Række af katekeser. Laster og dyder. Tro
Onsdag, 1.5.2024
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag vil jeg gerne tale om troens dyd. Sammen med næstekærlighed og håb beskrives denne dyd som teologisk. Der er tre teologiske dyder: tro, håb og næstekærlighed. Hvorfor er de teologiske? Fordi de kun kan leves – denne dyd, de tre teologiske dyder – takket være Guds gave. De tre teologiske dyder er de store gaver, som Gud giver til vores moralske evner. Uden dem kunne vi være kloge, retfærdige, stærke og milde, men vi ville ikke have øjne, der ser selv i mørket, vi ville ikke have et hjerte, der elsker, selv når det ikke er elsket, vi ville ikke have et håb, der tør håbe, når alt er håbløst.
Hvad er tro? Dette spørgsmål: Hvad er tro? Den katolske kirkes katekismus siger, at tro er den handling, hvorved mennesket frit forpligter sig til Gud (1814). I denne tro var Abraham den store fader. Da han indvilligede i at forlade sine forfædres land for at søge mod det land, som Gud ville vise ham, ville han sandsynligvis være blevet dømt sindssyg: hvorfor forlade det kendte for det ukendte, det sikre for det usikre? Men hvorfor gøre dette? Det er sindssygt, er det ikke? Men Abraham tager af sted, som om han kunne se det usynlige: Dette er, hvad Bibelen siger om Abraham. “Han gik uden at vide, hvor han skulle hen”. Dette er smukt. Og det vil igen være det usynlige, der får ham til at gå op ad bjerget med sin søn Isak, løftets eneste søn, som kun i sidste øjeblik vil blive skånet for at blive ofret. I denne tro bliver Abraham far til en lang række efterkommere. Tro gjorde ham frugtbar.
Moses var en troens mand, da han glædede sig endnu mere over Guds røst, end én tvivl kunne have rystet ham, og han fortsatte med at stå fast og stole på Herren og endda forsvare de mennesker, der så ofte manglede tro.
Jomfru Maria var en troende kvinde, da hun ved modtagelsen af englens budskab, som mange ville have afvist som alt for krævende og risikabel, svarede: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1,38). Og med sit hjerte fuld af tro, med hjertet fuldt af tillid til Gud, begav Maria sig ud på en vej, retning eller fare hun kendte.
Tro er den dyd, der skaber den kristne. For at være kristen handler ikke først og fremmest om at acceptere en kultur med de værdier, der følger med, men at være kristen er at byde velkommen og værne om et bånd, et bånd til Gud: Gud og jeg, mig selv og Jesu elskværdige ansigt. Dette bånd er det, der gør os kristne.
Med hensyn til tro kommer jeg til at tænke på en episode af evangeliet. Jesu disciple krydsede søen og blev overrasket over stormen. De tror, at de kan klare sig med deres armes styrke, med deres erfarings ressourcer, men båden begynder at blive fyldt op med vand, og de gribes af panik (sml. Mark 4,35-41). De er ikke klar over, at de har løsningen for øjnene af dem: Jesus er der med dem på båden, midt i stormen, og Jesus “sov”, siger evangeliet. Da de endelig vækker ham, bange og endda vrede over, at han ville lade dem dø, irettesætter Jesus dem: “Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?« (Mark 4,40).
Her er altså troens store fjende: det er ikke intelligens, og det er heller ikke fornuft, som nogle desværre gentager igen og igen; men frygten er den store fjende. Af denne grund er tro den første gave, der skal hilses velkommen og bedes om dagligt, så den kan blive fornyet i os. Det er tilsyneladende en lille gave, men det er den væsentlige. Da vi blev bragt til døbefonten, blev vores forældre, efter at have bekendtgjort det navn, de havde valgt til os, spurgt af præsten – det skete i vores dåb: “Hvad ønsker I af Guds kirke om?” Og forældrene svarede: “Tro, dåben!”.
For kristne forældre, der er bevidste om den nåde, der er blevet givet dem, er det også den gave, de ønsker for deres barn: tro. Med det ved forældre, at selv midt i livets prøvelser vil deres barn ikke drukne i frygt. Se, fjenden er frygt. De ved også, at når barnet ophører med at have en forælder på denne jord, vil det fortsætte med at have en Gud Fader i himlen, som aldrig vil forlade det. Vores kærlighed er så skrøbelig, og kun Guds kærlighed overvinder døden.
Som apostlen siger, er tro bestemt ikke for alle (sml. 2 Thess 3,2), og også vi, der er troende, indser ofte, at vi kun har en vis mængde. Ofte kan Jesus irettesætte os, som han gjorde med sine disciple, for at være “mænd med ringe tro”. Men det er den lykkeligste gave, den eneste dyd, vi har lov til at misunde. Fordi de, der har tro, er beboet af en kraft, der ikke kun er menneskelig; Faktisk “udløser” tro nåde i os og åbner sindet for Guds mysterium. Som Jesus engang sagde: “Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: ‘Ryk dig op med rode og plant dig i havet!’, og det vil adlyde jer” (Luk 17,6). Lad os derfor også, ligesom disciplene, gentage for ham: ”Giv os en større tro! (Luk 17,5). Det er en smuk bøn! Skal vi sige det hele sammen? “Herre, øg vores tro”. Lad os sige det sammen [alle] “Herre, øg vores tro”. For stille. . . lidt højere: [alle] “Herre, øg vores tro”! Tak.
