelsen af det gode opbygge den fælles fremtid. Kun ved at værdsætte den anden kan vi hjælpe dem med at blive bedre. Og det sker med enkeltpersoner og også med folk. Og når alt kommer til alt, er det præcis det, hvad Gud gør med os: Han ser velvilligt, tillidsfuldt på os – med hjertets øjne.
Jeg var i hjertet af Asien, og det gjorde mig godt! Det er godt at gå i dialog med dette store kontinent, at acceptere dets budskaber, at lære dets visdom og dets måde at anskue tingene på. Indfangning af tid og rum. Det var godt for mig at lære det mongolske folk at kende, som dyrker deres rødder og traditioner, respekterer de ældre og lever i harmoni med miljøet: De er et folk, der ser på himlen og føler skabelsens ånde. Når vi tænker på Mongoliets grænseløse, tavse vidder, bør vi styres af behovet for at overskride grænserne for vores blik, tak: udvide grænserne, se langt og højt og ikke falde i smålighedens kløer, udvide grænserne for vores blik, så vi kan se det gode i andre og udvide vores horisonter – og også udvide vores egne hjerter, at forstå, at være tæt på enhver person og civilisation. Mange tak.
