6. Det andet Vatikankoncil.
1. Evangelisering som kirkelig tjeneste
Generalaudiens, d. 8. marts 2023
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I den sidste katekese så vi, hvordan det første “koncil” i Kirkens historie – koncil, ligesom Vatikan II – det første koncil, blev indkaldt i Jerusalem over en sag forbundet med evangelisering, nemlig forkyndelsen af de gode nyheder til ikke-jøder – det blev antaget, at evangeliet kun skulle forkyndes for jøder. I det tyvende århundrede præsenterede Det andet Vatikankoncil Kirken som Guds pilgrimsfolk over tid og for dens missionerende natur (jf. Dekret ad gentes, 2). Hvad betyder dette? Der er en bro mellem det første og det sidste koncil, under evangeliseringens banner, en bro, hvis arkitekt er Helligånden. I dag lytter vi til Vatikankoncil II for at opdage, at evangeliseringen altid er en kirkelig tjeneste, aldrig afsondret, aldrig isoleret, aldrig individualistisk. Evangelisering udføres altid i Kirken, det vil sige i et samfund og uden proselytisme, fordi det ikke er evangelisering.
Forkynderen giver faktisk altid det videre, hvad han har modtaget. Paulus var den første til at skrive dette: det evangelium, som han forkyndte, og menighederne modtog, og holdt fast ved, er det samme, som apostlen selv havde modtaget (sml. 1 Kor 15,1-3). Du får troen, og du giver troen videre. Denne kirkelige dynamik i at formidle budskabet er bindende og garanterer ægtheden af kristen forkyndelse. Paulus skriver til galaterne: ”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. ” (1:8). Dette er smukt, og det er godt for mange fornemme udsigter….
Den kirkelige dimension af forkyndelsen udgør imidlertid et kriterium for bekræftelse af apostolsk iver. En nødvendig bekræftelse, fordi fristelsen til at forsætte “alene” altid lurer, især når stien bliver ufremkommelig, og vi føler byrden af forpligtelsen. Lige så farlig er fristelsen til at følge lettere pseudokirkelige veje, til at vedtage den verdslige logik med tal og meningsmålinger, til at stole på styrken af vores ideer, programmer, strukturer, “relationer, der tæller.” Dette vil ikke gøre; dette burde hjælpe lidt, men det grundlæggende er noget andet. Det er den kraft, som Ånden giver jer til at forkynde sandheden om Jesus Kristus, til at forkynde evangeliet. De andre ting er sekundære.
Lad os nu, brødre og søstre, gå mere direkte til Det andet Vatikankoncils skole, idet vi genlæser nogle passager i dekretet Ad Gentes (AG), dokumentet om Kirkens missionsvirksomhed. Disse tekster fra Vatikankoncil II bevarer fuldt ud deres værdi, selv i vores komplekse og pluralistiske kontekst.
Først og fremmest opfordrer dette dokument, Ad Gentes, os til at overveje Gud Faderens kærlighed som en kilde til “overvældende barmhjertighed og godhed ved sin frie vilje skabt og derudover nådigt kaldet os til at blive delagtige med ham i hans liv og hans herlighed.” (AG 2) Dette er det konkrete kald. ”Han har af egen frie vilje udgydt den guddommelige godhed og udgyder den uafladelig, for at han, der har skabt alt, omsider må blive ’alt i alle’ (1 Kor 15,28), idet han på én og samme tid bevirker sin egen herlighed og vor frelse” (Nr. 2). Denne passage er grundlæggende, fordi den siger, at Faderens kærlighed er bestemt til ethvert menneske. Guds kærlighed er ikke kun for en lille gruppe, nej… for alle. Husk godt dette ord både i dit sind og dit hjerte: alle, alle, ingen udelukket, dette er, hvad Herren siger. Og denne kærlighed til ethvert menneske er en kærlighed, der når enhver mand og kvinde gennem Jesu sendelse, frelsens formidler og vores forløser (jf. AG, 3) og gennem Helligånden (jf. AG, 4), som – Helligånden – virker i ethvert menneske, både de døbte og de ikke-døbte. Helligånden virker!
Konciliet minder os desuden om, at det er Kirkens opgave at fortsætte Kristi sendelse, som “var sendt for at bringe fattige det glade budskab”, (…) Derfor – fortsætter dokumentet – ”må (Kirken) under Kristi ledelse følge den samme vej, som Kristus gik, nemlig fattigdommens, tjenestens, lydighedens og selvopofrelsens vej indtil døden, hvoraf han i sin opstandelse gik frem som sejrherre.” (jf. AG, 5). Hvis Kirken forbliver trofast mod denne »vej«, hvis vi forbliver trofaste mod denne vej, er den »en åbenbaring eller en tilkendegivelse af Guds plan i verden og i verdens historie«. (Ag, 9).
Brødre og søstre, disse korte bemærkninger hjælper os også til at forstå den kirkelige betydning af hver enkelt discipels og missionærs apostolske iver. Apostolsk iver er ikke entusiasme, det er noget andet, det er en nåde fra Gud, som vi skal bevare. Vi må forstå dens betydning, for i pilgrims- og evangeliserende Guds folk er der ingen aktive og passive individer. Nej. Der er ikke dem, som prædiker, som forkynder evangeliet på den ene eller anden måde, og dem, der forbliver tavse. Nej. Nej. “Hver eneste døbte – siger Evangelii Gaudium – hver eneste døbte, ligegyldigt hvilken funktion han har i Kirken, eller hvilket niveau af trosviden han har – er aktør i evangeliseringen;” (Apostolsk skrivelse Evangelii Gaudium, 120). Er du kristen? – Ja, jeg er døbt. – Og evangeliserer du? -Hvad betyder det? – Hvis du ikke evangeliserer, hvis du ikke vidner, hvis du ikke giver det vidnesbyrd om den dåb, som du har modtaget, om den tro, som Herren gav dig, er du ikke en god kristen!
I kraft af den modtagne dåb og den deraf følgende indlemmelse i Kirken deltager enhver døbt person i Kirkens sendelse og i denne i Kristus, kongens, præstens og profetens sendelse. Denne opgave “er overalt og i enhver situation den samme, selvom den alt efter omstændighederne ikke udøves på samme måde.” (AG, 6). Dette inviterer os til ikke at blive stive eller forstenede (…); den troendes missionæriver kommer også til udtryk i den kreative søgen efter nye måder at forkynde og vidne på, nye måder at møde den sårede menneskehed på, som Kristus påtog sig. Kort sagt at søge nye måder at tjene evangeliet på og tjene menneskeheden. Evangelisering er en tjeneste. Hvis en person siger, at han er en evangelisator og ikke har den holdning, den tjeners hjerte og tror sig selv at være en mester, er han ikke en evangelisator, nej, han er elendig.
At vende tilbage til kilden, til Faderens velmenende kærlighed og til Sønnens og Helligåndens missioner lukker os ikke inde i rum med statisk personlig ro. Tværtimod fører det os til at erkende umotiveret i gaven af livets fylde, som vi er kaldet til, en gave, som vi priser og takker Gud for. Denne gave er ikke kun til os, men snarere til andre. Og det fører os også til at leve stadig mere fuldt ud, hvad vi har modtaget ved at dele det med andre, med en følelse af ansvar og rejse sammen langs historiens ofte snørklede og vanskelige veje og i årvågen og flittig forventning om på dens opfyldelse.
Lad os bede Herren om denne nåde, om at tage dette kristne kald i hånden og takke Herren for det, han har givet os, denne skat. Og forsøge at kommunikere det til andre. Tak
(Vatikanet Nyheder – CS)