General audiens: 10.10. 2023
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed. vidne om Kristi tilgivelses forvandlende kraft
Josephine Bakhita, den første afrikanske helgenerinde.
Kære brødre og søstre, godmorgen!
På vores vej med katekese om apostolsk nidkærhed – vi reflekterer over apostolsk nidkærhed – vil vi i dag lade os inspirere af vidnesbyrdet fra Sankt Josephine Bakhita, en sudanesisk helgen. Desværre har Sudan i månedsvis været hærget af en frygtelig væbnet konflikt, som der tales meget lidt om i dag. Lad os bede for det sudanesiske folk, så det kan leve i fred! Men sankt Bakhitas berømmelse har overskredet alle grænser og nået alle dem, som identitet og værdighed nægtes.
Født i Darfur – urolige Darfur! – I 1869 blev hun bortført fra sin familie i en alder af syv år og gjort til slave. Hendes bortførere kaldte hende “Bakhita”, hvilket betyder “heldig”. Hun blev slave for otte herre – hver af dem solgte hende videre til den næste. De fysiske og moralske lidelser, hun led som barn, efterlod hende uden identitet. Hun led under grusomhed og vold: på hendes krop bar hun mere end hundrede ar. Men hun vidnede selv: “Som slave fortvivlede jeg aldrig, fordi jeg følte en mystisk kraft, der støttede mig”.
I lyset af dette spørger jeg mig selv: Hvad er Sankt Bakhitas hemmelighed? Vi ved, at en såret ofte sårer igen: den undertrykte bliver let en undertrykker. I stedet er de undertryktes kald at frigøre sig selv og deres undertrykkere og blive menneskehedens genoprettere. Kun i de undertryktes svaghed kan Guds kærligheds kraft, som frigør begge, åbenbares. Sankt Bakhita udtrykker denne sandhed meget godt. En dag gav hendes lærer hende et lille krucifiks, og hun, der aldrig havde ejet noget, bevarede sin skat nidkært. Når hun så på det, oplevede hun indre frigørelse, fordi hun følte sig forstået og elsket og derfor i stand til at forstå og elske: dette er begyndelsen. Hun følte sig forstået, hun følte sig elsket og som følge heraf i stand til at forstå og elske andre. Faktisk fortsatte hun med at sige: “Guds kærlighed har altid ledsaget mig på en mystisk måde … Herren elskede mig: I skal elske alle … I skal have medlidenhed!”. Dette er Bakhitas sjæl. Sandelig, at have medlidenhed betyder både at lide med ofrene for den store umenneskelighed i verden, og også at have medlidenhed med dem, der begår fejl og uretfærdigheder, ikke ved at retfærdiggøre, men ved at gøre human. Det er det kærtegn, hun lærer os: at menneskeliggøre. Når vi går ind i logikken om at kæmpe, om splittelse mellem os, om dårlige følelser, den ene mod den anden, mister vi vores menneskelighed. Og meget ofte tænker vi, at vi har brug for det menneskelige samfund, for at være mere humane. Og det er det. Det arbejde, som sankt Bakhita lærer os: at menneskeliggøre sig selv og menneskeliggøre de andre.
Sankt Bakhita, som blev kristen, blev forvandlet ved Kristi ord, som hun mediterede over hver dag: “Fader, tilgiv dem; for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23:34). Og så sagde hun: “Hvis Judas havde bedt Jesus om tilgivelse, ville han også have fundet barmhjertighed”. Vi kan sige, at sankt Bakhitas liv blev en eksistentiel lignelse om tilgivelse. Hvor godt det er at sige til en person, “han var i stand, hun var i stand til at tilgive, altid”. Og hun var altid i stand til at tilgive; faktisk er hendes liv en eksistentiel lignelse om tilgivelse. At tilgive, for så vil vi blive tilgivet. Glem ikke dette: tilgivelse, som er Guds kærtegn for os alle. Tilgivelse befriede hende. Tilgivelse først modtaget gennem Guds barmhjertige kærlighed, og derefter den tilgivelse, der blev givet, der gjorde hende til en fri, glad kvinde, i stand til at elske. Bakhita var i stand til at opleve tjeneste ikke som slaveri, men som et udtryk for selvets frie gave. Og dette er meget vigtigt: gjort til tjener ufrivilligt – hun blev solgt som slave – valgte hun derefter frit at blive tjener, at bære andres byrder på sine skuldre. Sankt Josephine Bakhita viser os ved sit eksempel vejen til endelig at blive fri for vores slaveri og frygt. Hun hjælper os med at afsløre vores hykleri og egoisme, til at overvinde vrede og konflikter. Og hun opmuntrer os, altid. Kære brødre og søstre, tilgivelse fjerner intet, men tilføjer – hvad tilføjer tilgivelse? – værdighed: tilgivelse fjerner intet fra dig, men tilføjer værdighed til personen, det får os til at løfte vores blik fra os selv mod andre, at se dem så skrøbelige som vi er, men alligevel altid brødre og søstre i Herren.
Brødre og søstre, tilgivelse er kilden til nidkærhed, der bliver til barmhjertighed og kalder os til at blive ydmyge og glade på vej til hellighed, ligesom den hellige Bakhita var det.
