Katekese: Vidner – skt. Therese af Jesusbarnet, værnehelgen for missionerne

General audiens: 7.06.2023
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed.

Kære brødre og søstre, godmorgen! Her foran os er relikvierne af Skt. Therese af Jesusbarnet, universel værnehelgen for missioner. Det er godt, at dette sker, mens vi reflekterer over lidenskaben for evangelisering, over apostolsk iver. Lad os derfor i dag lade Skt. Thereses vidnesbyrd hjælpe os. Hun blev født for 150 år siden, og jeg planlægger at tilegne et apostolsk brev til hende på denne årsdag.

Hun er skytshelgen for missionerne, men hun blev aldrig sendt til mission. Hun var karmeliternonne, der levede sit liv i overensstemmelse med lidelsens og svaghedens vej: hun definerede sig selv som “et lille sandkorn.” Med dårligt helbred døde hun i en alder af kun 24 år. Men selvom hendes krop var syg, var hendes hjerte levende, missionerende. Hun fortæller i sin »dagbog«, at hendes ønske var at blive missionær, og at hun ønskede at være det, ikke bare i nogle få år, men resten af sit liv, selv indtil verdens ende. Therese var en “åndelig søster” for flere missionærer: hun ledsagede dem fra sit kloster gennem sine breve, gennem sin bøn og ved kontinuerligt at bringe ofre for dem. Uden at være synlig gik hun i forbøn for missionerne, som en motor, der, selvom den er skjult, giver et køretøj kraften til at bevæge sig fremad.

Imidlertid blev hun ofte ikke forstået af sine mednonner: hun modtog “flere torne end roser” fra dem, men hun accepterede alt kærligt, tålmodigt og lagde disse domme og misforståelser frem med sin sygdom. Og hun gjorde dette med glæde for Kirkens behov, så at »roser kunne falde på alle«, især de fjerneste, som hun sagde.

Nu spørger jeg, hvor kom al denne iver, denne missionærstyrke og denne glæde fra? To episoder, der fandt sted, før Therese kom ind i klosteret, hjælper os med at forstå dette.

Den første handler om den dag, der ændrede hendes liv, julen 1886, da Gud udvirkede et mirakel i hendes hjerte. Kort efter ville Therese fylde 14 år gammel. Som det yngste barn blev hun forkælet af alle derhjemme. Da hun vendte tilbage fra midnatsmessen, havde hendes meget trætte far imidlertid ikke lyst til at være med, da hans datter åbnede sine gaver og sagde: “Godt det er det sidste år!” Therese, som var meget følsom og let rørt til tårer, blev såret og gik op på sit værelse og græd. Men hun undertrykte hurtigt sine tårer, gik nedenunder og fuld af glæde var hun den, der opmuntrede sin far. Hvad var der sket? Den nat, da Jesus havde gjort sig svag af kærlighed, blev hendes sjæl stærk: på få øjeblikke var hun kommet ud af sin selviskheds fængsel og selvmedlidenhed; hun begyndte at føle, at “næstekærligheden kom ind i hendes hjerte med behovet for at glemme sig selv” (sml. Manuskript A, 133-134).134).

Fra da af rettede hun sin nidkærhed mod andre, så de kunne finde Gud, og i stedet for at søge trøst for sig selv, satte hun sig for at “trøste Jesus, [for] at gøre ham elsket af sjæle”, fordi, som Therese, Kirkens læge, bemærkede: “Jesus er syg af kærlighed og […] kærlighedens sygdom kan ikke helbredes uden kærlighed” (Brev til Marie Guérin, juli 1890). Dette var så hendes daglige beslutning: at “gøre Jesus elsket” (Brev til Céline, 15. oktober 1889), at gå i forbøn for andre. Hun skrev: “Jeg ønsker at frelse sjæle og glemme mig selv for dem: Jeg ønsker at frelse dem selv efter min død” (Brev til Fr. Roullan, 19. marts 1897). Flere gange sagde hun: »Jeg vil bruge min himmel på at gøre godt på jorden.«

Ved at følge Jesus den gode hyrdes eksempel var hendes nidkærhed især rettet mod syndere, mod “dem langt væk”. Dette afsløres i den anden episode. Therese hørte om en kriminel, Enrico Pranzini, dømt til døden for forfærdelige forbrydelser: han var blevet fundet skyldig i det brutale mord på tre mennesker og var dømt til guillotine; men han ønskede ikke at modtage troens trøst. Therese tog ham ind i sit hjerte og gjorde alt, hvad hun kunne: hun bad på alle måder for hans omvendelse, så han, som hun med broderlig medfølelse kaldte “stakkels elendige Pranzini”, kunne vise et lille tegn på omvendelse og give plads til Guds barmhjertighed, som Therese stolede blindt på. Henrettelsen fandt sted. Den næste dag læste Therese i avisen, at Pranzini, lige før han lagde hovedet på blokken, “grebet af en pludselig tilskyndelse, vendte sig om, greb et krucifiks, som præsten rakte ham og kyssede tre gange Jesu hellige sår”. Helgenen bemærkede: “Så gik hans sjæl hen for at modtage den barmhjertige dom fra ham, som erklærede, at der i himlen vil være mere glæde for en eneste synder, som omvender sig, end for de nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse!” (Manuskript A, 135).

Sådan er forbønnens kraft, der får sin energi af næstekærlighed; sådan er missionens motor! Missionærer – som Therese er skytshelgener for – er faktisk ikke kun dem, der rejser langt, lærer nye sprog, gør gode gerninger og er gode til at forkynde; nej, en missionær er enhver, der lever som et redskab for Guds kærlighed, hvor de er. Missionærer er dem, der gør alt for, at Jesus kan gå forbi gennem deres vidnesbyrd, deres bøn, deres forbøn. Dette er den apostolske nidkærhed, som, lad os altid huske, aldrig virker ved hvervning af nye tilhængere eller tvang, men ved tiltrækning: man bliver ikke kristen, fordi man bliver tvunget af nogen, men fordi man er blevet rørt af kærlighed. Med så mange midler, metoder og strukturer til rådighed, som nogle gange afleder fra det væsentlige, har Kirken brug for hjerter som Thereses, hjerter, der drager folk til at elske og bringer folk tættere på Gud. Lad os bede denne helgen om nåde til at overvinde vores egoisme og om lidenskaben til at bede, så Jesus kan blive kendt og elsket.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories

Månedens refleksion 2023