Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed. Proklamation er glæde
Døbt og sendt: Kristi Kirke på mission i verden
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Efter at have mødt flere vidner til forkyndelsen af evangeliet, foreslår jeg at sammenfatte denne cyklus af katekese om apostolsk nidkærhed i fire punkter, inspireret af den apostolske formaning Evangelii Gaudium, hvis tiårs jubilæum vi fejrer i denne måned. Det første punkt, som vi vil se i dag, det første af de fire, kan kun relatere til den holdning, som indholdet af den evangeliserende gestus afhænger af: glæde. Glæde. Det kristne budskab, som vi har hørt fra englens ord til hyrderne, er forkyndelsen af “en stor glæde” (Luk 2:10). Og årsagen? Gode nyheder, en overraskelse, en smuk begivenhed? Meget mere, en person: Jesus! Han er det Gudskabte menneske, som kom til os. Spørgsmålet, kære brødre og søstre, er derfor ikke, om vi skal forkynde det, men hvordan det skal forkyndes, og dette “hvordan” er glæde. Enten forkynder vi Jesus med glæde, eller også forkynder vi ham ikke, fordi en anden måde at forkynde ham på kan ikke bringe os den sande virkelighed om Jesus.
Dette er grunden til, at en kristen, der er utilfreds, en trist kristen, en utilfreds eller værre endnu, vred eller bitter kristen, ikke er troværdig. Denne person vil tale om Jesus, men ingen vil tro ham! Engang var der en, der sagde til mig, da jeg talte om disse kristne: “Men disse er kristne med po-ansigt!”, det vil sige, de udtrykker intet, de er sådan, og glæde er afgørende. Det er vigtigt at holde øje med vores følelser. Evangelisering virker helt ufortjent, fordi den kommer fra fylde, ikke fra pres. Og når man evangeliserer – man ville forsøge at gøre dette, men det virker ikke – på grundlag af ideologier: evangeliet er en proklamation, en glædesproklamation. Ideologier er kolde, alle sammen. Evangeliet har glædens varme. Ideologier ved ikke, hvordan man smiler; evangeliet er et smil, det får dig til at smile, fordi det rører sjælen med de Gode Nyheder.
Jesu fødsel, i historien som i livet, er kilden til glæde: tænk på, hvad der skete med Emmaus’ disciple, som ikke kunne tro deres glæde, og de andre, altså alle disciplene, da Jesus går til det øverste værelse, kunne ikke tro deres glæde. Glæden ved at have den opstandne Jesus. Et møde med Jesus bringer dig altid glæde, og hvis dette ikke sker for dig, er det ikke et sandt møde med Jesus.
Og hvad Jesus gør med disciplene fortæller os, at de første, der skal evangeliseres, er disciplene. De første, der skal evangeliseres, er os: vi kristne. Og det er meget vigtigt. Fordybet i vore dages hurtige og forvirrede miljø kan vi også finde os selv i at udleve vores tro med en subtil følelse af forsagelse, overbevist om, at evangeliet ikke længere høres og ikke længere er værd at stræbe efter at forkynde. Vi kan endda blive fristet af tanken om at lade “andre” gå deres egne veje. I stedet er det netop det tidspunkt, hvor vi skal vende tilbage til evangeliet for at opdage, at Kristus “er evigt ung, og fra ham springer en kilde med det bestandigt nye” (sml. Evangelii gaudium, 11).
Således vender man ligesom de to i Emmaus tilbage til dagligdagen med en entusiasme som hos een, der har fundet skatte: de var glade, disse to, fordi de havde fundet Jesus, og han ændrede deres liv. Og man opdager, at menneskeheden bugner af brødre og søstre, der venter på et håbets ord. Evangeliet afventes selv i dag. Mennesker i dag er som mennesker til alle tider: de har brug for det. Selv civilisationen af programmeret vantro og institutionaliseret sekularitet; ja, især det samfund, der efterlader rummene med religiøs mening øde, har brug for Jesus. Dette er det rette tidspunkt for forkyndelsen af Jesus. Derfor vil jeg gerne sige igen til alle: “Evangeliets glæde fylder hjerter og liv hos alle, der møder Jesus. De, som accepterer hans tilbud om frelse, bliver sat fri fra synd, sorg, indre tomhed og ensomhed. Med Kristus fødes glæden konstant på ny”. Glem ikke dette. Og hvis nogen ikke opfatter denne glæde, bør de spørge sig selv, om de har fundet Jesus. En indre glæde. Evangeliet tager glædens vej, altid, det er den store proklamation. “Jeg inviterer alle kristne, overalt, i dette øjeblik, til et fornyet møde med Jesus Kristus (ibid., 1, 1.3) Hver eneste af jer, tag jer lidt tid og tænk: “Jesus, du er inden i mig. Jeg vil møde dig hver dag. Du er en person, du er ikke en idé; Du er en rejsekammerat, du er ikke et program. Du, Jesus, er kilden til glæde. Du er begyndelsen på evangelisering. Du, Jesus, er kilden til glæde!”. Amen.
