Cyklus af katekese. Laster og dyder
Onsdag, 7.2.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
På vores planlagte katekese rejse om laster og dyder vil vi i dag se på en temmelig grim last, sorgen, forstået som sjælens modløshed, en konstant lidelse, der forhindrer mennesket i at føle glæde ved sin egen eksistens.
Først og fremmest skal det bemærkes, at fædrene med hensyn til sorg drog en vigtig skelnen: det er denne. Der er faktisk en sorg, der er passende for kristenlivet, og som med Guds nåde kan ændres til glæde: Dette må naturligvis ikke afvises og udgør en del af omvendelsens vej. Men der er en anden type sorg, der kryber ind i sjælen og kaster den ned i en tilstand af modløshed: det er denne anden slags sorg, der skal bekæmpes, beslutsomt og med al styrke, fordi den kommer fra den onde. Denne skelnen findes også hos Paulus, som skrev til korinterne: “For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død. ” (2 Kor 7:10).
Der er derfor en venlig sorg, der fører os til frelse. Tænk på den fortabte søn i lignelsen: når han når dybden af sin fortvivlelse, føler han stor bitterhed, og det tilskynder ham til at komme til fornuft og beslutte at vende hjem til sin far (sml. Luk 15,11-20). Det er en nåde at beklage sig over sine egne synder, at huske den tilstand af unåde, vi er kommet i, fordi vi har mistet den renhed, hvori Gud drømte om os.
Men der er en anden sorg, som i stedet er en lidelse i sjælen. Den opstår i det menneskelige hjerte, når et ønske eller håb forsvinder. Her kan vi henvise til beretningen om Emmaus’ disciple i Lukasevangeliet. Disse to disciple forlader Jerusalem med et skuffet hjerte, og de betror sig til den fremmede, der på et tidspunkt ledsager dem: “vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel.” (Luk 24,21). Sorgens dynamik er knyttet til oplevelsen af tab, oplevelsen af tab. I menneskets hjerte opstår der håb, der undertiden knuses. Det kan være ønsket om at besidde noget, som vi imidlertid ikke er i stand til at opnå; men det kan også være noget vigtigt, såsom et følelsesmæssigt tab. Når dette sker, er det som om menneskets hjerte falder fra en afgrund, og de følelser, han føler, er modløshed, åndens svaghed, depression og angst. Vi går alle igennem prøvelser, der skaber sorg i os, fordi livet får os til at forestille os drømme, der derefter knuses. I denne situation stoler nogle efter en tid med uro på håb; men andre vælter sig i melankoli og lader det forpeste deres hjerter. Glæder man sig over dette? Se: sorg er som glæden ved ikke-fornøjelse; Det er som at tage et surt , surt, surt slik stykke slik, ubehageligt og sutte på det stykkeslik. Sorg er at glede sig over ikke-fornøjelse.
Munken Evagrius fortæller, at alle laster sigter mod en fornøjelse, hvor flygtig den end måtte være, hvorimod tristhed er det modsatte: at lulle sig ind i endeløs sorg. Visse langvarige sorger, hvor en person fortsætter med at udvide tomrummet efter én, der ikke længere er der, er ikke passende for livet i Ånden. En vis vred bitterhed, hvor en person altid har et krav i tankerne, der får dem til at påtage sig offerets skikkelse, skaber ikke et sundt liv for os, endsige et kristent. Der er noget i alles fortid, der skal heles. Sorg, fra at være en naturlig følelse, kan blive til en ond sindstilstand.
Det er en bedragerisk dæmon, sorgens. Ørkenens fædre beskrives som en orm i hjertet, der fortærer og udhuler sin vært. Dette er et godt billede: det lader os forstå. En orm i hjertet, der forbruger og udhuler sin vært. Vi må vogte os for denne sorg og tro, at Jesus bringer os opstandelsens glæde. Men hvad skal jeg gøre, når jeg er ked af det? Stop op og se: er det en god sorg? Er det en sorg, der ikke er så god? Og reagere i overensstemmelse med sorgens natur. Glem ikke, at sorg kan være en meget dårlig ting, der fører os til pessimisme, der fører os til en egoisme, der er vanskelig at helbrede.
Brødre og søstre, vi må vogte os for denne sorg og tro, at Jesus bringer os opstandelsens glæde. Uanset hvor fuldt livet kan være af modsætninger, af uopfyldte ønsker, af uopfyldte drømme, af tabte venskaber, takket være Jesu opstandelse kan vi tro på, at alle vil blive frelst. Jesus opstod igen, ikke kun for sig selv, men også for os for at forløse al den lykke, der er forblevet uopfyldt i vores liv. Troen uddriver frygt, og Kristi opstandelse fjerner sorgen som stenen fra graven. Hver dag for en kristen er en øvelse i opstandelse. Georges Bernanos lader i sin berømte roman Diary of a Country Priest sognepræsten i Torcy sige dette: “Kirken har glæde, al den glæde, der er forbeholdt denne triste verden. Hvad du har gjort mod hende, har du gjort mod glæden”. Og en anden fransk forfatter, León Bloy, efterlod os den vidunderlige sætning: “Der er kun en tristhed, […] det ikke at være hellig”. Må den opstandne Jesu Ånd hjælpe os til at besejre sorg med hellighed.
