Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed. Troens glæde blandt ikke-troende.
Onsdag, 8. 11. 2023
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Blandt de mange vidner om lidenskaben for forkyndelsen af evangeliet, disse lidenskabelige forkyndere, vil jeg i dag præsentere en fransk kvinde fra det tyvende århundrede, Guds ærværdige tjener Madeleine Delbrêl. Hun blev født i 1904 og døde i 1964, socialarbejder, forfatter og mystiker og boede i mere end tredive år i det fattige arbejderkkvarter i udkant af Paris. Forblændet af mødet med Herren skrev hun: »Når vi først har lært Guds ord at kende, har vi ingen ret til ikke at modtage det; når vi først har modtaget den, har vi ingen ret til ikke at lade det blive inkarneret i os; når det først er blevet inkarneret i os, har vi ingen ret til at beholde det for os selv: fra det øjeblik tilhører vi dem, der venter på det” (La santità della gente comune, Milano 2020, 71). Smuk.
Efter en ungdom med agnosticisme – hun troede ikke på noget – mødte Madeleine i en alder af omkring tyve år Herren, ramt af vidnesbyrd fra nogle venner, der var troende. Hun begav sig ud for at søge Gud og gav udtryk for en dyb tørst, som hun følte indeni, og lærte, at “tomheden, der råbte hendes angst i hende”, var Gud, der søgte hende (Abbagliata da Dio. Corrispondenza, 1910-1941, Milano 2007, 96). Troens glæde udviklede sig i hende til et valg af et liv, der helt og holdent var givet til Gud, i Kirkens hjerte og i verdens hjerte, idet hun simpelthen delte “gadefolkets” liv i broderskab. Således henvendte hun sig poetisk til Jesus: “For at være med dig på din vej, må vi gå, selv når vores dovenskab beder os om at blive. Du har valgt os til at forblive i en mærkelig balance, en balance, der kun kan opnås og opretholdes i bevægelse, kun i momentum. Lidt ligesom en cykel, der vælter, hvis ikke hjulene drejer. … Vi kan kun holde os oprejst ved at gå fremad, bevæge os, i en bølge af næstekærlighed”. Det er, hvad hun kalder “cyklens spiritualitet” (Umorismo nell’Amore. Meditazioni e poesie, Milano 2011, 56). Kun på farten, på farten, lever vi i troens balance, hvilket er en ubalance, men det er sådan: ligesom cyklen. Hvis du stopper, vælter den.
Madeleine havde et konstant åbent hjerte, og hun lod sig udfordre af de fattiges råb. Hun følte, at evangeliets levende Gud skulle brænde i os, indtil vi har ført hans navn til dem, der endnu ikke har fundet det. I denne ånd, orienteret mod verdens uroligheder og de fattiges råb, følte Madeleine sig kaldet til at “leve Jesu kærlighed fuldstændigt og til punkt og prikke, fra den barmhjertige samaritaners olie til Golgatas eddike og således give ham kærlighed for kærlighed … fordi ved at elske ham uden forbehold og lade os elske fuldstændigt, inkarneres de to store kærlighedsbud i os og bliver kun ét” (La vocation de la charité, 1, Œuvres complètes XIII, Bruyères-le-Châtel, 138-139).
Når vi ser på dette vidnesbyrd om evangeliet, lærer vi også, at Herren i enhver personlig eller social situation eller omstændighed i vores liv er til stede og kalder os til at leve i vores egen tid, til at dele vores liv med andre, til at blande os med verdens glæder og sorger. Især lærer han os, at selv sekulariserede miljøer er nyttige til omvendelse, fordi kontakt med ikke-troende tilskynder den troende til en løbende revision af hans eller hendes måde at tro på og genopdage det essentielle i troen. (jf. Noi dell estrade, Milano 1988, 268s).
Må Madeleine Delbrêl lære os at leve denne tro “i bevægelse”, så at sige, denne frugtbare tro, der gør enhver troshandling til en barmhjertighedshandling i forkyndelsen af evangeliet. Tak.
