General audiens: 24.05.2023
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed.
Kære brødre og søstre, godmorgen! I denne række af katekeser, som vi er i gang med at gennemgå, placerer vi os selv i skolen hos nogle af de hellige, der som eksemplariske vidner lærer os apostolsk nidkærhed. Lad os huske på, at vi taler om apostolisk nidkærhed, hvilket er, hvad vi må have for at forkynde evangeliet. I dag skal vi finde et godt eksempel på en helgen med lidenskaben for evangelisering i et land langt væk, nemlig den koreanske kirke. Lad os se på den koreanske martyr og sognepræst i skt. Andreas Kim Tae-gon
Men den første koreanske præst, men ved du hvad? Evangeliseringen af Korea skete ved lægfolk! Det var de døbte lægfolk, der gav troen videre. Der var ingen præster, fordi de ikke havde nogen. Så senere … men den første evangelisering skete igennem lægfolk. Ville vi være i stand til sådan noget? Lad os tænke over det: det er interessant. Og her har vi en af de første præster, Skt. Andreas. Hans liv var og forbliver et evident vidnesbyrd om forkyndelsen af evangeliet, nidkærheden for dette.
For omkring 200 år siden var det koreanske land skueplads for en meget alvorlig forfølgelse: kristne blev forfulgt og udslettet. På det tidspunkt betød tro på Jesus Kristus i Korea at være rede til at vidne indtil døden. Specifikt fra eksemplet med St. Andreas Kim kan vi frehæve to konkrete aspekter af hans liv.
Den første er den måde, han plejede at mødes med de trofaste på. I betragtning af den meget skræmmende kontekst blev helgenen tvunget til at nærme sig kristne på en diskret måde og altid i nærværelse af andre mennesker, som om de havde talt med hinanden i et stykke tid. For at bekræfte sin samtalepartners kristne identitet ville St. Andreas tager disse kneb i brug: for det første var der et tidligere aftalt tegn på godkendelse: “Du vil mødes med denne kristne, og han vil have dette tegn på sit tøj eller i hånden.” Og derefter ville han i det skjulte stille spørgsmål – men alt dette med lav stemme, ikke? – “Er du en discipel af Jesus?” Da andre mennesker så på samtalen, måtte helgenen tale med lav stemme og sagde kun et par ord, de mest væsentlige. Så for Andreas Kim var udtrykket, der opsummerede hele den kristnes identitet, “Kristi discipel”. »Er du Kristi discipel?« – men med lav stemme, fordi det var farligt. Det var forbudt at være kristen der.
At være Herrens discipel betyder faktisk at følge ham, følge hans vej. Og den kristne er af natur en, der prædiker og vidner om Jesus. Ethvert kristent samfund modtager denne identitet fra Helligånden, og det gør hele kirken også siden pinsedagen (jf. Konc. Vat. II, Decr. Ad gentes, 2).
Det er fra denne Ånd, at vi modtager lidenskaben, lidenskaben for evangelisering, denne store apostolske nidkærhed; det er en gave fra Ånden, som giver. Og selvom den omgivende kontekst ikke er gunstig – som Andreas Kims koreanske kontekst – ændrer den sig ikke; Tværtimod bliver det endnu mere værdifuldt. St. Andreas Kim og andre koreanske troende har vist, at vidnesbyrd om evangeliet i tider med forfølgelse kan bære meget frugt for troen.
Lad os nu se på et andet konkret eksempel. Da han stadig var seminarist, måtte St. Andrew finde en måde hvorpå han hemmeligt kunne byde missionærpræster fra udlandet velkommen. Dette var ikke en nem opgave, da datidens regime strengt forbød alle udlændinge at komme ind på territoriet. Derfor havde det før dette været så svært at finde en præst, der kunne komme og missionere: lægfolket påtog sig missionen.
En gang – tænk på, hvad Skt. Andreas gjorde – gik han i sneen uden at spise så længe, at han faldt udmattet til jorden og risikerede bevidstløshed og frøs. På det tidspunkt hørte han pludselig en stemme: “Rejs dig op, gå!” Da Andrew hørte den stemme, kom han til fornuft og fik et glimt af noget, der lignede en skygge af nogen, der guidede ham.
Denne oplevelse af det store koreanske vidnesbyrd får os til at forstå et meget vigtigt aspekt af apostolsk nidkærhed; nemlig modet til at rejse sig igen, når man falder.
Men falder helgener? Ja! Faktisk fra de tidligste tider. Tænk på skt. Peter: Han begik en stor synd, ikke? Men han fandt styrke i Guds barmhjertighed og rejste sig igen. Og i skt. Andreas ser vi denne styrke: Han var faldet fysisk, men han havde styrken til at gå, gå, gå for at bære budskabet videre.
Uanset hvor vanskelig situationen kan være – og til tider kan det faktisk synes ikke at give plads til evangeliets budskab – må vi ikke give op, og vi må ikke opgive at forfølge det, der er væsentligt i vores kristne liv: nemlig evangelisering.
Dette er vejen. Og hver af os kan tænke ved sig selv: “Men hvad med mig, hvordan kan jeg evangelisere?” Men du ser på disse store, og du overvejer din lidenhed, vi betragter vores lidenhed: evangelisere familien, evangelisere venner, tale om Jesus – men tale om Jesus og evangelisere med et hjerte fuld af glæde, fuld af styrke. Og dette er givet af Helligånden. Lad os forberede os på at modtage Helligånden denne kommende pinse og bede ham om den nåde, det apostolske mods nåde, nåden til at evangelisere, til altid at bære Jesu budskab fremad. Tak.
