Katekese:  Vidner: Sankt Frans Xavier

General audiens: 17.05.2023
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed.

Kære brødre og søstre, godmorgen!

Når vi fortsætter vores rejse med katekeserne med nogle eksemplariske modeller for apostolsk nidkærhed, husker vi i dag, at vi taler om evangelisering, om apostolsk nidkærhed, om at bære Jesu navn. Og der er mange kvinder og mænd i historien, der har gjort dette på en eksemplarisk måde. I dag vælger vi for eksempel Skt Frans Xavier, som nogle siger, som nogle betragter som den største missionær i moderne tid. Men det er ikke muligt at sige, hvem der er den største, hvem der er den mindste. Der er så mange skjulte missionærer, der selv i dag gør meget mere end den hellige Frans Xavier. Og Sankt Frans Xavier er beskytter for missioner, ligesom Sankt Therese af Jesu barnet. Og en missionær er fantastisk, når han eller hun tager af sted. Og der er mange, mange præster, lægfolk, ordens kvinder, der tager på mission… selv fra Italien. Jeg ser f.eks. mange af jer, når der kommer en historie om en præst, der er kandidat til at blive biskop, og som tilbragte ti år som missionær på det sted. Det er utroligt – at forlade sit eget land for at forkynde evangeliet. Dette er apostolsk nidkærhed. Det er det, vi virkelig skal dyrke. Og når vi ser på disse mænd og kvinder, lærer vi af dem.

Skt. Frans Xavier blev født i en adelig, men fattig familie i Navarra, Nordspanien, i 1506. Han studerede i Paris – han var en verdslig ung mand, intelligent, vidunderlig, verdslig. Der mødte han Ignatius af Loyola. Han udførte de åndelige øvelser og ændrede sit liv. Og han forlod alt, sin verdslige karriere, for at blive missionær. Han blev jesuit, aflagde sine løfter. Så blev han præst og gik for at evangelisere, sendt til Østen. På det tidspunkt betød missionærernes rejser til Østen at blive sendt til ukendt verden. Han rejste, fordi han var fyldt med apostolsk iver.

Han var den første af en talrig gruppe af passionerede missionærer, der tog af sted, begejstrede missionærer i moderne tid, klar til at udholde enorme trængsler og farer, til at nå lande og møde folk fra helt ukendte kulturer og sprog, kun drevet af det stærke ønske om at gøre Jesus Kristus og hans evangelium kendt.

På knap elleve år udførte han en enestående bedrift. Han var missionær i mere eller mindre elleve år. I den tid var rejser barske og farlige. Mange mennesker døde undervejs på grund af skibsforlis eller sygdom. I dag dør de desværre, fordi man lader dem dø i Middelhavet. Frans Xavier tilbragte mere end tre og et halvt år på skibe, en tredjedel af varigheden af hans mission. For at komme til Indien tilbragte han tre og et halvt år på skibe; derefter fra Indien til Japan. Hvor rørende.

Han ankom til Goa, Indien, hovedstaden i det portugisiske østen, den kulturelle og kommercielle hovedstad. Og Frans Xavier oprettede sin base dér, men han stoppede ikke der. Han fortsatte med at evangelisere de fattige fiskere på Indiens sydkyst, undervise i katekisme og lærte børn bønner, døbe og plejede de syge. Da han en nat bad ved apostlen Sankt Bartholomæus’ grav, følte han, at han var nødt til at gå andre steder end Indien. Han efterlod det arbejde, han allerede havde indledt, i gode hænder – det er godt organiseret – og satte modigt sejl mod Molukkerne, de fjerneste øer i det indonesiske øhav. Der var ingen horisonter at se for disse mennesker, det gik ud over… Hvilket mod disse hellige missionærer havde! Og nutidens missionærer også. Selvfølgelig bruger de ikke tre måneder på et skib, men rejser med et fly i fireogtyve timer. Men det er det samme der. De er nødt til at bosætte sig der, rejse mange kilometer og trænge ind i tætte skove. Sådan er det…. Og så oversatte han på Molukkerne katekismen til deres lokale sprog og lærte dem at synge katekismen, han nåede dem gennem sang. Vi forstår hans følelser ud fra hans breve. Han skrev: »Farer og lidelser, som accepteres frivilligt og udelukkende for Gud vor Herres kærligheds skyld og hans tjeneste, er skatte, der er rige på store åndelige trøst. Her kunne nogen i løbet af få år miste øjnene fra så mange glædestårer” (20. januar 1548). Han græd af glæde, da han så Guds værk.

En dag i Indien mødte han en fra Japan, der talte til ham om hans fjerne land, som ingen europæisk missionær nogensinde havde vovet at rejse til. Frans Xavier følte sig rastløs over for apostolatet at gå andre steder, men han besluttede at rejse så hurtigt som muligt og ankom efter en eventyrlig rejse på en junke tilhørende en kinesisk mand til Japan. Hans tre år i Japan var ret vanskelige på grund af klimaet, modstanden og hans manglende sprogkuddskab. Men også her ville de frø, der blev plantet, bære stor frugt.

Da han var en stor drømmer, forstod han, mens han var i Japan, at målet for hans mission i Asien var ikke Japan men Kina. Med sin kultur, sin historie, sin størrelse udøvede den de facto dominans over denne del af verden. Selv i dag er Kina et kulturcenter med en stor historie, en smuk historie…. Så vendte han tilbage til Goa, og kort efter tog han afsked igen i håb om at komme ind i Kina. Men hans plan mislykkedes – han døde ved porten til Kina, på en ø, den lille ø Sancian udfor den kinesiske kyst og ventede forgæves på at lande på fastlandet nær Canton. Den 3. december 1552 døde han totalt forladt, med kun en kinesisk mand stående ved siden af for at våge over ham. Således sluttede Francis Xaviers jordiske rejse. Han havde tilbragt sit liv nidkært i missionerne. Han forlod Spanien, et højt udviklet land, og ankom til det mest udviklede land på det tidspunkt – Kina – og døde på tærsklen til det store Kina, ledsaget af en kinesisk mand. Det er meget symbolsk, ja, meget symbolsk.

Hans intense aktivitet var altid forbundet med bøn, foreningen med Gud, mystisk og kontemplativ. Han opgav aldrig bønnen, fordi han vidste, at det var dér, han hentede sin styrke. Hvor end han gik, tog han sig meget af de syge, de fattige og børnene. Han var ikke en “aristokratisk” missionær. Han gik altid til de mest trængende, de børn, der havde mest brug for undervisning, katekese. De fattige, de syge… Han gik specifikt til “grænserne”, når det kom til at hjælpe. Dér voksede han i storhed. Og Kristi kærlighed var den styrke, der drev ham til de fjerneste grænser, udsat for konstant hårdt arbejde og fare, idet han overvandt tilbageslag, skuffelser og modløshed; ja, gav ham trøst og glæde ved at følge Kristus til ende.

Det er Frans Xavier, som gjorde alle disse store ting, i så stor fattigdom, med et sådant mod, som kan give os en lille smule af denne iver, af denne iver efter at leve for evangeliet, for at forkynde evangeliet. Så mange unge mennesker, så mange unge i dag har noget… af en rastløshed. . . Og de ved ikke, hvad de skal gøre med den rastløshed. Se på Frans Xavier, se på verdens horisonter, se på de mennesker, der er i sådan nød, se på, hvor mange mennesker lider, så mange mennesker, der har brug for Jesus. Og hav modet til at gå. Også i dag er der modige unge mennesker. Jeg tænker f.eks. på de mange missionærer i Papua Ny Guinea, på mine egne unge venner, der er i bispedømmet Vanimo, og mange andre, der er rejst i Frans Xaviers fodspor for at evangelisere. Må Herren give os glæden ved at evangelisere, glæden ved at bære dette budskab, som er så smukt, som gør os og alle lykkelige. Tak!

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories