Katekese: Vrede

Laster og dyder
Onsdag, 30.1.2024

Kære brødre og søstre, godmorgen!
I dag vil vi stoppe op for at reflektere over vredens last. Nu taler vi om laster og dyder: i dag er det tid til at reflektere over vredens skruestik. Det er en særlig mørk last, og det er måske den nemmeste at opdage fra et fysisk synspunkt. Den person, der domineres af vrede, har svært ved at skjule denne impuls: du kan genkende den fra kroppens bevægelser, hans aggressivitet, hans anstrengte vejrtrækning, hans dystre og misbilligende udtryk.

I sin mest alvorlige manifestation er vrede en last, der ikke indrømmer nogen pusterum. Hvis den er forårsaget af en uretfærdighed, der er lidt (eller menes at være lidt), rettes den ofte ikke mod gerningsmanden, men mod det første uheldige offer. Der er mænd, der tilbageholder deres raseri på arbejdspladsen og viser sig at være rolige og fattede, men derhjemme bliver de uudholdelige for kone og børn. Vrede er en last, der gennemtrænger alt –  den er i stand til at berøve os søvn, at spærre vejen til fornuft og tanke.

Vrede er en last, der ødelægger menneskelige relationer. Den er et  udtryk for en manglende evne til at acceptere andres mangfoldighed, især når deres livsvalg afviger fra vores egne. Det stopper ikke ved den ene persons dårlige opførsel, men blander alt sammen i i samme gryde: det er den anden person, den anden som han eller hun er, den anden som sådan, der fremkalder vrede og harme. Man begynder at afsky tonen i deres stemme, deres trivielle hverdagsbevægelser, deres måder at ræsonnere og føle på.

Når forholdet når dette niveau af degeneration, går klarsynet tabt. Vrede får os til ikke at kunne se klar klart, ikke? Fordi et af kendetegnene ved vrede til tider er, at den nogle gange ikke mildner med tiden. I disse tilfælde forværrer selv afstand og tavshed den, i stedet for at byrden af fejl lettes. Af denne grund anbefaler apostlen Paulus – som vi har hørt – kristne at se problemet i øjnene med det samme og forsøge forsoning: ” Lad ikke solen gå ned over jeres vrede,” (Ef 4:26). Det er vigtigt, at al vrede forsvinder straks inden solnedgang. Hvis der opstår en misforståelse i løbet af dagen, og to mennesker ikke længere kan forstå hinanden og opfatter sig selv så langt fra hinanden, kan natten ikke overdrages til djævelen. Lasten ville holde os vågne om natten og gruble over vores grunde og de uansvarlige fejl, der aldrig er vores og altid den andens. Det er sådan: Når en person er rasende, siger de altid, altid, at den anden person er problemet. De er aldrig i stand til at erkende deres egne mangler, deres egne fejl.

I Fadervor får Jesus os til at bede for vores menneskelige relationer, som er et minefelt: et plan, der aldrig er i perfekt ligevægt. I livet er vi nødt til at beskæftige os med overtrædere, der har gjort os noget ligesom vi aldrig har elsket alle i det rigtige mål. For nogle har vi ikke gengældt den kærlighed, der tilkom dem. Vi er alle syndere, os alle, og vi har alle regnskaber at gøre op: glem ikke dette. Vi er forgældede, vi har alle regnskaber, der skal gøres op, og derfor er vi alle nødt til at lære at tilgive for at blive tilgivet. Mennesker bliver ikke sammen, hvis de ikke også praktiserer tilgivelsens kunst, så vidt det er menneskeligt muligt. Vrede imødegås af velvilje, hjertets åbenhed, sagtmodighed og tålmodighed.

Men med hensyn til vrede er der en sidste ting at sige. Det er en frygtelig last, blev det sagt, der ligger til grund for krige og vold. Digtet Iliaden beskriver Achilles vrede, som vil være årsagen til “uendelige elendigheder”. Men ikke alt, hvad der stammer fra vrede, er forkert. De gamle forstod godt, at der findes en opfarende del af os, der ikke kan og ikke må benægtes. Lidenskaberne er til en vis grad ubevidste: de sker, de er livserfaringer. Vi er ikke ansvarlige for vredens begyndelse, men altid for dens udvikling. Og til tider er det godt, at vrede bliver luftet på den rigtige måde. Hvis en person aldrig blev vred, hvis en person ikke bliver indigneet over en uretfærdighed, hvis han ikke følte noget dirrende i maven over undertrykkelsen af de svage, ville det betyde, at personen ikke var et menneske og endnu mindre en kristen. Der findes en hellig indignation, hvilket ikke er vrede, men en indre bevægelse, en hellig indignation. Jesus kendte til den flere gange i sit liv (sml. Mark 3,5): Han reagerede aldrig på ondt med ondt, men i sin sjæl følte han denne følelse, og i tilfældet med købmændene i templet udførte han en stærk og profetisk handling, dikteret ikke af vrede, men af nidkærhed for Herrens hus (sml. Matt.21,12-13). Vi må skelne rigtigt: nidkærhed, hellig indignation, er én ting; Vrede, som er dårlig, er en anden.

Det er op til os, med Helligåndens hjælp, at finde det rigtige mål for lidenskaberne. At uddanne dem godt, at de udvikler sig til noget godt og ikke til noget ondt. Tak.

PAVENS GLOBALE BØNSNETVÆRK

Oprindeligt hed det “Bønnens Apostolat” og blev grundlagt af Jesuitterne. Hurtigt blev det til pavens værk, hvor flere millioner mennesker bad regelmæssigt i pavens intentioner.
I Danmark er der 2 jesuitterkommuniteter.
I København:
Niels Steensen Kollegium,
Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbhvn Ø;
Aarhus:
Skt. Knuds kommunitet, Ryesgade 28, 3 sal, 8000 Aarhus C.
Hjemmeside: http://jesuitterne.org

Categories

Månedens refleksion 2023