Katekese: Vidner – martyrerne.

Generalaudiens, onsdag den 19.04.2023
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed. 

Kære brødre og søstre, godmorgen!

Efter at have talt om evangelisering og apostolsk nidkærhed, og efter at have overvejet Paulus’, den sande ”mesters” vidnesbyrd, vil vi i dag ikke rette vores opmærksomhed mod en enkelt skikkelse, men mod mængden af martyrer, mænd og kvinder i alle aldre, sprog og nationer, som har givet deres liv for Kristus, som har udgydt deres blod for at bekende Kristus. Efter apostlenes generation var de indbegrebet af evangeliets »vidner«. Martyrerne: den første var diakonen Sankt Stefan, stenet til døde uden for Jerusalems mure. Ordet “martyr” stammer fra det græske martyrium, som faktisk betyder vidne.  Det vil sige, at en martyr er et vidne, en, der vidner ved at udgyde sit blod. Men meget hurtigt begyndte ordet martyr i Kirken at blive brugt til at betegne dem, der vidnede i en sådan grad, at de udgød deres blod [1]. Det vil sige, at en martyr kan være en, der vidner hver dag. Men det blev bagefter brugt til en, der giver sit blod, der giver sit liv.

Martyrerne skal imidlertid ikke ses som “helte”, der handlede individuelt, som blomster, der blomstrer i en ørken, men som den modne og gode frugt af Herrens vingård, som er Kirken. Især blev kristne, ved at deltage ihærdigt i fejringen af eukaristien, ledt af Ånden til at bygge deres liv på kærlighedens mysterium: nemlig på den kendsgerning, at Herren Jesus havde givet sit liv for dem, og derfor at de også kunne og skulle give deres liv for ham og for deres brødre og søstre. Et vældigt storsind, det kristne vidnesbyrds rejse.  Sankt Augustin pointerer ofte denne dynamik af taknemmelighed og den gratis gensidighed ved at give. Her er for eksempel, hvad han prædikede på festen for Sankt Laurentius: i den kirke i Rom, sagde Sankt Augustin, “udførte han diakonens embede; det var der, han administrerede Kristi blods hellige kalk; der udgød han sit eget blod for Kristi navn. Den velsignede apostel Johannes forklarede tydeligt mysteriet om Herrens nadver, da han sagde: ”at han [Jesus] satte sit liv til for os; så skylder vi at sætte livet til for brødrene” (1 Joh 3:16). Sankt Laurentius forstod dette, mine brødre, og han gjorde det; Og han forberedte utvivlsomt ting, der lignede det, han modtog ved det bord. Han elskede Kristus i sit liv, han efterlignede ham i hans død« (Prædikener 304, 14; PL 38, 1395-1397). På denne måde forklarede Augustin den åndelige dynamik, der inspirerede martyrerne. Med disse ord: martyrerne elskede Kristus i hans liv og efterlignede ham i hans død.

Lad os i dag, kære brødre og søstre, huske alle de martyrer, der har fulgt Kirkens liv. Som jeg allerede har sagt mange gange før, er de mere talrige i vores tid end i de første århundreder. I dag er der mange martyrer i Kirken, mange af dem, fordi de bekender den kristne tro, bliver forvist fra samfundet eller ender i fængsel (…). De er mange. Andet Vaticankoncil minder os om, at “Kirken værdsætter martyriet”, denne discipel, “som en fremragende gave og det bedste bevis på kærlighed. Ved martyriet forvandles en discipel til et billede af sin Mester ved frit at acceptere døden for verdens frelse – såvel som hans overensstemmelse med Kristus i udgydelsen af hans blod” (Den dogmatiske konstitution Lumen Gentium, 42). Ved at efterligne Kristus og med hans nåde vender martyrerne den vold, som de, der benægter forkyndelsen, udøver, til en kærlighed så stor, at de tilgiver deres bødler. Og dette er interessant: martyrerne tilgiver altid deres bødler. Stefan, den første martyr, døde bedende: “Herre, tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør”. Martyrerne beder for deres plageånder.

 Selvom kun nogle få bliver bedt om martyriet, “bør dog alle være rede til at bekende Kristus over for menneskene og følge efter Ham på korsets vej gennem de forfølgelser, som Kirken aldrig er foruden” (ibid., s. 42).  Men forekom der kun forfølgelser dengang? Nej, nej: i dag. I dag er der forfølgelser af kristne over hele verden, mange, mange. Der er flere martyrer i dag end i de første tider. Mange. Martyrerne viser os, at enhver kristen er kaldet til livets vidnesbyrd, selv når dette ikke går så langt som blodsudgydelse, at give sig selv som en gave til Gud og til deres brødre.

Og jeg vil gerne slutte med at minde om det kristne vidnesbyrd, der findes i alle hjørner af verden. Jeg tænker f.eks. på Yemen, et land, der i mange år har været plaget af en frygtelig, glemt krig, som har forårsaget mange dødsfald og stadig forårsager lidelser hos mange mennesker, især børn, i dag. I netop dette land har der været lysende vidnesbyrd om tro, såsom Kærlighedens Missionærer, der har givet deres liv der. De er stadig til stede i Yemen i dag, hvor de tilbyder hjælp til ældre, syge og handicappede. Nogle af dem har lidt martyrdøden, men de andre fortsætter med at risikere deres liv, men de fortsætter. Disse søstre byder alle velkommen, uanset religion, fordi velgørenhed og broderskab ikke har nogen grænser. I juli 1998 blev søster Aletta, søster Zelia og søster Michael, mens  da var på vej hjem efter messen, dræbt af en fanatiker, fordi de var kristne. For nylig, kort efter begyndelsen af den stadig igangværende konflikt, i marts 2016, blev søster Anselm, søster Marguerite, søster Reginette og søster Judith dræbt sammen med nogle lægfolk, der hjalp dem i deres velgørenhedsarbejde blandt de mindste. De er vor tids martyrer. Blandt de dræbte lægfolk var der både kristne og nogle muslimer, der arbejdede sammen med disse søstre. Det bevæger os til at se, hvordan blodets vidnesbyrd kan forene mennesker fra forskellige religioner. Man bør aldrig dræbe i Guds navn, fordi for ham er vi alle brødre og søstre. Men sammen kan man give sit liv for andre.

Lad os derfor bede om, at vi aldrig bliver trætte af at bære vidnesbyrd om evangeliet, selv i tider med trængsler. Må alle martyrhelgenerne være frø til fred og forsoning mellem folkene, til en mere human og broderlig verden, mens vi venter på den fulde åbenbaring af Himmeriget, hvor Gud vil være alt i alle (sml. 1 Kor 15,28). Tak.

_______________________________________________

[1] Origenes, I Johannem, II, 210: “Nu kan enhver, der vidner om sandheden, hvad enten han støtter den med ord eller gerninger eller på en hvilken som helst måde, med rette kaldes et vidne (martyr); men det er blevet broderskabets skik, da de er slået af beundring for dem, der har kæmpet til døden for sandhed og tapperhed, at beholde navnet martyr mere korrekt for dem, der har vidnet om gudfrygtighedens mysterium ved at udgyde deres blod for det.”

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories

Månedens refleksion 2023