PAVE FRANS GENERAL AUDIENS Peterspladsen onsdag den 5. juni 2024
Række af katekeser Ånden og bruden. Helligånden vejleder Guds folk mod Jesus, vort håb.
Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dagens katekese vil jeg gerne sammen med jer reflektere over det navn, hvormed Helligånden kaldes i Bibelen. Det første, vi ved om en person, er navnet. Det er ved hans navn, at vi tiltaler til ham, at vi kender ham og husker ham. Treenighedens tredje person har også et navn: Han kaldes Helligånden. Men “Ånd” er den latiniserede version. Åndens navn, det navn de første modtagere af åbenbaring kendte ham, profeterne, salmisterne, Maria, Jesus og apostlene påkaldte ham, er Ruach, som betyder åndedræt, vind, et pust af luft.
I Bibelen er navnet så vigtigt, at det næsten identificeres med personen selv. At helliggøre Guds navn er at helliggøre og ære Gud selv. Det er aldrig blot en konventionel betegnelse: det siger altid noget om personen, hans oprindelse eller hans mission. Dette er også tilfældet med navnet Ruach. Det rummer den første grundlæggende åbenbaring om Helligåndens person og funktion.
Det var ved at observere vinden og dens manifestationer, at de bibelske forfattere blev ledet af Gud til at opdage en “vind” af en anden art. Det er ikke tilfældigt, at Helligånden på pinsedagen dalede ned over apostlene ledsaget af “et kraftigt vindsstød” (sml. ApG 2,2). Det var, som om Helligånden ønskede at sætte sin underskrift på, hvad der skete.
Hvad fortæller hans navn, Ruach, os så om Helligånden? Billede med vinden tjener først og fremmest til at udtrykke Helligåndens kraft. “Ånd og kraft” eller “Åndens kraft” er en tilbagevendende kombination i hele Bibelen. For vinden er en overvældende kraft, en ukuelig kraft, der er i stand til at flytte selv oceaner.
Men igen, for at opdage den fulde betydning af Bibelens realiteter, må man ikke stoppe ved Det Gamle Testamente, men komme til Jesus. Ved siden af magten vil Jesus fremhæve et andet kendetegn ved vinden: dens frihed. Til Nikodemus, som besøger ham om natten, siger Jesus højtideligt: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og er hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (Joh.3,8).
Vinden er det eneste, der absolut ikke kan tøjles, ikke kan “fyldes på flaske” eller lægges i en kasse. Vi forsøger at “fylde den på flaske” vinden op eller lægge den i en kasse: det er ikke muligt. Den er gratis. At foregive at omslutte Helligånden i begreber, definitioner, teser eller afhandlinger, som moderne rationalisme undertiden har forsøgt at gøre, er at miste den, ophæve den eller reducere den til den rent menneskelige ånd, til en simpel ånd. Der er imidlertid en lignende fristelse på det kirkelige område, og det er at ville omslutte Helligånden i kanoner, institutioner, definitioner. Ånden skaber og animerer institutioner, men han kan ikke selv “institutionaliseres”, “objektiviseres”. Vinden blæser “hvor den vil”, så Ånden deler ud til hver enkelt, som den selv vill” (1 Kor 12,11).
Paulus vil gøre dette til den grundlæggende lov for kristen handling. “Hvor Herrens Ånd er, er dér frihed (2 Kor 3,17), siger han. En fri person, en fri kristus, er den, der har Herrens Ånd. Dette er en meget speciel frihed, helt anderledes end hvad der almindeligvis forstås. Det er ikke frihed til at gøre, hvad man vil, men friheden til frit at gøre, hvad Gud vil! Ikke frihed til at gøre godt eller ondt, men frihed til at gøre godt og gøre det frit, det vil sige ved tiltrækning, ikke tvang. Med andre ord børns frihed, ikke slavers.
galaterne skriver han: “I blev kaldet til frihed, brødre. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed” (Gal 5,13). Dette er en frihed, der udtrykker sig i, hvad der synes at være dens modsætning, den udtrykkes i tjeneste, og i tjeneste er sand frihed.
Vi ved godt, hvornår denne frihed bliver et “påskud for kødet”. Paulus giver en altid relevant liste: “kødets gerninger: utugt, urenhed, udsvævelse,, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, klikker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags” (Gal 5,19-21). Men det samme gælder den frihed, der giver de rige mulighed for at udnytte de fattige, en grim frihed, der giver de stærke mulighed for at udnytte de svage, og alle kan udnytte miljøet ustraffet. Og dette er en grim frihed, det er ikke Åndens
Brødre og søstre, hvor henter vi denne Åndens frihed, så modsat selviskhedens frihed? Svaret ligger i de ord, Jesus en dag henvendte sig til sine tilhørere: “Hvis altså Sønnen sætter for gjort jer fri, skal I være virkelig frie” (Joh 8:,36). Den frihed, som Jesus giver os. Lad os bede Jesus om gennem sin Helligånd at gøre os til virkelig frie mænd og kvinder. Fri til at tjene, i kærlighed og glæde. Tak.
