Række af katekeser. Laster og dyder. Stolthed
Onsdag, 6.3.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I vores kateketiske rejse igennem laster og dyder kommer vi i dag til den sidste af lasterne: stolthed. De gamle grækere definerede det med et ord, der kunne oversættes “overdreven pragt”. Faktisk er stolthed selvophøjelse, indbildskhed, forfængelighed. Udtrykket forekommer også i den række laster, som Jesus nævner for at forklare, at det onde altid kommer fra menneskets hjerte (sml. Mark 7,22). Den stolte mand
er en, der tror, at han er meget mere, end han virkelig er; én, der ærgrer sig, hvis han ikke anerkendes som større end andre, der altid ønsker, at hans meritter bliver anerkendt og foragter andre og anser dem for ringere end sig selv.
Fra denne første beskrivelse ser vi, hvordan stolthedens last er beslægtet med forfængelighed, som vi præsenterede sidste gang. Men hvis fofængelighed er en sygdom hos det menneskelige selv, er det stadig en barnlig sygdom sammenlignet med den ødelæggelse, stolthed er i stand til. Ved at analysere menneskets tåbeligheder anerkendte antikkens munke en bestemt orden i ondskabens rækkefølge: man begynder med de groveste synder, såsom frådseri, og når frem til de mere foruroligende monstre. Af alle laster er stolthed den store dronning. Det er ikke tilfældigt, at Dante i den guddommelige komedie placerer den i det allerførste niveau af skærsilden: De, der giver efter for denne last, er langt fra Gud, og korrektionen af dette onde kræver tid og kræfter, mere end nogen anden kamp, som den kristne er kaldet til.
Faktisk ligger der i dette onde den radikale synd, den absurde påstand om at være som Gud. Vores første forældres synd, som fortælles i Første Mosebog, er i alt væsentligt en stolthedens synd. Fristeren siger til dem: “Når I spiser af det, skal jeres øjne blive åbnet, og I skal blive som Gud” (1 Mos 3:5). Forfattere om spiritualitet er særligt opmærksomme på at beskrive konsekvenserne af stolthed i hverdagen, for at illustrere, hvordan det ødelægger menneskelige relationer, for at påpege, hvordan dette onde forgifter den følelse af broderskab, der i stedet burde forene mennesker.
Her er så den lange liste over symptomer, der afslører, at en person bukker under for stolthedens last. Det er et onde med et åbenlyst fysisk udseende: den stolte mand er hovmodig, han har en “stiv nakke”, det vil sige, han har en stiv nakke, der ikke bøjes. Han er en mand, der let håner og dømmer; uden grund afsiger han uigenkaldelige domme over andre, som forekommer ham håbløst uduelige og inkapable. I sit hovmod glemmer han, at Jesus i evangelierne tildelte os meget få moralske forskrifter, men på en af dem var han kompromisløs: Døm aldrig. Du indser, at du har at gøre med en stolt person, når han ved at tilbyde ham lidt konstruktiv kritik eller komme med en fuldstændig harmløs bemærkning reagerer på en overdrevet måde, som om nogen havde fornærmet hans majestæt: han går i raseri, råber, afbryder forholdet til andre på en vred måde.
Der er ikke meget, man kan gøre med en person, der lider af stolthed. Det er umuligt at tale med dem, langt mindre rette dem, for i sidste ende er de ikke længere til stede for sig selv. Man skal bare være tålmodig med dem, for en dag vil deres bygningsværk kollapse. Et italiensk ordsprog lyder: “Stolthed ridder på hesteryg og kommer tilbage til fods.” I evangelierne beskæftiger Jesus sig med mange stolte mennesker, og han gik ofte for at afsløre denne last, selv hos mennesker, der skjulte det meget godt. Peter praler med sin trofasthed med fuld hals: “»Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig.« (sml. Matt.26,33). I stedet vil han snart være som de andre, bange over for døden, som han ikke havde forestillet sig kunne være så tæt på. Og således vil den anden Peter, ham, der ikke længere løfter hagen, men græder salte tårer, blive helbredt af Jesus og vil endelig være egnet til at bære Kirkens byrde. Før han pralede med en formodning, der var bedre ikke flagret; nu er han en trofast discipel, som, som en lignelse siger, mesteren kan sætte “ham til at forvalte alt, hvad han ejer.” (Luk 12:44).
Frelsen kommer gennem ydmyghed, det sande middel mod enhver handling af stolthed. I Magnificat synger Maria om Gud, som ved sin kraft fjerner det stolte i deres hjerters syge tanker. Det er nytteløst at stjæle noget fra Gud, som den stolte håber at gøre, for når alt kommer til alt, ønsker han at give os alt. Det er derfor, at apostlen Jakob til sin forsamling, der er såret af interne kampe, der udspringer af stolthed, skriver: “Gud modsætter sig de stolte, men giver nåde til de ydmyge” (Jak 4:6).
Så kære brødre og søstre, lad os udnytte denne fastetid til at kæmpe mod vores stolthed.
