Generalaudiens, onsdag den 26.04.2023
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed.
Kære brødre og søstre, godmorgen!
Lad os fortsætte vores katekese om vidnesbyrderne om apostolsk nidkærhed. Vi begyndte med Paulus, og sidste gang så vi på martyrerne, som vier deres liv til Jesus med deres liv, og endda giver deres liv for Ham og for evangeliet i en sådan grad. Men der er andre vidnesbyrd, der løber gennem troens historie: nonnernes og munkenes, søstrenes og brødrenes, der forsager sig selv, og verden for at efterfølge Jesus på fattigdommens, kyskhedens og lydighedens vej og for at gå i forbøn på alles vegne. Deres liv taler for sig selv, men vi kan spørge: hvordan kan folk, der bor i klostre, hjælpe med at forkynde evangeliet? Ville de ikke gøre bedre i at lægge deres energi i missionen? At komme ud af klosteret og forkynde evangeliet udenfor … uden for klosteret? I virkeligheden er munkene forkyndelsens bankende hjerte. Deres bøn er ilt til alle medlemmer af Kristi legeme, deres bøn er den usynlige kraft, der opretholder missionen. Det er ikke tilfældigt, at missionernes skytshelgen er en nonne, Sankt Therese af Jesusbarnet. Lad os lytte til, hvordan hun opdagede sit kald – hun skrev: “Jeg forstod, at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at det var kærlighed alene, der fik Kirkens medlemmer til at handle, således, at hvis kærligheden nogensinde uddøde, ville apostlene ikke prædike evangeliet, og martyrerne ville ikke udgyde deres blod. Jeg forstod, at kærlighed omfattede alle kald. … Så råbte jeg i min overstrømmende glæde: O Jesus, min kærlighed …. mit kald, endelig har jeg fundet det…. Mit kald er kærlighed! … I Kirkens hjerte, min Moders hjerte, vil jeg være kærlighed« (Selvbiografisk manuskript “B”, 8. september 1896). Kontemplative, munke, nonner: mennesker, der beder, arbejder, beder i stilhed, for hele Kirken. Og dette er kærlighed: det er den kærlighed, der udtrykkes ved at bede for Kirken, arbejde for Kirken, i klostrene.
Kærligheden til alle opliver nonnernes og munkenes liv er inspirationen til deres forbøn. I denne henseende vil jeg gerne give jer eksemplet med Sankt Gregor af Narek, kirkelærer. Han var en armensk munk, der levede omkring år 1000, der efterlod en bønnebog, hvori det armenske folks tro, det første til at tage kristendommen i sit favn, kommer til udtryk; et folk, der sammen med Kristi kors har lidt så meget gennem historien. Og Sankt Gregor tilbragte næsten hele sit liv i klosteret Narek. Der lærte han at se ind i dybden af den menneskelige sjæl og ved at integrere poesi og bøn markerede han toppen af både armensk litteratur og spiritualitet. Det mest slående ved ham er den universelle solidaritet, som han er fortolker af. Og blandt munke og nonner er der en universel solidaritet: hvad der sker i verden, finder en plads i hjertet, i deres hjerte, og de beder, og de beder. Munkenes og nonnernes hjerte er et hjerte, der fanger som en antenne opfanger det, der der sker i verden, og beder og går i forbøn for dette. Og på denne måde: de lever i forening med Herren og med alle.
Og en af dem sagde: “Jeg har frivilligt påtaget mig alle fejl, fra den første fars fejl og til den sidste af hans efterkommere, og jeg har følt mig ansvarlig for dem”. Det er det, hvad Jesus gjorde: de påtager sig verdens problemer, vanskelighederne, lidelserne, mange ting, og de beder for dem. Og disse er de store forkyndere. Klostre er … Men hvordan kan de leve lukket og evangelisere? Det er sandt… For med ordet for eksempel, ved forbøn og dagligt arbejde, er de en bro til forbøn for alle mennesker og alle synder. De græder, udgyder endda tårer, de græder over deres synder – vi er trods alt alle syndere – og de græder også over verdens synder, og de beder og går i forbøn med deres hænder og hjerte løftet op. Lad os tænke lidt over dette – hvis jeg må tillade mig at bruge ordet – “stedfortrædende”, som vi har i Kirken: de er den sande styrke, den sande kraft, der bærer Guds folk fremad, og det er her, brugen af ordet kommer fra, at folk – Guds folk – har med at sige “Bed for mig, bed for mig”, når de møder en indviet mand eller kvinde, fordi de ved, at de går i forbøn. Det vil gavne os – i det omfang vi kan – at besøge et kloster, for der beder og arbejder man. Hver enkelt har sine egne regler, men deres hænder er altid optaget: engageret i arbejde, engageret i bøn. Må Herren give os nye klostre, må han give os nye munke og nonner til at føre Kirken fremad med deres mellemkomst. Tak.
