Række af katekeser. Laster og dyder. Tålmodighed
Onsdag, 27.3.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Sidste søndag lyttede vi til beretningen om Herrens lidelse. Jesus reagerer på den lidelse, han udholder, med en dyd, der, selvom den ikke er inkluderet blandt de traditionelle, er så vigtig: tålmodighedens dyd. Det har at gøre med overbærenhed med, hvad man lider. Det er ikke tilfældigt, at tålmodighed har samme rod som lidenskab. Og det er netop i lidelsen, at Kristi tålmodighed træder frem, når han accepterer at blive arresteret, slået og uretfærdigt fordømt, med sagtmodighed og mildhed. Han klager ikke før Pilatus. Han tåler at blive fornærmet, spyttet på og pisket af soldaterne. Han bærer korsets vægt. Han tilgiver dem, der nagler ham til træet, og mens han er på korset, reagerer han ikke på provokation, men tilbyder snarere barmhjertighed. Dette er Jesu tålmodighed. Alt dette fortæller os, at Jesu tålmodighed ikke består i en stoisk modstand mod lidelse, men snarere er frugten af en større kærlighed.
I den såkaldte “Hymne til næstekærlighed” (sml. 1 Kor 13,4-7) kæder apostlen Paulus kærlighed og tålmodighed sammen. Faktisk bruger han i beskrivelsen af barmhjertighedens egenskab et ord, der oversættes som “storsindet” eller “tålmodig”. Barmhjertighed er storsindet, den er tålmodig. Det udtrykker et overraskende begreb, som ofte forekommer i Bibelen: Over for vores vantro viser Gud sig at være “sen til vrede” (sml. 2Mo 34,6; sml. Nm 14,18): I stedet for at lufte sin afsky for menneskets ondskab og synd, åbenbarer han sig som større, altid parat til at starte på en frisk med uendelig tålmodighed. For Paulus er dette det første træk ved Guds kærlighed, der tilbyder tilgivelse stillet overfor synd. Men ikke kun det: det er det første træk ved enhver stor kærlighed, som ved, hvordan man reagerer på ondt med godt og ikke trækker sig tilbage i vrede og modløshed, men snarere holder ud og prøver igen. Tålmodigheden, der starter forfra. Således er kærlighed roden til tålmodighed, som Augustin siger: “Hver enkelt af de retfærdige er i det mål for udholdenhed af enhver sygdom mere modig, i hvilket mål i ham Guds kærlighed er mægtigere” (De patientia, XVII).
Man kan derfor sige, at der ikke er noget bedre vidnesbyrd om Jesu kærlighed end at møde en tålmodig kristen. Men lad os også tænke på de mange mødre og fædre, arbejdere, læger og sygeplejersker, de syge, som hver dag gør verden smukkere med hellig tålmodighed i skjul! Som Skriften bekræfter: “Den, der er sen til vrede, er bedre end den mægtige” (Ordsp 16:32). Men vi må være ærlige: Vi mangler ofte tålmodighed. I hverdagen er vi utålmodige, os alle. Vi har brug for det som et “nødvendigt vitamin” for at klare os, men vi mister instinktivt vores tålmodighed og reagere på ondt med ondt. Det er svært at bevare roen, at kontrollere vores instinkter, at afstå fra dårlige reaktioner, at dæmpe skænderier og konflikter i familien, på arbejdspladsen eller i det kristne samfund. Svaret ligger lige for; vi er ikke i stand til at være tålmodige.
Men lad os huske, at tålmodighed er ikke kun nødvendig, det er et kald. Hvis Kristus er tålmodig, så er kristne kaldet til at være tålmodige. Og dette kræver, at vi går imod strømmen med hensyn til nutidens udbredte mentalitet, domineret af hastværk og af at [ønske] “alt med det samme”, hvor folk i stedet for at vente på, at situationer modnes, sættes under pres i forventning om, at de vil ændre sig med det samme. Lad os ikke glemme, at jag og utålmodighed er fjender af åndeligt liv. Hvorfor? Gud er kærlighed, og de, der elsker, bliver ikke trætte, farer ikke op; de giver ikke ultimatummer. Gud er tålmodig, Gud ved, hvordan man venter. Tænk på beretningen om den barmhjertige Fader, der venter på sin søn, der har forladt hjemmet. Han lider tålmodigt, er kun utålmodig efter at omfavne ham, så snart han ser ham vende tilbage (sml. Luk 15,21). Eller tænk på lignelsen om hveden og ukrudtet, hvor Herren ikke har travlt med at rykke det onde op med rode før sin tid, så intet går tabt (sml. Matt.13,29-30). Tålmodighed lader os redde alt.
Men brødre og søstre, hvordan kan tålmodigheden vokse i tålmodighed? Da det, som Paulus lærer os, er en frugt af Helligånden (sml. Gal.5,22), må man bede om det fra Kristi ånd. Han giver os tålmodighedens sagtmodige styrke – tålmodighed er en sagtmodig styrke – fordi »kristen dyd ikke kun er et spørgsmål om at gøre godt, men også om at tolerere det onde« (Augustin, Prædikener, s. 46, 13). Især i disse dage vil det gøre os godt at betragte den korsfæstede, at assimilere hans tålmodighed. En anden god øvelse er at føre de mest irriterende mennesker til ham og bede om nåde til at praktisere det barmhjertighedsarbejde, der er så velkendt, men alligevel så ignoreret: tålmodigt at udholde besværlige mennesker. Og det er ikke let. Lad os tænke over, om vi gør dette: tålmodigt tolerere besværlige mennesker. Det begynder med at bede om at se på dem med medfølelse, med Guds blik, idet man ved, hvordan man skelner deres ansigter fra deres fejl. Vi har for vane at katalogisere folk efter de fejl, de begår. Nej, det er ikke godt. Lad os søge folk ud fra deres ansigter, deres hjerter og ikke deres fejltagelser
Og her i dag, ved denne audiens, er der to mennesker, to fædre: den ene israelsk og den anden, arabisk. Begge mistede deres døtre i krigen, og de er venner. De ser ikke på krigens ondskab, men snarere på venskabet mellem to mænd, der bekymrer sig om hinanden og har oplevet den samme korsfæstelse. Lad os tænke på det smukke vidnesbyrd fra disse to mennesker, der har lidt under krigen i Det Hellige Land i tabet af deres døtre. Kære brødre, tak for jeres vidnesbyrd
