Række af katekeser. Laster og dyder
Onsdag, 27. 2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag undersøger vi to dødbringende laster, som vi finder i de store lister, som den åndelige tradition har efterladt os: misundelse og forfængelighed.
Lad os starte med misundelse. Hvis vi læser Den hellige Skrift (jf. 1 Mos 4), forekommer den os som en af de ældste laster: Kains had til Abel slippes løs, da han indser, at hans brors ofre behager Gud. Kain var Adam og Evas førstefødte, han havde taget den største andel af sin faders arv; men det er nok for Abel, den yngre bror, at lykkes med en lille bedrift, for at Kain bliver rasende. Den misundelige mands ansigt er altid trist: han ser altid ned, han ser ud til konstant at undersøge jorden; men i virkeligheden ser han intet, fordi hans sind er pakket ind i tanker fulde af ondskab. Misundelse, hvis den ikke kontrolleres, fører til had mod den anden. Abel ville blive dræbt i hænderne på Kain, som ikke kunne bære sin brors lykke.
Misundelse er et onde, der ikke kun er blevet undersøgt i den kristne sfære: det har tiltrukket sig opmærksomhed fra filosoffer og vise mænd i enhver kultur. Basalt er det et forhold mellem had og kærlighed: man ønsker det onde for den anden, men ønsker hemmeligt at være som ham. Den anden er virkeliggørelsen af, hvad vi gerne vil være, og hvad vi faktisk ikke er. Hans lykke forekommer os at være en uretfærdighed: vi tænker sikkert ved os selv, at vi ville fortjene hans succeser eller lykke meget mere!
Roden til denne last er en falsk idé om Gud: vi accepterer ikke, at Gud har sin egen “matematik”, forskellig fra vores. For eksempel i Jesu lignelse om de arbejdere, som mesteren kaldte til at gå ind i vingården på forskellige tidspunkter af dagen, tror de i den første time, at de har ret til en højere løn end dem, der ankom sidst; men mesteren giver alle den samme løn og siger: ” har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? (Mt 20:15). Vi vil gerne påtvinge Gud vores egen egoistiske logik; i stedet er Guds logik kærlighed. Det er meningen, at de gode ting, han giver os, skal deles. Det er derfor, Paulus formaner de kristne: ” Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.” (Rom 12:10). Her er midlet mod misundelse!
Og nu kommer vi til den anden last vi undersøger i dag: forfængelighed. Den går hånd i hånd med misundelsens dæmon, og sammen er disse to laster karakteristiske for en person, der stræber efter at være verdens centrum, fri til at udnytte alt og alle, genstand for al ros og kærlighed. Forfængelighed er et oppustet og grundløst selvværd. Den forfængelige person besidder et uhåndterligt “jeg”: han har ingen empati og kerer sig ikke om, at der er andre mennesker i verden udover ham. Hans forhold er altid instrumentelle, præget af at ville dominere andre. Hans person, hans præstationer, hans bedrifter skal vises for alle: han er en evig tigger om opmærksomhed. Og hvis hans kvaliteter til tider ikke anerkendes, bliver han voldsomt vred. Andre er uretfærdige, de forstår ikke, de mager det ikke. I sine skrifter beskriver Evagrius Ponticus den ironiske sag om en muk, der blev ramt af forfængelighed. Det skete, at han efter sine første succeser i det åndelige liv allerede følte, at han var ankommet, så han skyndte sig ud i verden for at modtage sin ros. Men han indså ikke, at han kun var i begyndelsen af den åndelige vej, og at en fristelse lurede, som snart ville knægte ham.
For at helbrede de forfængelige, foreslår åndelige lærere ikke mange midler. For i sidste ende er midlet mod forfængelighedens ondskab sit forfængeligheden selv: den ros, som det forfængelige menneske håber at høste fra verden, vil snart vende sig imod ham. Og hvor mange mennesker, vildledt af et falsk selvbillede, har derefter begået synder, som de snart ville skamme sig over!
Den fineste vejledning til at overvinde forfængeligheden findes i St. Pauls vidnesbyrd. Apostlen regnede altid med en fejl, som han aldrig kunne overvinde. Tre gange bad han Herren om at udfri ham fra den pine, men til sidst svarede Jesus ham: “Min nåde er dig nok; for styrke manifesteres fuldt ud i svaghed.« Fra den dag blev Paulus sat fri. Og hans konklusion bør også blive vores: ” Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk.” (2 Kor 12:9).
