Onsdags katekese, 22.11.2023.
Lidenskaben for evangelisering: den troendes apostolske nidkærhed.
Kære brødre og søstre,
Efter sidste gang at have set, at den kristne forkyndelse er glæde, så lad os i dag fokusere på et andet aspekt: Den er for alle, den kristne forkyndelse er en glæde for alle. Når vi virkelig møder Herren Jesus, gennemsyrer dette mødes under vores liv og kræver at blive bredt videre ud. Han ønsker, at hans evangelium er for alle. Ja, i det er der en “humaniserende kraft”, en opfyldelse af livet, som er bestemt for enhver mand og kvinde, fordi Kristus blev født, døde og opstod igen for alle. For alle: ingen er udelukket.
I Evangelii Gaudium læser vi, at enhver har “ret til at modtage evangeliet. Kristne har pligt til at forkynde evangeliet uden at udelukke nogen. I stedet for at det er som om at pålægge nye forpligtelser, bør de fremstå som mennesker, der ønsker at dele deres glæde, som peger på en horisont af skønhed, og som inviterer andre til en lækker bbuffet. Det er ikke ved at missionere, at Kirken vokser, men ‘ved tiltrækningskraft'” (nr. 14). Brødre, søstre, lad os føle, at vi tjener evangeliets universelle bestemmelse, det er for alle; Og lad os være kendetegnet ved vores evne til at række ud af os selv. En forkyndelse må, for at være sand, lægge sin egen egoisme bag sig – og lad os også kunne overskride alle grænser. Kristne mødes mere på pladsen foran kirken end i sakristiet og går “ud på byens gader og stræder” (Luk 14:21). De skal være åbne og ekspansive, kristne skal være “åbne og oprigtige”, og denne egenskab kommer fra Jesus, der gør sin tilstedeværelse i verden til en kontinuerlig rejse, der sigter mod at nå ud til alle, endda lære af nogle af hans møder.
Således beretter evangeliet om Jesu overraskende møde med en fremmed kvinde, en kanaanæer, der trygler ham om at helbrede hendes syge datter (sml. Matt.15,21-28). Jesus nægter og siger, at han kun blev sendt “til de fortabte får af Israels hus”, og at “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” (v. 24, 26). Men kvinden svarer med den insisteren, der er typisk for den enfoldige, at “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” (v. 27). Jesus bliver slået af dette og siger: ” Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”. (v. 28). Mødet med denne kvinde har noget unikt over sig. Ikke alene får nogen Jesus til at skifte mening, og tilmed en kvinde, en fremmede og en hedning, men Herren selv finder bekræftelse på, at hans forkyndelse ikke bør begrænses til de mennesker, han tilhører, men skal være åben for alle.
Bibelen viser os, at når Gud kalder på en person og indgår en pagt med nogle af dem, er kriteriet altid dette: vælg nogen til at række ud til andre, dette er kriteriet for Gud, for Guds kald. Alle Herrens venner har oplevet skønheden, men også ansvaret og byrden ved at være »udvalgt« af ham. Og alle har følt modløshed over for deres egne svagheder eller tabet af deres sikkerhed. Men måske er den største fristelse at betragte det modtagne kald som et privilegium: nej, kaldet er aldrig et privilegium. Vi kan ikke sige, at vi er privilegerede i forhold til andre – nej. Kaldet er til en tjeneste. Og Gud vælger en for at elske alle, for at nå ud til alle. Det er også for at forhindre fristelsen til at karakterisere Kristendommen som en kultur, med en etnicitet, med et system. På denne måde mister den imidlertid sin virkelig katolske karakter, eller rettere sin universelle: den er ikke en lille gruppe førsteklasses, udvalgte mennesker. Lad os ikke glemme: Gud udvalgte nogle til at elske alle. Denne horisont af universalitet. Evangeliet er ikke kun for mig, det er for alle; lad os ikke glemme dette. Tak.
